Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Welhaven, Johan Sebastian Cammermeyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det kunde ikke nægtes, at hans Kundskaber var
højst mangelfulde. W. blev imidlertid indstillet
til Posten af Universitetets Prokansler, Grev
Wedel, og dette bragte Striden til end mere at
blusse op. Under alle disse hadske Angreb lider
W. sit Livs største Sorg; han ser sin Forlovede,
Ida Kjerulf, fra Dag til Dag sygne hen; hun
ligger paa sit Dødsleje. Endelig blev Sagen
efter to lange Aar afgjort derhen, at W. blev
konstitueret som Lektor for to Aar. Men hans
Modstandere lod ham ikke derfor i Ro; han var
fremdeles stadig Genstand for Angreb. 1843 blev
han fast udnævnt til Lektor og 1846 til Professor.
W. har udgivet fire Digtsamlinger, den første
1839 og den sidste 1860. Den første overraskede
hans Landsmænd ved at vise ny Træk i hans
Digterpersonlighed. Der hvilede over mange af
Digtene en mild og blid Stemning som man ikke
havde ventet, da det udfordrende, stridslystne
hidtil havde været det mest fremtrædende. I
hele hans Digtning ytrer sig en stærk Trang til
at fordybe sig i Sjælens indre Liv; under al
Strid og Larm og under Politikkens plumpe
Raab lytter han til en Røst i sit Indre, som
stilt trøster ham med, at Sjælens Liv har en
Vaar, som ikke kan naas af truende ydre
Magter. En stærk personlig Følelse ligger til Grund
for de fleste Digte; men samtidig har W. en
Blyhed, som lader ham gemme bort det
personlige, saa at det ikke altid er let at se. Han
kommer oftere tilbage til, hvor liden Sympati
han blev mødt med i sin Ungdom, og hvorledes
det har virket hemmende paa hans Udvikling,
at han ved Kamp maatte rydde en Plads for sin
Digtning.
Kom der stadig mere Stilhed over hans
Digte, saa maa det ikke glemmes, at han hele Livet
igennem havde sit Felt, hvor han lige frejdig
førte sin Fejde. Det var det selskabelige Liv i
Oslo, som stadig bragte ham i Harnisk. I
Samtalens frie Løb kastede han alle Baand og lod
alle sine Evner frit udfolde sig; der kom over
ham en Improvisationens Kraft, som næppe
helt er kommen til sin Ret i hans Digte. Det
skarpe og det myge, Kritik og Lyrik, skiftede
i lunefuld Veksel. Hans Kritik af Personer og
Forhold var hensynsløs. Men naar saa
Stormbygen var over, kunde alt igen som i de norske
Fjorde ligge med Sol over Vand, over Li og
Løv. Alt, hvad han fortalte, var fængslende, og
hans følsomme Natursans gav gennemaandede
Billeder af norsk Natur. Denne Kritik har da
ogsaa fundet sit Udtryk i hans Digte. Der var
fra Slutningen af 1830’erne foregaaet en stor
Forandring i Oslo-Livet; der var kommet et
europæisk Sving over det. Men W. stod med
Tvivl Uge over for al denne pludselige
Dannelse med dens Tale om Kunst og Kritik af
Kunst. Denne Dannelse var ikke spiret
langsomt af Landets egen Jord. Det er en
Halvkultur, som tager Præget og Farven fra
Menneskene. Her er Dannelse uden Natur og Natur
uden Dannelse, men ikke deres Forening til
sjælfuld Ejendommelighed. Det mest kendte af
de herhenhørende Digte er »Soirée-Billeder«;
men der er to Digte i første Samling,
»Ekstremer« og »Den første Kærlighed«, som har
stærkere Glød. Her bryder hans Harme ud over, at
den norske Hovedstad, hvor Damerne er
Dukker og Herrerne dresserede Træmænd eller
helt raa, ikke har Rum for en udpræget
Personlighed med stærke Følelser. Der er i det
sidstnævnte Digt Linier, som i Kritik og Kraft
drager Tanken hen paa Ibsen. Saarede W.
mange ved sin Kritik, saa fik han ogsaa selv at føle,
hvad det vil sige for den udprægede
Personlighed at leve i en Smaaby, hvor al Kritik bliver
opfattet som Angreb paa kendte Personer.
Hvad man kanske først bliver opmærksom
paa i W.’s Digte, er hans Stemningers nære
Forhold til Naturen. Hans Stemning synes at
hvile over Landskabet og at skifte Lys og
Mørke med det. Hvert Landskab sætter ham
øjeblikkelig i Stemning; men hver Stemning søger
ogsaa altid til et Landskab. Stemningen hviler
ikke, før den har naaet plastisk Anskuelighed i
et Landskabs Form. Og først og fremmest er
det Vestlandets Natur, som er hans Sjæls
Billede. Vestlandet er de lyse Lunde hvilende under
mørke, truende Fjelde, et livsaligt Stille blandt
kæmpende Jætter. Her er den Dobbelthed, som
hans egen Sjæl bar, dens Længsel mod Fred
Side om Side med en aldrig stillet Stridslyst.
Da Landskabet paa hvert Punkt kan omsættes
i Stemning, bliver hans Naturdigtning af en
helt symbolsk Karakter. Hvad der ved første
Øjekast kan tage sig ud som ligefrem
Naturskildring, viser sig samtidig at være
Sjæleskildring. Omkring 1840 vaagner i Norge en stærk
Sans for det folkelige. Asbjørnsen og Moe
træder frem med Folkeeventyr og Folkesagn.
Kunsten skal fornyes ved at søge hen til Naturens
og Folkets egen Poesi. Denne nationale Retning
bæres af en dyb Begejstring for den norske
Natur. Det stod for disse Mænd, som den norske
Natur selv havde taget til Orde i
Folkedigtningen. Denne Romantik staar W. fra første Stund
af nær; han deler dens Begejstring for norsk
Natur, for de gamle Fædre og deres Sønner,
som endnu lever i Norges Dale. Det er ved sine
nationale Romancer, W. kan siges at være
bleven en populær Digter. Som de populæreste af
Romancerne kan maaske nævnes
»Asgaardsrejen«, »Dyre Vaa« og »En Vise om Hellig
Olaf«. Folkedigtningens overnaturlige Væsener,
og da først og fremmest Huldren, opfatter W.
som en aandiggjort Natur; de staar op af en
ejendommelig Natur og er altid paa Vej til
atter at dæmre hen i Landskabet. De stiger og
viger som den Stemning, Landskabet vækker.
W.’s stemningsfulde Naturskildring er
naturligvis langt fra at være alene en Gengivelse af den
ydre Natur. Kunst er »en aandig opfattet
Virkeligheds Genbillede«. Stemningen omordner,
renser det ydre Billede, saa deraf opstaar Kunstens
Billede, det indre Billede. Her har Aandens,
Magt sejret over det tilfældige, splittede i den
ydre Virkelighed. Dette indre Billed, som i hans
Kunst- og Livsanskuelse spiller en saa vigtig
Rolle, er dog fremfor alt det aandiggjorte
Menneskebillede. Det er en »indre Erfaring« af
særegen Styrke, hans Æstetik og Livsanskuelse
former sig om. Denne Erfaring er det svundnes
Evne til at lyse i en ejendommelig ren Glans.
Og det svundne, som lever dybest i vor Sjæl,
er Billedet af de Afdøde, vi har elsket mest.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
