Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vedby Hage - Vedbæk - Vedceller - Vedda - Veddel - Weddel-Havet - Wedderkop, Magnus von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vedby Hage, N. f. Falster, en c. 1 km lang
Grund, som ligger ud for Orehoved, strækker
sig til Orehoved Havn og er skilt fra
Landgrunden ved en smal Rende med 6 m Vand. Renden
ender blindt NV. f. Havnen. Paa Midten af
Grunden er der 1,5 m Vand.
G. F. H.
Vedbæk (gammel Form: Withebek), Sogn,
Sogne-, Stations- og Villaby samt Fiskerleje i
det nordøstlige Sjælland (Sokkelunds Herred,
Kbhvn’s Amt). Sognet, som 1923 udskiltes
fra Søllerød Sogn, havde 5. Novbr 1925 5075
Indb. I Byen, der ligger ved Sundet, 18 km
N. f. Kbhvn, var der 1925: 1059 Indb. (1916:
922, 1906: 616). Her er Kirke, opført 1870—71
(Arkitekt V. Tvede), Skole, Privatskole, Dansk
Sygeplejeraads Rekreationshjem, opført 1904
(Arkitekt Thorv. Jørgensen); Konferensraadinde
Lorcks Rekonvalescenthjem, indviet 1917
(tilhører »De samvirkende Menighedsplejer«);
endvidere: Strandhotel, Kro, Filial af Holte Bank,
Toldkontrolsted, Fyr, Fiskeri- og
Lystbaadehavn (2,5 m dyb) og »Dansk Prøve-, Kontrol-
og Justeringsanstalt«. V. er Station paa
Kystbanen og var oprindelig Endepunkt for
Privatbanen Lyngby—V., som nu kun er i Drift paa
Strækningen Lyngby—Nærum. Der er
Telegrafstation, Telefonstation og Postekspedition.
Ved V. gjorde den engelske Hær Landgang 16.
Aug. 1807. Lige S. f. ligger det store Landsted
Enrum med en smuk, 1862—64 opført
Hovedbygning (Arkitekt Herholdt).
(H. W.). M. S.
Vedceller [-’sælər] (Libriformceller,
botanisk) kaldes i Vævlæren Veddets mekaniske
Elementer. Hadromets Styrkevæv. De er døde,
luftfyldte, langstrakt-prosenkymatiske,
forsynede med skraat stillede, spalteformede Porer
samt som oftest temmelig tykvæggede og
forveddede. De forekommer særlig karakteristisk
udviklede hos træagtige Vækster og fortrinsvis
i Aarringens Høstved (se Træ, Ved,
Langceller).
(V. A. P.). A. M.
Vedda, (Sanskrit: Veddha), Folk paa
Ceylon. De lever nu kun paa den sydøstlige
Del af Øen, men var tidligere vidt udbredte og
anses for at udgøre dens Urbefolkning. De
rene V. er smaa (Middelhøjden for Mænd
1,5 m), med mørk Hudfarve, lang Hovedskal,
sort, lokket Haar og temmelig betydelig
Skægvækst. Deres Racepræg minder saaledes om
det, der genfindes hos visse Smaastammer
i Ragindien og paa de indiske Øer samt hos
Australiens oprindelige Befolkning, med andre
Ord hos de saakaldte Indo-Australiere (s. d.).
Mange V., især ved Kysten, er dog nu stærkt
blandede med Singhalesere. Et Vidnesbyrd
om gammel Forbindelse med disse er
ogsaa V.’s Sprog, som er beslægtet med
Singhalesisk og saaledes hører til den
indoeuropæiske Æt. Medens nogle V., ligeledes
som Følge af Paavirkning fra deres højere
staaende Naboer, lever som Agerbrugere i
Landsbyer, er der andre, hos hvilke de
oprindelige, yderst primitive Kulturforhold er
bevaret med ringe Ændringer. Disse V., som
holder til i Bjergskovene, er dristige Jægere, der
end ikke viger tilbage for at angribe de vilde
Elefanter. Deres Vaaben er Jernøkser samt
Buer og Pile, idet de tilbytter sig Metaldelene
hos Landsbyernes Beboere. Fiskeri drives ved
Forgiftning af Vandet. Ogsaa Indsamling af vild
Honning spiller en økonomisk Rolle. Deres
Boliger er for en stor Del Klippehuler eller Ly
under hældende Stenblokke. Nogen
Samfundsorganisation ud over Familiehorden findes
næppe, og Religionen er en simpel
Aandedyrkelse. V. er et af de bedst kendte af de
primitive Folk, og saavel deres Antropologi som
deres Kultur er behandlet i flere Værker. (Litt.:
Virchow, »Über die W. von Ceylon« [Berlin
1882]; P. & F. Sarasin, »Ergebnisse
naturwissenschaftlicher Forschungen auf Ceylon«,
Bind III [Wiesbaden 1893]; G. C. & B. Z.
Seligmann, The V. [Cambridge 1911]).
K. B-S.
Veddel (botanisk) eller Hadrom kaldes
den Del af Stænglens Karstrenge, som i de
kollaterale og bikollaterale Strenge ligger inden
for Dannelsesvævet eller (i de lukkede Strenge
inden for Blødbasten); dens karakteristiske
Bestanddele er Karrene og Trakeïderne, og hertil
kan da Vedparenkymet og Libriformen (se
Védceller) eller Styrkevævet slutte sig. I
Bladene, hvor Karstrengene er lukkede, ligger
V. umiddelbart over Sidelen (Leptomet), og i de
saakaldte leptocentriske Karstrenge omgiver den
Sivævet rørformet (se Karstreng).
(V. A. P.). A. M.
Weddel-Havet [’wedə£-], se
Sydpolsekspeditioner, S. 860.
Wedderkop [’vædərkåp], Magnus von,
gottorpsk Statsmand, f. 26. Oktbr 1637 i
Husum, d. 16. (17.) Jan. 1721. W. blev, efter at
have studeret Jura og taget den juridiske
Doktorgrad 1669, kaldet til Professor ved
Universitetet i Kiel og gik 1676 over i diplomatisk
Tjeneste hos Hertugen af Gottorp. Han var i
den følgende Tid en af Hovedlederne for den
gottorpske Politik, repræsenterede saaledes
Hertugen af Gottorp paa Kongressen i
Nijmegen 1677—79 og deltog i de Forhandlinger
i Altona, der førte til Altona-Forliget af 20.
Juni 1689, hvorved Hertugen fik sine 1684
inddragne Lande tilbage. 1692 blev han Geheime-
og Kammerraad og efter Hertug Christian
Albrecht’s Død 1694 Medlem af Konseillet. Senere
repræsenterede han Gottorp paa Kongressen i
Pinneberg 1697—99 og ligesaa ved
Fredslutningen i Traventhal 1700. Da Administratoren
Christian August efter Hertug Frederik IV’s
Død 1702 havde overtaget Styrelsen af de
gottorpske Lande, trængtes W.’s Indflydelse
tilbage af den bekendte Baron Görtz, og da
Enkehertuginde Hedevig Sofie døde 1708, følte W.
sig ikke længere sikker ved det gottorpske Hof,
men tog Ophold i Hamburg. I Decbr 1709 fik
Görtz ham dog bevæget til at møde til et
Statsraadsmøde paa Gottorp. W. blev meget
naadig modtaget af Administratoren, men efter
Taflet blev han fængslet og samme Nat ført
til Fæstningen Tönningen, hvorefter alle hans
store Ejendomme inddroges. Først 7. Febr 1714,
da Fæstningen Tönningen maatte kapitulere til
de Danske, kom W. paa fri Fod. Da Görtz var
blevet henrettet i Sverige i Febr 1719, tog den
unge Hertug Carl Frederik W. til Naade igen,
genindsatte ham i hans forrige Embeder og
gav ham hans Godser og Formue tilbage. (Litt.:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
