Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vélez Rubio - Welfer - Welferfondet - Welferpartiet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mineralkilde Fuente del Gato, og 10 km fra
Byen paa venstre Bred af Rio de V. R. ligger
det gamle Slot Jiquena.
(H. P. S.). C. A.
Welfer, Slægtsnavn for et af Tysklands
ældste, endnu blomstrende Fyrstehuse, der kan føre
sine Aner helt op til 8. Aarhundrede, idet der
c. 750 nævnes en Grev Warin af Altorf, hvis
Søn Isenbrand skal, saaledes lyder Sagnet, have
betegnet sine Sønner som W. ɔ: Hundehvalpe.
I alt Fald er en af Sønnerne, Welf, den første,
der bærer dette Navn, hvilket senere brugtes
som Fællesbetegnelse for hans Efterkommere,
og denne Welf I (d. c. 824), der ejede store
Besiddelser i Schwaben og Bayern og var
Svigerfader til Kejser Ludvig den Fromme, blev
Stamfader for den ældre welfiske Linie. Fra
ham nedstammede (foruden Grundlæggere af
flere Sidelinier, der efterhaanden uddøde)
Mand efter Mand i syvende Led Welf II (d.
c. 1050), som deltog i et Oprør mod Konrad II,
men var uheldig og mistede en Del af sine
Lande. Hans Søn Welf III (d. 1055) blev af
Kejser Henrik III udnævnt til Hertug af
Kärnten og Markgreve af Verona og testamenterede,
da han var barnløs, sine rige Allodier til
Kirken. Men Welf IV (d. 1101), en Søn af hans
Søster Kunigunde i hendes Ægteskab med Grev
Azzo (af det italienske Hus Este), der ejede
store Len i Norditalien, drog paa Moderens
Opfordring til Tyskland, hvor han, efter at det
var lykkedes ham at sætte sig i Besiddelse af
Morbroderens Godser, af Henrik IV blev
udnævnt til Hertug af Bayern (som saadan kaldes
han Welf I). Han blev Stamfader for den
yngre welfiske Linie gennem sine Sønner,
af hvilke den ældste, Welf V (eller II) (d.
1119) efterfulgte ham som Hertug i Bayern,
medens den yngre, Henrik den Sorte
(d. 1126) som Besidder af de welfiske Allodier
ved Broderens Død arvede Bayern og saaledes
atter bragte Husets Landomraade paa een
Haand; da han desuden ved Giftermaal med
Hertug Magnus af Sachsen’s Datter Wulfhild
blev Ejer af største Delen af de Billung’ske
(se Sachsen) Allodier (deriblandt Lüneburg),
og hans Søn og Efterfølger, Henrik den
Stolte (d. 1139) gennem sit Ægteskab med
Kejser Lothar’s Datter Gertrud blev Arving
til de Braunschweig’ske Allodier, hvortil han
ved Svigerfaderens Død føjede Hertugdømmet
Sachsen, var den welfiske Husmagt saa stor, at
Henrik turde vove at byde Konrad III Trods,
hvorved den mangeaarige Kamp mellem W. og
Hohenstauferne tog sin Begyndelse. Konrad III
fratog imidlertid Henrik den Stolte begge hans
Len, Bayern og Sachsen, og besejrede hans
Broder Welf VI ved Weinsberg (1140); her
skal for første Gang Kampraabene »Hie Welf!«
og »Hie Waiblingen!« (en hohenstaufisk Borg),
have lydt; i alt Fald blev W. nu Tilnavn for
Henrik Løve’s Tilhængere, og da disse i øvrigt
støttedes af Kirken, gik W. i Italien over til
at betegne Kejsermagtens Modstandere
overhovedet, saa at »guelfi« (W.) her stod skarpt
over for »ghibellini« (rimeligvis = Waiblinger).
Welf VI (d. 1191) forsonede sig senere med
Konrad III og fik af sin Svoger Frederik
Barbarossa store Len i Italien, men maatte efter
sin Søn Welf VII’s tidlige Død (1167)
pantsatte disse og sine Besiddelser i Schwaben til
Kejseren og døde stærkt forgældet. Om
Henrik Løve og hans Søn Otto IV, se disse
Artikler. Ved Otto’s Død (1218) gik hans
vidtstrakte Allodier over til en Søn af hans
tidligere afdøde Broder Vilhelm den Tykke, der
var gift med den danske Prinsesse Helene (en
Datter af Valdemar den Store); denne Søn,
Otto Barn (1204—52), der er bekendt i
Danmarks Historie som Grev Otto af Lüneburg,
Valdemar Sejr’s trofaste Tilhænger, forsonede
sig 1235 med Hohenstauferne, hvorfor Kejser
Frederik II, efter at Otto havde taget sine
Allodier til Len af Riget, udnævnte ham til
Hertug af Braunschweig-Lüneburg. Fra hans to
Sønner Albrecht og Henrik udgik Linierne
Braunschweig og Lüneburg, af hvilke den
første (se Braunschweig) uddøde 1884,
medens den sidste (se Hannover), der 1694
erhvervede Kurværdigheden for Hannover og
1714 med Georg I besteg Englands Trone, som
den beholdt indtil 1901, endnu lever i en
Sidegren. Ved Dronning Viktoria’s Tronbestigelse
(1837) gik nemlig Hannover (der 1814 havde
faaet Titel af Kongerige) over til hendes
Farbroder Ernst August, Hertug af
Cumberland, som efterfulgtes 1851 af sin Søn Georg
V, der 1866 mistede sit Rige, som annekteredes
af Preussen, og ved sin Død (1878) overlod sine
Fordringer paa Hannovers Trone til sin Søn
Ernst August (f. 1845, d. 1923), som antog
Titel Hertug af Cumberland. Han blev vel
genindsat i Brugen af sin Faders Privatformue
(godt 40 Mill. Kr.), som Preussen havde
beslaglagt 1868 og deraf dannet det saakaldte
Welferfond (s. d.) (af Bismarck’s
Modstandere ogsaa betegnet som Reptiliefondet),
men da Hertugen ikke vilde opgive sine
Fordringer paa Hannover, satte den tyske
Regering sig imod, at han som den barnløse Hertug
Vilhelm af Braunschweig’s Arving besteg
Tronen i dette Land (1885). Hertugen af
Cumberland havde to Sønner, af hvilke den
ældre, Georg Wilhelm, omkom ved en
Automobilulykke 1912, hvorefter den yngre, Ernst
August, gav Afkald paa den Ret til Hannover,
som hans Fader stadig formelt fastholdt, og
paa Grundlag af denne Udsoning mellem W.
og Hohenzollern 1913 ægtede han Kejser
Wilhelm’s Datter og besteg Tronen i Braunschweig,
som han maatte frasige sig ved den tyske
Revolution i Novbr 1918.
(C. F.). H. J-n.
Welferfondet, den faste Formue af 16 Mill.
Thaier (omtrent 43 Mill. Kr.), som i Septbr
1867 af den preussiske Regering erkendtes at
tilhøre det hannoveranske Kongehus, men
alligevel i Marts 1868 lagdes under Beslag, for at
dets Renter (se Reptiliefond) kunde
bruges til at modarbejde Welferpartiets
statsfjendtlige Agitation. 1879 tilstodes der
Enkedronning Marie og hendes Døtre en betydelig
Aarpenge af W., og April 1892 ophævedes
Beslaglæggelsen, saa at Formuen stilledes til
Hertugen af Cumberland’s Raadighed.
(E. E.). H. J-n.
Welferpartiet kaldtes siden 1866 det
partikularistiske Parti i det tidligere Kongerige
Hannover, som holdt fast ved Landets statsretlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
