Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (1915.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
over Narev mellem Novo Georgievsk og
Pultusk, men derefter gik hans Fremrykning
foreløbig i Staa. Imidlertid havde Mackensen
begyndt sit Angreb den 15. Juli, men var stødt
paa stærk Modstand; under haarde Kampe
naaede han frem til Egnen S. f. Cholm og
Lublin; men Udsigterne til at naa afgørende
Resultater svandt mere og mere. Paa begge Fløjene,
baade ved Cholm og Lublin, gjorde Russerne
kraftig Modstand, og Storfyrst Nikolaj fik Tid
til at trække sit stærkt udsatte Centrum tilbage
fra Vestpolen. Prins Leopold’s Hærgruppe fulgte
efter, overskred den 29. Weichsel N. f.
Ivangorod. Nu genoptog ogsaa Mackensen og
Gallwitz Offensiven, den første ved Cholm og
Lublin, den sidste ved Narev. Russerne fortsatte
Tilbagetrækningen af deres Front, efter at
Storfyrst Nikolaus nu havde forstaaet
Nødvendigheden heraf, og de prisgav hensynsløst alle
deres Fæstninger i Polen: Warszawa den 5. Aug.,
Novo Georgievsk den 20. Aug., Brest-Litovsk
den 26. Aug., derefter Ossovez og endelig
Grodno den 4. Septbr. Operationerne i Polen
begyndte nu at ebbe ud; efterhaanden som
Russerne trak sig tilbage, blev de Resultater,
Tyskerne naaede, mindre og mindre. Paa Fløjene
— i Vilnaegnen og i Galizien — syntes Kampen
derimod endnu en Gang at skulle blusse op.
Vilnaoffensiven (Septbr 1915).
Paa den nordlige Fløj havde Hindenburg
indledet en Belejring af Kovno, som blev taget
den 17. og 18. Aug. efter en Beskydning med
det sværeste Skyts, og da nu Ludendorff og
Hindenburg gentog deres Forestillinger angaaende
Fordelene ved at støde frem over Vilna, gav
Falkenhayn endelig efter. I Begyndelsen af
Septbr begyndte X. Armé Fremrykningen mod
Vilna; den yderste venstre Fløj —
Njemenarmeen — havde Hindenburg allerede tidligere
skudt frem, X. Armé havde vel faaet nogen,
men langtfra tilstrækkelig Forstærkning, skønt
der kunde være trukket betydelige Styrker til
dels fra Novo Georgievsk, dels fra andre Dele
af den nu stærkt forkortede Front i Polen. Men
Falkenhayn havde, naar alt kom til alt,
ingensinde været gunstig stemt for Vilnaoffensiven;
hans Tanker var allerede rettet mod andre
Maal, og de Tropper, han fik fri i Polen, gik
derfor ikke til Vilnaegnen, men til Balkan og
til Vestfronten, hvor der forestod store Kampe.
Vilnaoffensiven blev derfor udført med for
svage Kræfter; desuden kom den for sent og uden
Sammenhæng med Operationerne i Polen.
Russerne satte sig kraftig imod det tyske
Omfatningsforsøg, alt medens det russiske Centrum
i Polen veg tilbage under haardnakkede Kampe.
De russiske Operationer blev energisk og
koldblodig ledet, og Russerne var Mestre i at føre
den Slags Arrieregardekampe, som der her var
Tale om. Efter haarde Kampe lykkedes det
Hindenburg at erobre Vilna og ogsaa trænge
frem mellem Vilna og Dünaburg til Smorgon,
men herudover naaedes ikke større Resultater;
Vilnaoffensiven endte som alle andre tyske
Angrebsforetagender paa Østfronten med en rent
frontal Følgen efter de tilbagevigende Russere.
Østerrigsk Offensiv mod Luck og
Dubno (Septbr 1915). Paa den sydlige
Fløj havde General Conrad omtrent samtidig
med Vilnaoffensiven aabnet en østerrigsk
Offensiv med den volhynske Fæstningsgruppe Luck,
Dubno, Rovno som Maal. I Begyndelsen havde
Østerrigerne Fremgang, trængte den russiske
venstre Fløj tilbage til Sereth og erobrede
derefter Luck og Dubno. Men midt i Septbr kom
der et Tilbageslag, Russerne fik betydelige
Forstærkninger, udførte voldsomme og heldige
Modangreb, trængte Østerrigerne tilbage fra
Sereth og tilbageerobrede Luck. Atter maatte
Tyskerne ile Østerrigerne til Hjælp for at
standse Russerne. — Afslutning af
Centralmagternes Offensiv. Efter 5 Maaneders
heftige Kampe var den tyske Sommeroffensiv
til Ende. Tyskernes Kræfter var udtømte og
Tabene store; desuden var de Styrker, hvormed
man begyndte Offensiven, ogsaa af andre
Grunde stærkt svækkede, Tyskernes ved Afgivelse til
Vestfronten og Balkan, Østerrigernes med de
Tropper, man havde maattet sende til den
italienske Front. Falkenhayn ansaa det for
unyttigt at trænge længere ind i Rusland; de bag
Hæren værende Forbindelser blev stadig
vanskeligere i det uhyre udstrakte Land, Vinteren
nærmede sig, og det var nødvendigt at
forberede sig paa at møde Kulden. De tyske
Tropper indrettede sig nu i Vinterstillinger i en
Linie, der gik V. og S. om Riga (der stadig var
i Russernes Besiddelse) til Dünafloden, langs
denne til Dünaburg, derfra til Narotsch Sø og
videre over Baranowitsch, Pinsk, Dubno,
Tarnopol, langs Serethflodens vestlige Bred til
Rumæniens Grænse i Nærheden af Cernowitz, der
ligesom det øvrige Bukovina var i østerrigsk
Besiddelse. Falkenhayn havde saaledes opnaaet
at trænge den russiske Front betydelig tilbage.
Østpreussen og Galizien samt Bukovina var
befriet, Polen, Litauen og Kurland erobret, og man
var trængt betydelig ind i det egentlige Rusland.
Det var endvidere lykkedes at give Russerne fuldt
op at gøre og derved hindre dem i at sende
Tropper til Balkan; den ved Odessa samlede
russiske Hær, som egentlig var bestemt til
Anvendelse paa Balkan, havde Storfyrst Nikolaus
været nødt til at sætte ind mod den
tysk-østerrigske Offensiv. Trods alt dette var Falkenhayn’s
Værk alligevel noget ufuldført. Den russiske
Hær var ikke afgørende slaaet og vilde atter
ved given Lejlighed kunne optræde paa
Skuepladsen, saaledes som det i Virkeligheden
ogsaa skete i Foraaret 1916. Conrad, Hindenburg
og Ludendorff, der havde fundet hverandre i den
fælles Interesse for Østfronten, i et fælles Ønske
om at faa en endelig Afgørelse med Rusland,
kunde ikke sætte deres Mening igennem over
for Falkenhayn, der fandt Støtte hos sin
Kejser, og som havde sine gode Grunde til at møde
de Forslag, der fremkom fra »Østens Mænd«;
der var for det første den Omstændighed, at
den italienske Front nu slugte saa store Dele af
den østerrig-ungarske Hær, at Tyskland vilde
komme til at bære Hovedbyrden ved en
Fortsættelse af Offensiven mod Rusland; dernæst var
der Forholdene paa Vestfronten, hvor en stor
fransk-engelsk Offensiv ventedes, og endelig var
det meget ønskeligt at faa »Eksekutionen« mod
Serbien udført snarest muligt, eftersom der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
