Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vaucluse - Vaucluse - Vaucorbeil, Auguste Emanuel - Vaucouleurs - Vaud - Vaudeville - Vaudier - Vaudoncourt, Frédéric François Guillaume de - Vaugelas, Claude Farre de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Hirsen. Kartoflen dyrkes i langt større
Udstrækning end Foder- og Sukkerroerne.
Husdyrbruget staar ikke paa noget højt Trin, og
det er en Ejendommelighed, at der kun holdes
lidt Hornkvæg, men derimod en Mængde Faar og
Geder. Muldyrene er fuldt saa talrige som
Hestene, medens Æsler er faatallige.
Svinebesætningen er ret stor. Silkespinderen er et vigtigt
Husdyr, og Biavlen drives i nogen Udstrækning.
Bjergværksdriften er ikke betydelig (Brunkul,
Svovl, Gips, Kalk og Byggesten). Industrien er
i visse Retninger betydelig. Der fremstilles
Raasilke, Papir, Kemikalier, Garn og Vævninger af
Faareuld; men ogsaa Fabrikationen af
Maskiner, Lervarer, Olivenolie, Sæbe og Lys
beskæftiger mange Mennesker. Dept V. deles i de 4
Arrondissementer: Apt, Avignon, Carpentras og
Orange, og har Avignon til Hovedstad.
(M. Kr.). E. St.
Vaucluse [vo’kly.z], Landsby i det sydøstlige
Frankrig, Dept Vaucluse, 25 km Ø. f. Avignon,
i en romantisk Dal, Vallis clausa, ved Floden
Sorgues bekendte vandrige Kilde, der
strømmer ud af en Grotte ved Foden af en 671 m
høj Kalkklippe i V.-Bjergene og danner et
Vandfald ned over Skraaningen. Den lille By
V. har en romansk Kirke, en Borgruin og et
nyere Monument for Digteren Petrarca, som
boede her efter 1337. Ogsaa den engelske
Tænker Stuart Mill har i længere Tid boet i V.
Byen har et Jernbjergværk og driver
Fabrikation af Papir og Klæde.
(M. Kr.). E. St.
Vaucorbeil [vokår’bæ.j], Auguste
Emanuel, fransk Komponist (1821—84), var fra
1880 Direktør for den store Opera i Paris og
havde da et Navn som Komponist af Sange,
Sonater, Strygekvartetter, Klaverstykker og en
opéra comique, opført 1863.
W. B.
Vaucouleurs [voku’lö.r], By i det
nordøstlige Frankrig, Dept Meuse, tæt ved venstre Bred
af Meuse (Maas), VSV. f. Nancy, 3000
Indbyggere. V. ligger ved Østbanen og Skoven ved
V. Jernudsmeltning. Mindesmærke for Jeanne
d’Arc, som her 1429 paabegyndte sin Sejrsgang.
(M. Kr.). E. St.
Vaud, se Waadt.
Vaudeville [fransk: vo’dvil, dansk: vodə-
’vilə], almindelig Betegnelse for en dramatisk
Digtart, ifølge J. L. Heiberg’s Definition et
»Situationsstykke med løselig antydede
Karakterer, og hvor Sangen træder i Dialogens Sted
overalt, hvor denne har hævet sig til de
interessanteste Punkter«, eller som han kortere
udtrykte det: »En tæt Forening af Ord og
Toner«. Navnet V. er oprindelig knyttet til et
Sted, les Vaux-de-Vire (Vire-Dalene i
Normandie), hvor Olivier Basselin i 15. Aarhundrede
boede og digtede de lystige Sange, der efter
Hjemstedet og med en sproglig meget
almindelig Overgang fra r til l kom til at hedde
»Vaux-de-Ville«. I Tidens Løb blev dette Betegnelse
for alle Slags lystige Sange og Kupletter, og da
saadanne Kupletter ofte var det væsentlige
Indhold i mindre Teaterstykker, gik Navnet V.
over til at betegne denne dramatiske Kategori.
Heiberg saa under sit Paris-Ophold disse
Stykker og har vel omgaaedes med Tanken om at
overføre dem til det danske Teater; imidlertid
blev vistnok den Lykke, som et
Hamburg-Selskab gjorde med V. »Die Wiener in Berlin«
under et Gæstespil i Kjøbenhavn, Anledningen
til, at han forsøgte at realisere sine Ideer. 28.
Novbr 1825 spilledes første Gang hans V. »Kong
Salomon og Jørgen Hattemager«; den gjorde
umaadelig Lykke og blev en Begivenhed i dansk
Teaterhistorie, idet Heiberg benyttede V. til at
genskabe et nationalt Lystspil. Samtidig gav
den meget musikalske Mand den danske V. en
langt betydeligere musikalsk Ballast, end der
fandtes i den franske, idet han under
øjensynlig Paavirkning af Bellman (s. d.) skabte
den musikalske Situation med afvekslende, i
Rytme og Tonart nøjagtig afstemte og
fortræffelig valgte — ofte af ham selv komponerede —
Melodier. I Løbet af 1826 fremkom — foruden
den ubetydelige Lejlighedsvaudeville »Den otte
og tyvende Januar« — »Aprilsnarrene eller
Intriguen i Skolen« og »Recensenten og Dyret«,
maaske den mest typiske af alle V. Da Heiberg
imidlertid stadig var udsat for Misforstaaelser
og Angreb af Folk, der troede, det var hans
Hensigt helt at ville erobre Skuepladsen for V.,
skrev han 1826 Afhandlingen »Om V. som
dramatisk Digtart«, der i al sin Ensidighed er et
Mønster paa elegant Polemik og æstetisk
Popularisering. Heiberg’s øvrige Vaudeviller er:
»Et Eventyr i Rosenborg Have« (med Musik af
Weyse, 1827), »De Uadskillelige« (s. A.), »Kjøge
Huskors« (1831), »De Danske i Paris« (1833),
»Nei« (1836) — foruden 5 Vaudevillemonologer.
Som Heiberg’s Arvtagere maa i første Række
Henrik Hertz, Hostrup og Erik
Bøgh nævnes. (Litt.: Heiberg, »Om V.«
[1826]; J. Steenstrup, »Fra Fortid og
Nutid« [1892]; Jul. Clausen, »Kulturhistoriske
Studier over Heiberg’s V.« [1891]).
J. Cl.
Vaudier, se Valdieri.
Vaudoncourt [vodå’ku.r], Frédéric
François Guillaume de, Baron, fransk
General og krigshistorisk Forfatter, f. i Wien
1772 af franske Forældre, d. i Passy 1845,
meldte sig som Frivillig 1791 og naaede
allerede 1796 Graden som Brigadegeneral. Han
deltog i Periodens Felttog, hovedsagelig i
Italien. Under Krigen 1812 blev han syg og
fanget, og 1814 vendte han tilbage til Frankrig,
hvor han tog Tjeneste hos Ludvig XVIII. V.
stillede sig paa Napoleon’s Side under
Kejserdømmet i de 100 Dage og maatte som Følge
deraf tage Flugten ved den anden
Restauration. Først 1825 fik han Tilladelse til at
vende tilbage til Frankrig. V. er en nøjagtig og
upartisk Forfatter; af hans Værker skal blot
nævnes Histoire des campagnes de 1814 et 1815
en France (1826).
(A. T. L.). E. C.
Vaugelas [vo’зla eller -’la.s], Claude
Farre de (1585—1650), fransk Grammatiker,
Forfatter til Remarques sur la langue françoise
(Paris 1647). Denne Bog indeholder en Række
kritiske Bemærkninger om den samtidige
Sprogbrug; den undersøger Ordenes Udtale, Form,
Betydning, Anvendelse o. s. v. og søger i hvert
enkelt Tilfælde at fastslaa, hvad der er le bon
usage. V. fortsætter saaledes de puristiske
Bestræbelser, som indlededes af François
Malherbe (s. d.); han advarer mod Vulgarismer og
Provinsialismer, og da han mener, at det
franske Sprog har naaet sin højeste Udvikling,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
