Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (1915.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den 28. Septbr slog Townshend Tyrkerne og
fortsatte derefter Fremrykningen mod Bagdad.
Men den 22.-24. Novbr blev han selv slaaet
ved Ktesifon (40 km S. f. Bagdad) og maatte
gaa tilbage til Kut-el-Amara, som han naaede
den 4. Decbr. Her blev han indesluttet af en
langt overlegen tyrkisk Hærstyrke, nemlig VI.
Armé paa 4 Divisioner under Nur-ed-din.
Krigen i Armenien, Kaukasus og
Persien. I Armenien begyndte Operationerne
i de første Dage af November 1914. Over for den
i Armenien opmarcherede III. tyrkiske Arme
under Enver Pasha raadede Russerne i første
Øjeblik kun over 1 Armékorps og 1
Reservedivision, i Decbr kom dog hertil yderligere 1
Armékorps fra Turkestan. Russerne aabnede
Felttoget med et Fremstød mod Erzerum, men
den 10. Novbr stødte de ved Köpriköi sammen
med de tyrkiske Hovedkræfter under Hazzan
Izzet Pasha, blev slaaet og maatte gaa
tilbage over Grænsen. Tyrkerne fulgte efter og
rykkede dels mod Kars, dels i Retning af
Batum. Operationerne gik imidlertid meget
langsomt paa Grund af Kulden og de vanskelige
Terrainforhold. Ved Nytaarstid led Tyrkerne
et alvorligt Nederlag ved Sarikamisch (SV. f.
Kars). Den tyrkiske Hær gik nu paa hele
Fronten tilbage, saaledes at ogsaa det paatænkte
Angreb paa Batum blev opgivet. Russernes
Forfølgning gik snart i Staa i det raa og
uvejsomme Land.
I det neutrale Persien stredes Russerne og
Englænderne med Tyrkerne og Tyskerne om
Magten. I Slutningen af 1914 havde der staaet
flere Kampe ved den persiske Grænse, dels
omkring Søen Van i Armenien, dels ved Urmia i
det nordvestlige Persien. Det ret værgeløse
persiske Riges Neutralitet blev ikke respekteret,
hverken ved denne Lejlighed eller senere. I
1915 blev Tæbris for en Tid besat af Tyrkerne.
Men i øvrigt skete der ikke meget paa den
armenisk-persiske Krigsskueplads, før Storfyrst
Nikolaj i Septbr 1915 fik Kommandoen i
Kaukasus. Der blev da udrustet en russisk
Ekspedition paa c. 50000 Mand til at rykke ind i
Persien. Ekspeditionskorpset transporteredes i
Oktbr over det kaspiske Hav til den persiske By
Rescht og rykkede derfra mod Teheran, der
sidst i Novbr blev besat uden Kamp. En
tyrkisk-persisk Hær, der kommanderedes af den
tyske Gesandt i Persien, Prins Heinrich af
Reuss, paa 15000 Mand, blev senere i Decbr
slaaet ved Hamadan (S. f. Teheran).
Englændernes Angreb paa
Dardanellerne.
Medens der saaledes kæmpedes næsten ved
alle det tyrkiske Riges Grænser i Asien,
forberedte Englænderne og Franskmændene et
Stød mod selve det tyrkiske Riges Hjerte.
Ideen til Angrebet paa Dardanellerne
stammede fra England, der (2. Jan. 1915) var blevet
opfordret af Russerne til at foretage en land-
og sømilitær Demonstration mod Tyrkiet for
at lette det tyrkiske Tryk mod Rusland i
Kaukasus. Den engelske Regering — særlig
Churchill — var meget stemt for
Dardanellerforetagendet og fik den franske med. Til Trods for,
at Kitchener, Joffre og andre landmilitære
Autoriteter advarede mod Foretagendet, fordi
de ikke ansaa de dertil disponible Kræfter for
tilstrækkelige, blev det bestemt, at Angrebet
skulde udføres. — Først søgte man at naa til
et Resultat ved et Angreb med Flaadekræfter
alene (fra midt i Februar til midt i Marts).
Angrebet (se Begivenhederne til Søs) endte
imidlertid med Nederlag, og en Maaned senere
begyndte det landmilitære Angreb, der
imidlertid heller ikke skulde lykkes.
Landgangskorpset bestod af 4 engelske og 1 fransk Division,
i alt 65000 Mand. Englænderne havde truffet
deres Forberedelser i Ægypten uden en Gang
at gøre noget Forsøg pa at skjule deres
Hensigter, og da Landsætningen begyndte den 25.
April ved Seddil Bahr paa den yderste Spids
af Gallipolihalvøen, var Tyrkerne fuldt
forberedte til at tage mod Angrebet. Englænderne
kom ganske vist i Land, men de var kun
trængt et kort Stykke frem, før de stødte paa
en stærkt besat tyrkisk Stilling tværs over
Halvøen. Angrebet gik i Staa. Det uheldige Udfald
af disse to Angreb, baade det maritime og
Landgangsforetagendet, gav Anledning til
maanedlange Konferencer mellem Ententemagterne
om Muligheden for at faa mere Plan i deres
Krigsførelse. Hvad specielt Dardanellerne angik
drøftede man Mulighederne for en Operation
paa den asiatiske Side, da der midt under
Forhandlingerne kom Meddelelse om et nyt
engelsk Nederlag. Den 6.—21. Aug. havde disse
nemlig forsøgt et nyt Angreb ved at gaa i Land
i Suvlabugten, var ogsaa her kommet i Land,
men havde lidt store Tab og laa nu fast i kort
Afstand fra Strandbredden. Det var aabenbart,
at der behøvedes langt stærkere Kræfter til at
gennemføre Foretagendet, end man hidtil
havde sat ind paa det. Paa den anden Side mente
den engelske Regering ikke at kunne give
Ekspeditionen et saa stort Omfang; men nu var
den franske Regering blevet opsat paa
Foretagendet, og den beordrede Joffre til at stille 4
Divisioner til Raadighed for General Sarrail,
som var udset til at føre Tanken om et Angreb
paa begge Sider af Dardanellerne ud i Livet.
Joffre protesterede under Henvisning til, at der
efter hans Mening vilde behøves langt flere
Tropper til at gennemføre Foretagendet, og at
man ikke uden at svække Fronten i Frankrig
vilde kunne undvære saa meget, som der
behøvedes. Det var sikkert til Held for Ententen,
at det af Sarrail paatænkte nye
Angrebsforetagende ikke blev til noget. Netop i de samme
Dage blev Bulgariens fjendtlige Holdning saa
aabenbar, at hele Opmærksomheden blev rettet
paa Balkans Fastland. Serbiens Sag traadte saa
meget stærkere frem i første Række, som
Grækenland, trods Venizelos’ Anstrengelser, gjorde
Mine til at svigte sine Forbundsforpligtelser
over for Serbien. Den franske Regering indsaa,
hvilken Rækkevidde denne Grækenlands
Holdning kunde faa, at det kunde komme til at
dreje sig om intet mindre end Herredømmet i
det østlige Middelhav. Det strategiske
Tyngdepunkt laa aabenbart ikke mere ved
Dardanellerne, men i Makedonien. Den britiske
Regering tiltraadte dette Synspunkt, og der var
saaledes under Begivenhedernes Tryk atter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
