Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Varme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Varmeækvivalent; Varmeteoriens 1.
Hovedsætning, indre Energi; en Luftmasses indre
Energi; indre Energi af faste og flydende Legemer.
Kemisk Energi; V. er molekulært uordnet
Arbejde; Varmeteoriens 2. Hovedsætning;
reversible og irreversible Processer; Carnot’s
Kredsproces; den absolutte termodynamiske
Temperaturskala. Clapeyron’s Formel; Entropi;
Entropien af Legemerne i forskellige
Tilstande; Entropiflytning, den samlede Entropisum
vokser; Entropiens Forøgelse er Energiens
Forringelse, Varmedøden; Nernst’s Varmeteorem;
den mekaniske Varmeteoris Anvendelser; den
kinetiske Varmeteori. Statistisk Mekanik;
Energisætningen; Entropisætningen, en
Sandsynlighedssætning. — Varmelærens Historie.
Litteraturfortegnelse.
Indledning, Temperatur og
Varmemængde. Vor V.- og Kuldesans viser
os erfaringsmæssigt, at Legemerne har
Mulighed for en kontinuerlig Skala af
Varmetilstande, Temperaturer, som vi karakteriserer ved
Benævnelser som hedt, varmt, lunkent, koldt
o. s. v. Det er endvidere en dagligdags
Erfaring, at et Legeme ved Berøring med et andet,
varmere Legeme vil blive opvarmet, medens
det varmere vil afkøles, saaledes at der foregaar
en Udjævning i deres Varmetilstand. Vi
bringes derved til at betragte V. som noget, der
ved Berøring overføres, ledes, fra det varmere
til det koldere Legeme. Faar Legemerne Lov til
at være tilstrækkelig længe i Berøring med
hinanden, og føres der ikke udefra V. til eller fra
dem, vil de ende med en vis
Varmeligevægtstilstand.
Saa længe vi er henvist til vore
Temperatursanser alene, naar vi ikke ud over saadanne
almindelige kvalitative Erfaringer om V. Først
den Iagttagelse, at Legemerne udvider sig ved
V., har muliggjort en kvantitativ
Karakterisering af Legemernes Varmetilstand. Denne
Udvidelse er størst og derfor lettest iagttagelig
hos Luftarterne og kendtes allerede i Oldtiden.
Den er meget nær ens for alle Luftarter og
beløber sig ved en Opvarmning ved konstant
Tryk fra Isens Smeltepunkt til Vandets
Kogepunkt til Brøkdelen 100/273 af det oprindelige
Rumfang ved Isens Smeltepunkt. Vædskernes
Udvidelse, der er forskellig for de forskellige
Vædsker — Vand trækker sig som bekendt endog
sammen ved Opvarmning fra 0° til 4° C. —
er gennemsnitlig noget som 10 Gange mindre
end Luftarternes. Den blev i 17. Aarhundrede
anvendt i de første egentlige Termometre, der
var Sprittermometre. Grunden til at
foretrække Vædsketermometre for Lufttermometre til
Trods for Vædskernes mindre Varmeudvidelse
maa søges i det rent praktiske Forhold, at et
Vædsketermometer kan udføres som et meget
mindre Apparat, der er lettere at anvende. De
faste Legemers Udvidelse er atter c. 10 Gange
mindre end Vædskernes og er derfor
vanskeligere at maale. Til Gengæld bevirker netop
den lille Udvidelse af den faste Beholder, at
Udvidelsen af Vædsken i den lettere iagttages.
Som et Hovedresultat af Forsøgene med
Vædsketermometre i Løbet af det 17. og
Begyndelsen af det 18. Aarhundrede maa først
nævnes den fundamentale Erfaring, at Legemer i
indbyrdes Varmeligevægtstilstand viser samme
Temperatur, maalt ved Termometret. Denne
Ligevægtslov er noget, som Sanseiagttagelserne
kun ganske groft fører til, idet
Sanseindtrykket er betinget ikke blot af Legemets
Temperatur, men ogsaa af dets Varmeledningsevne.
Det er saaledes vel bekendt, at naar Metal og
Træ er i Varmeligevægt ved almindelig
Temperatur, føles Metallet koldere end Træet. Ved
Indførelsen af det objektive Temperaturmaal
forsvandt i det hele taget efterhaanden alle
saadanne Forestillinger om V., som er begrundet
i vore Sanseiagttagelsers subjektive Natur, som
f. Eks. at Kældere skulde være varmere om
Vinteren end om Sommeren (se
Antiperistasis), eller at nogle Legemer »i sig selv«
er varme eller kolde, som f. Eks. henholdsvis
Peber og Salpeter. Endelig gjorde man den for
Temperaturskalaens Fastlæggelse saa vigtige
Iagttagelse, at Isens Smeltepunkt og Vandets
Kogepunkt (ved Normaltryk) er fastliggende
Temperaturer.
Hvilke Temperaturtal man vil tillægge disse
Temperatur, og hvilket Legeme man vil
vælge som Termometerlegeme, er i og for sig
vilkaarligt, men det var naturligt, at Valget ved
den internationale Fastsættelse i 1887 faldt paa
Luftarten Brint. Af de da kendte Luftarter var
Brinten den mest »ideale« — hvorom senere i
denne Artikel — og ved at sætte henholdsvis
0 og 100 ved de omtalte faste Punkter fulgte
man den ved videnskabelige Maalinger mest
anvendte Celsiusskala. Det er dog ikke
Brintens Rumudvidelse, men dens Trykstigning ved
konstant holdt Rumfang, der definerer
Temperaturen. Er Brintmassens Tryk ved Isens
Smeltepunkt po (= 1000 mm Kvægsølv), og
iagttages et Tryk pt, er Brintmassens Temperatur
t defineret ved pt — po / po = β t, hvor β er en
Konstant lig 1/273, bestemt ved Iagttagelsen af
Brintens Tryk ved 100°-Punktet. Sættes
pt/po = β Tb, bestemmer man derved et andet
Temperaturtal Tb lig 273 + t, som meget nær
falder sammen med den senere hen i denne
Artikel omtalte absolutte termodynamiske
Temperatur.
Ogsaa andre fysiske Egenskaber, som
elektrisk Ledningsevne, termoelektrisk Kraft,
Varmestraaling, kan anvendes til
Temperaturbestemmelse (se Termometer).
Det andet fundamentale Begreb i
Varmelæren er Størrelsen Varmemængde. Det blev
først klarlagt i sidste Halvdel af 18.
Aarhundrede. Før den Tid tænkte man sig gerne, at
lige store Rumfang af forskellige Legemer ved
samme Temperatur indeholdt samme Mængde
V. Til Maaling af Varmemængde maa man
vælge sig et bestemt Normallegeme, som man
meddeler den Varmemængde, der ønskes maalt, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
