Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (1917.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Flitsch) og Canale. Ogsaa de østerrigske
Isonzo-Armeer, der førtes af General Boroviec, gik
frem til Angreb og vandt Terrain. Italienerne
maatte foretage et ret hovedkulds Tilbagetog,
under hvilket de led store Tab og mistede en
Mængde Krigsmateriel; hele 3. italienske
Armés højre Fløj (nærmest Havet), c. 3
Armékorps med 60000 Mand, blev afskaaret mellem
Lavariano og Havet og maatte overgive sig;
Nederlaget var kort sagt meget stort. Den 30.
Oktbr naaede de tysk-østerrigske Tropper
Tagliamento, bag hvilken de italienske Hære havde
søgt Tilflugt. Men da X. østerrigske Armé brød
frem gennem de kariske Alper og truede
Italienernes venstre Flanke og deres
Tilbagetogslinie mod Piave, kunde heller ikke
Tagliamento-Linien holdes. Den 7.—10. Novbr gik
Cadorna tilbage til Piave-Floden, og her
lykkedes det ham endelig at faa Fodfæste.
Italienernes 2. og 3. Armé havde lidt uhyre Tab
og blev slaaet sammen til een Armé (3.), der
tog Stilling bag Piave, til venstre for denne
stod 4. Armé fra Montello til Quero. 1.
italienske Armé tog Stilling i Linien
Monte Tomba—Pertica—Asolone og standsede i denne
Stilling en østerrigsk Armé (XI.), der rykkede
frem fra Tyrol. Franske og engelske Tropper
ilede Italienerne til Hjælp (i alt blev 6 franske
[10. Armé under General Foch] og 5 engelske
Divisioner overført til Italien), og den
tysk-østerrigske Offensiv kunde ikke føres videre.
Det Slag, der var tilføjet den italienske Armé,
var imidlertid meget alvorligt og ikke let at
forvinde. General Cadorna maatte fratræde som
Generalstabschef og blev erstattet af General
Diaz.
Saloniki-Fronten.
I Jan. 1917 blev der i Rom truffet Aftale
mellem Ententemagterne om Operationernes
Fortsættelse paa Balkan og om Forholdet over
for Grækenland. Orientarmeen skulde
forstærkes til 23 Divisioner, og derefter skulde der
iværksættes en Offensiv sammenfaldende med
Ententens store Foraarsoffensiv. Grækenland,
som nu havde 2 Regeringer: Kong Konstantin’s
i Athen og en provisorisk Regering under den
ententevenlige Venizelos i Saloniki, skulde
tvinges til at demobilisere, rømme Thessalien og
forlægge Tropperne til Morea. Den paatænkte
Offensiv kom imidLertid først i Gang i Maj,
idet de Allierede først da var færdige med dens
Forberedelser. Saloniki-Hæren, der
kommanderedes af General Sarrail og var bragt op til
en Styrke af c. 200000 Mand, aabnede den 4.
Maj en almindelig Offensiv paa den c. 200 km
lange Front fra Struma i Øst til Ochrida-Søen
paa Grænsen til Albanien i Vest. Baade franske,
engelske, serbiske, italienske, russiske og
græske Tropper — de sidste bestaaende af
frivillige Enheder, opstillede af Venizelos — deltog
i Angrebet. Men dette gav intet Resultat.
Modstanderne — Bulgarer og c. 40000 Tyskere
under General v. Scholtz, den hele Styrke c.
250000 Mand under den bulgarske General
Jekov — modstod Gennembrudsforsøget. Slaget,
som af Tyskerne kaldtes »Majslaget i
Makedonien«, varede til den 18. Maj, hvorefter de
Allierede, der havde lidt betydelige Tab,
indstillede Angrebet. Hertil bidrog dog ogsaa den
forandrede Situation, som opstod ved den
russiske Revolution, og Erkendelsen af, at der
først, naar Grækenland tog Del i Krigen paa
Ententens Side, kunde opnaas større
Resultater paa den makedoniske Front. Den 12. Juni
1917 abdicerede Kong Konstantin efter at have
været udsat for et stærkt Tryk fra de
Allierede, der bl. a. blokerede den græske Kyst.
Den nye Konge, Alexander, kaldte Venizelos
tilbage, og Grækenland sluttede sig nu
definitivt til Ententen; den græske Hær
mobiliseredes atter og forstærkede efterhaanden
Orienthæren med henimod 200000 Mand friske
Tropper. Den græske Hær var inddelt i 5
Armékorps — almindeligvis sammensat af
3 Infanteridivisioner (hvert paa 3
Infanteriregimenter), 1 Kavaleriregiment (6 Eskadroner), 1
Artilleriregiment (18 Batterier) m. m. — samt
1 Kavaleridivison. Armékorpsets Styrke var c.
40000 Mand.
Krigen i Asien 1917.
I Foraaret 1917 gik Englænderne over til
Angreb paa een Gang i Mesopotamien og i
Palæstina. Det havde oprindelig været Tanken,
at Russerne samtidig skulde angribe i
Armenien, men den russiske Revolution kuldkastede
denne Plan og tvang Storfyrst Nikolaj til at
nedlægge sin Kommando. Til Trods herfor tog
Begivenhederne i Asien en uheldig Vending for
Tyrkerne.
Mesopotamien. Ved Nytaarstid 1917
genoptog Englænderne under General Maude
Operationerne ved Kut-el-Amara mod 6.
tyrkiske Armé og tvang Tyrkerne til Tilbagetog
mod Bagdad. Englænderne fulgte efter, og den
11. Marts indtog de Bagdad. Tyrkerne gik
tilbage til Tekrit c. 150 km N, f. Bagdad; General
Maude fulgte efter til Samarra. Operationerne
hvilede nu i den varme Sommertid, men i
Oktober genoptog General Maude
Fremrykningen og indtog Tekrit (6. Novbr). Kort efter
døde han. Hans Efterfølger, General Marschall,
fortsatte imidlertid med Held Operationerne og
tvang en tyrkisk Hærstyrke, der havde samlet
 |
| Skitse 23. Operationerne i Mesopotamien 1917. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
