Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Veit, Philipp - Weitemeyer, Harald Sophus Leonhard - Weitling, Wilhelm - Veits Dans, Skt - Weitzmann, Carl Friederich - Weizsäcker, Carl Heinrich - Vejafgifter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
m. fl. (Litt.: M. Spahn, »P. V.«
[Künstler-Monogr. LI, 1901]). — Broderen, Johann V.
(1790—1854), sluttede sig som Historiemaler til
den nazarenske Retning.
A. Hk.
Weitemeyer, Harald Sophus
Leonhard, dansk historisk-geografisk Forfatter, f.
i Kbhvn 12. Febr 1846, d. 30. Aug. 1921. Han
blev Student 1865 og tog 1872 Magisterkonferens
i Historie. Fra sin tidligste Ungdom
beskæftigede han sig med historiske Studier, og efter
1880 lagde han sig særlig efter
geografisk-historiske og topografiske Emner. I de følgende
Aar udgav han en Række Værker, der alle
vidner om Dygtighed og utrættelig Arbejdskraft:
»Geografisk Haandbog« (1886, 2. Udg.
1913—14), »Haandbog i Verdenshistorien« (1890—92),
Le Danemark, publié avec le concours de
savants danois (1889, tysk Udg. 1889, eng. Udg.
1891), »Emner og Kuriositeter fra
Columbus-Tiden« (1892), Kulturskildringer fra Kbhvn i
det 18. Aarh. (1916). Ligeledes deltog han i
Udarbejdelsen af Turistforeningens Rejsebog
over Danmark. Fra 1895 til 1906 redigerede han
3. Udgave af Trap’s »Danmark« og paabegyndte
1919 4. Udgave af samme, men naaede kun at
faa udgivet 2. og 3. Bind, inden han døde. Til
dette Arbejde havde han forberedt sig i en
Aarrække og gjort store Samlinger; under hans
Haand er den gamle Haandbog fremstaaet i
forynget og stærkt udvidet Skikkelse, og fra alle
Sider har W. høstet megen Anerkendelse for
den Dygtighed og Sagkundskab, som præger
Værket. I 1909 blev han udnævnt til Professor.
(P. L.). G. K-n.
Weitling [’va^itleŋ], Wilhelm, tysk
Kommunist, en af den politiske Socialismes
betydeligste Forløbere, f. 5. Oktbr 1808 i Magdeburg,
d. 15. Jan. 1871 i New York. W. opvoksede i
Nød, blev Skræddersvend og førte fra 1828 et
omflakkende Vandreliv. Til Slut havnede han
i Paris, hvor han gennem Babeuf’s, Fourier’s
og Cabet’s Skrifter blev vunden for
Kommunisternes Lære og sluttede sig til »de retfærdiges
Samfund«; her skrev han ogsaa sin første Bog,
— en Utopi om »Die Menschheit, wie sie ist und
sein sollte« (Paris 1838). Som Delegeret for
»Kommunisternes Forbund« sendtes han 1840 til
Schweiz, hvor han bosatte sig og udfoldede en
omfattende Agitation i Tale og Skrift, udgav
bl. a. »Garantien der Harmonie und Freiheit«
(Vivis 1842; norsk Overs. Oslo 1847),
Maanedsskriftet »Die junge Generation« (1842—43) og
»Das Evangelium des armen Sünders« (Bern
1845; anastatisk Optryk 1890). Hans paagaaende
Revolutionisme blev imidlertid Republikkens
Myndigheder for meget; han idømtes 6
Maaneders Fængsel og skulde derefter udleveres til
Preussen. Det lykkedes ham dog at undslippe
til England, hvor han opholdt sig halvandet Aar
indtil Begyndelsen af 1846, agiterede saa i
Belgien og Amerika, men kom Juni 1848 til Berlin.
Udvist herfra søgte han i Hamburg at
organisere et revolutionært »Befrielsesforbund«, men
kun med den Følge, at han atter kom paa Kant
med Øvrigheden. Han unddrog sig Forfølgelsen
ved at flygte til Amerika og fortsatte saa i New
York sin Virksomhed gennem Bladet »Republik
und Arbeiter« (1851—54). Det var hans sidste
Kraftanstrengelse; efter 20 Aars Kampe falder
han til Ro og lader sig glemme som beskeden
Betjent i et Indvandringskontor.
W.’s teoretiske Udgangspunkt er, ganske i
Rousseau’s Aand, Menneskenes »oprindelige
Godhed«; det onde kommer ind i Verden med
Ejendoms- og Arveretten. Lyttede Menneskene
blot til Fornuftens Bud og indrettede
Samfundet efter Kommunismens Grundsætninger, vilde
den sociale »Harmoni«, den drømte Frihed
komme af sig selv. Som første Princip hævder
W. »Retten til Eksistens« og fremhæver som
Følge deraf de arbejdsdygtiges Pligt til at
forsørge de arbejdsudygtige. Som han er
Oplysningsidealist, er han ogsaa den ideelle
Retfærdigheds Forkæmper. Nok vil han Fred,
Menneskenes Broderskab som Maal, men dette naas
ikke, lærer han, uden haarde Kampe og
Anvendelse af Magtmidler fra Proletariatets Side.
(Litt.: G. Adler, »Die Geschichte der ersten
sozialpolitischen Arbeiterbewegung in
Deutschland« [Breslau 1885]).
(K. V. H.). Sv. N.
Veits Dans, Skt [’fa^i’ts-], se Chorea.
Weitzmann [’va^itsman], Carl
Friederich, tysk Musikteoretiker (1808—80), levede
sin længste Tid i Berlin og stod den ny-tyske
Retning, særlig Fr. Liszt, nær. Foruden nogle
spredte Kompositioner omfatter hans
Virksomhed en anselig Række værdifulde
musiktéoretiske Skrifter: »Der übermässige Dreiklang«,
»Geschichte des Septimenakkords«, »Geschichte
der Griechischen Musik«, »Harmoniesystem«, og
navnlig »Geschichte des Klavierspiels und der
Klavierlitteratur« (2. Oplag 1879, af 3. Oplag,
fuldstændig omarbejdet ved Max Seiffert,
er kun et Bind fremkommet 1899]).
W. B.
Weizsäcker [’va^itszækər], Carl Heinrich,
tysk evangelisk Teolog, f. 11. Decbr 1822 i
Öhringen, d. 13. Aug. 1899 i Tübingen. 1847
habiliterede han sig som Privatdocent ved det
teologiske Fakultet i Tübingen, men gik det
følgende Aar ud i praktisk Præstegerning og
fortsatte dermed, til han 1861 blev udnævnt til
F. C. Baur’s Efterfølger paa den kirkehistoriske
Lærestol i Tübingen. Som sin Forgænger
beskæftigede han sig fortrinsvis med den ældste
Kirkes Historie og med nytestamentlige
Spørgsmaal; hans mest bekendte Arbejder er
»Untersuchungen über die evangelische Geschichte,
ihre Quellen und den Gang ihrer
Entwickelung« (1864, 2. Opl. 1901) og »Das apostolische
Zeitalter der christlichen Kirche« (1886, 3. Opl.
1902) samt en Oversættelse af det ny
Testamente paa moderne Tysk, som, siden den
udkom i 1875, har oplevet en Mængde Udgaver og
nye Optryk i forskelligt Udstyr; i de 9 Oplag,
der udkom inden hans Død, blev der stadig
foretaget Forbedringer.
H. M.
Vejafgifter kan dels være en Brugsafgift,
dels et Vedligeholdelsesbidrag. Paa Landevejene
blev Brugsafgiften tidligere opkrævet af de
Vejfarende i Form af Bompenge (se Bomme), der
endelig ophæves fra 1. April 1915.
Nu er Færdselen fri paa alle offentlige Veje,
men indirekte opkræves V. af al
Automobilfærdsel, idet en vis Del af Automobilskatten skal
fordeles til Amts-, By- og Landkommunerne for at
anvendes til forbedret Vedligeholdelse af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
