Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (Krigens Forhistorie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
diplomatisk Støtte, og Rusland havde maattet give efter
i det albanske Spørgsmaal. Englands Stilling i
Tyrkiet var svækket, og det osmanniske Rige
kom mere og mere under tysk Indflydelse,
tyske Officerer overtog Reorganisationen af
Tyrkiets Hærvæsen.
Den politiske Situation i
Begyndelsen af 1914. Paa Overfladen var
Situationen ved Nytaar 1914 forholdsvis rolig.
Ledende Statsmænd udtalte sig meget tillidsfuldt;
i London havde Sir Edward Grey og den tyske
Gesandt mødt hinanden i fælles Bestræbelser
for at skabe et godt Forhold mellem de to
Lande paa hver sin Side af Nordsøen, en
Omstændighed, der til Dels forklarer, at Tyskland
bedømte Englands Stilling forkert i Juli—Aug.
1914. Men under Overfladen var der Uro og
Spænding. I England maatte man nødvendigvis
spørge, hvem de tyske Flaaderustninger var
rettet imod, hvis ikke mod Storbritannien. I
Frankrig var man træt af de stadige Trusler
om et tysk Angreb og havde for øvrigt heller
ikke glemt 1870. I Tyskland og Østerrig
frygtede man den panslavistiske Bevægelse og
Politik, og Tanken om at tage Krigen, før Rusland
havde vokset sig for stærkt, vandt mere og
mere frem. Men fremfor alt truede
Balkanforholdene den europæiske Fred mere end nogen
Sinde. Baade Bulgarien og Serbien rustede sig
til Krig. De serbiske Planer var saa meget
farligere, som de skabte indre Uro i
Østerrig-Ungarns sydslaviske Lande. De patriotiske Bølger
gik højt i Serbien. Den store Forening
»Narodna Odbrana« (Nationalt Forsvar) agiterede i
Dobbeltmonarkiets sydlige Del, særlig i Bosnien
og Herzegovina, og »de stærke Mænd« blandt
Østerrig-Ungarns Statsmænd ansaa en Krig med
Serbien for uundgaaelig, hvis ikke Monarkiet
skulde gaa sin Opløsning i Møde. — I Maj 1914
besluttede Wienerkabinettet at foretage en
diplomatisk Aktion med det Maal at faa
Rumænien til at proklamere sin Tilslutning til
Triplealliancen og formaa Bulgarien til ligeledes at
slutte sig til denne. Derved skulde Ruslands
Indflydelse paa Balkan svækkes, Serbien
isoleres og tvinges til ikke mere at støtte den
storserbiske Propaganda. Samtidig arbejdede
Rusland imidlertid paa at faa dannet et nyt
Balkanforbund under russisk Beskyttelse, og begge
Stormagter havde saaledes aabnet Vej for nye
Stridigheder paa Balkan, da Fyrstemordet i
Sarajevo gav Begivenhederne et Stød, der fik
dem til at rulle hurtigt og voldsomt. — Naar
disse Begivenheder, der i Begyndelsen
udviklede sig paa en Maade, som meget mindede om
Balkankrisen i 1908—09, i deres videre Forløb
fik et helt andet Udfald og førte til
Verdenskrig, maa Grunden hertil for en væsentlig Del
søges i den forandrede militære Situation, og i
at Krigsstemningen i de forskellige Lande var
langt stærkere udviklet i 1914 end i 1908—09.
Rusland kunde i 1909 ikke føre Krig, og
Frankrig vilde ikke; men meget havde
forandret sig siden dengang. Den russiske Hær
var blevet reorganiseret og styrket,
Jernbanenettet udvidet, Flaaden forbedret. I Frankrig
var Hæren ligeledes blevet styrket (bl. a. ved
Loven om den 3-aarige Tjenestetid), og Hærens
Disciplin og gode Aand, som havde været stærkt
rystet ved Dreyfusaffæren og dens
Eftervirkninger, var nu helt genoprettet. Ganske vist havde
Østerrig-Ungarn ogsaa foretaget betydelige
Rustninger, og Tyskland havde udviklet sit
Krigsberedskab efter en Maalestok, der gjorde den
tyske Hær til den stærkeste i Verden. Men det
afgørende var, at Rusland og Frankrig følte
sig stærkere og ikke var til Sinds at vige
tilbage som i 1909, naar der blev slaaet paa
Sværdet.
Fyrstemordet i Sarajevo. Den
afgørende Krise og Krigens
Udbrud. Den østerrigsk-ungarske Tronfølger
Ærkehertug Frants Ferdinand, Kejser Frants
Josef’s Brodersøn, Bannerføreren for den
østerrigsk-ungarske Balkanpolitik, stod for Serberne
som en Hovedhindring for Opfyldelsen af de
storserbiske Drømme. Fra Serbien havde den
ophidsede Stemning forplantet sig til Bosnien,
og den 24. Juni 1914 blev Tronfølgeren og hans
Gemalinde skudt i Sarajevo af den 19-aarige
Gymnasiast Princep. Morderen var
østerrigsk-ungarsk Undersaat, men havde staaet i
Forbindelse med en Propagandacentral i Belgrad og
havde faaet Vaaben og anden Hjælp i Serbien,
hvis Regering dog stod helt uden for Sagen. —
Den østerrigsk-ungarske Udenrigsminister Grev
Berchtold tog nu Sarajevomordet som Paaskud
til en Aktion mod Serbien for at gøre Ende paa
den storserbiske Propaganda. Idet han
underrettede den tyske Regering om sine Planer,
meddelte han samtidig, at det var nødvendigt
for Østerrig-Ungarn »at sønderrive Traade, som
dets Modstandere samlede til et Net om dets
Hoved«. Den tyske Regering billigede delvis de
østerrigske Planer uden dog at tage Stilling til
Spørgsmaalet om, hvilke Forholdsregler der
skulde tages over for Serbien; men den
erklærede, at Tyskland vilde staa ved
Østerrig-Ungarns Side, hvis det kom til Krig med Rusland.
Nu mente Grev Berchtold at have frie Hænder
over for Serbien, og den 23. Juli Kl. 6 Eftm.
blev der overrakt den serbiske Regering et
Ultimatum af saadant Indhold og Form, at ingen
serbisk Regering kunde gaa ind paa dets
Fordringer. Serbien skulde officielt fordømme
Propagandaen mod Østerrig-Ungarn, opløse
»Narodna Odbrana« og andre lignende Foreninger,
afskedige Officerer og Embedsmænd, som
havde deltaget i Agitationen, og gaa ind paa, at
østerrigske Embedsmænd tog Del i
Undersøgelsen angaaende Agitationen. Den ungarske
Ministerpræsident Grev Tisza billigede ikke Noten,
men hindrede heller ikke, at den blev afsendt.
I Berlin blev Noten først kendt den 23. Juli
Aften, altsaa efter Afsendelsen; Italien blev
holdt helt udenfor. De fleste andre Magter fik
først den 24. Juli Kendskab til Noten, og samme
Dag lod Tyskland Ententemagterne vide, at det
betragtede Konflikten som et indre Anliggende
mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.
Ententemagterne søgte at faa den Serbien givne Frist
af 48 Timer forlænget, og da dette mislykkedes,
raadede de Serbien til den yderste
Eftergivenhed. Den serbiske Regering gik da ind paa alt,
hvad Østerrig havde forlangt, undtagen de
Fordringer, der stred mod Serbiens Stilling som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
