Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vannucci, Pietro di Christoforo - Vannutelli, Serafino - Vannøy - Vanoxit - Vanris - Vanrøgt af Børn - Wanscher, Oscar - Wanscher, Vilhelm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sandsynligvis Elev af Benedetto Buonfigli eller
Fiorenzo di Lorenzo og i Firenze ifølge Vasari af
Verrocchio, i det perspektiviske synlig
paavirket af Piero della Francesca. Da V.’s første
Arbejder i Perugia (i Palazzo Communale og i et
Kapel i Cergueto) er gaaet til Grunde, er der
ikke mere nogen Mulighed for at klargøre hans
Udviklingsgang. Som en fuldt udviklet Kunstner
møder han i 1480 i Rom, hvortil han var kaldet
af Pave Sixtus IV for sammen med
Ghirlandajo, Botticelli, Signorelli o. fl. a. at udføre
Billederne til Udsmykningen af det sixtinske
Kapel; tre af hans Fresker, der var udført paa
Altervæggen, blev senere slaaet ned for at give
Plads for Michelangelo’s »Dommedag«, og kun
»Kristus overgiver Petrus Nøglerne« er
bevaret (og »Kristi Daab«, hvis den tør tillægges
ham); ogsaa V.’s senere Arbejder i Rom for
Pave Julius II (i Stanza dell’ Incendio i
Vatikanet) har delvis maattet vige Pladsen for
Rafael’s Fresker sammesteds; for den senere Pave
Julius II malede han et skønt Alterværk (1491,
nu i Villa Albani, Rom). Fra 1493 til 1499 falder
V.’s Hovedvirksomhed væsentlig i Firenze (hvor
han ogsaa tidligere havde virket), hans
Hovedværk her er den mægtig virkende Fremstilling
(Fresko) af Kristus paa Korset omgiven af
Hellige (1496, Santa Maria Maddalena de’ Pazzi);
samtidig udgik der fra hans Værksted en Række
Staffelibilleder, i hvilke han behersker den nye
Olieteknik, som han i 1494 havde tilegnet sig i
Venezia, med fuldkommen Sikkerhed (idet han
dog ofte forbinder den med Tempera). Her
skal nævnes: »Tronende Madonna med to
Hellige« (1493), og det glimrende Portræt (1494) af
Francesco dell’ Opere (i Uffizi), Korsfæstelsen
og Pietà (i Akademiet), Nedtagelsen af Korset
(1495, Pal. Pitti), Bebudelsen og tronende
Madonna (i S. M. Nuova i Fano), Madonna med
seks Hellige (i S. Maria delle Grazie i
Sinigaglia), to Munkeportrætter fra Vallombrosa; til
Hovedværkerne uden for Italien hører fra denne
Tid: Hellig Familie (Louvre), den trefløjede
Altertavle i National Gallery (London), og
»Madonna aabenbarende sig for den hellige
Bernhard« (München). Det er i Værker som disse, at V.
udfoldede sine bedste Evner: Kompositionen,
hvori Arkitektur og Landskab spiller en
væsentlig Rolle, er af en enkel og rolig Klarhed,
Farveholdningen fin og luftig, og Figurerne i
hans Billeder er baarne af den blide Stemning,
deres Udtryk besjælet af den sværmeriske
Længsel og dybt grebne Andagt, som er den
umbriske Mesters store Indsats i
Quattrocento’ens Kunst, og som fra ham er gaaet i Arv
til hans berømte Elev, Rafael. Af hans
Arbejder for Perugia kan fremhæves hans store
Freskoværk for Sala del Cambio (1560). Men
Dybden og Inderligheden i det sjælelige
Udtryk i V.’s Kunst blev hurtig forfladiget, og fra
han 1499 kom til Perugia for at udsmykke
nysnævnte Vekselererhal (Cambio), gentager han
mere og mere aandløs sine engang skabte
Typer, hvis Sentimentalitet og Hulhed
efterhaanden bliver ganske ulidelig; »blandt alle de
Kunstnere, der har gravet deres Pund ned og
er sunkne ned til at være Haandværkere, er
V.’s Tilfælde det største og sørgeligste«
(Burckhardt). (Litt.: Orsini, Vila e elogio dell’
egregio pittore Perugino [Perugia 1804];
Mezzanotte, Della vita e delle opere di P. V.
[Perugino 1836]; M. Jordan, »Perugino«
[Dohme, »Kunst und Künstler«, II, 1]
[Leipzig 1878]; G. Galetti, Lo Stile di Pietro
Perugino [Bologna 1887]; G. C. Williamson,
»P. V.« [London 1900]; F. Knapp, »V.« [1907];
T. Leman Hare »P.« [London]; W. Bombe,
»P.« [Stuttgart 1914]; Fischel, »Die
Zeichnungen der Umbrer« [Berlin 1917]).
(A. R.). A. Hk.
Vannutelli [-’tæl.i], Serafino,
romersk-katolsk Kardinal (1834—1915), f. i Genazzano,
var en Tid ved Kejser Maximilian’s Hof i
Mexiko. Senere var han apostolsk Delegat i
Ecuador og Peru og kom derefter 1875 som Nuntius
til Bruxelles. Da den diplomatiske Forbindelse
mellem Belgien og Vatikanet afbrødes 1880,
forflyttedes V. til Wien. 1887 blev han Kardinal.
Han spillede en stor Rolle i Vatikanet i den
pavelige Politik og ved Propagandaen,
arbejdede blandt andet for Udsoning med den
italienske Regering.
A. Th. J.
Vannøy, en 229,4 km2 stor bjergrig Ø NØ. f.
Tromsø, hører med en Del til Helgøy og med
en Del til Karlsøy Herred. I 1920 boede her
925 Mennesker i 133 Huse.
M. H.
Vanoxit, Mineral af Sammensætning 2V2O4,
V2O5,8H2O, der er fundet som en sort
Imprægnation i Sandsten fra Colorado.
O. B. B.
Vanris kaldes de sekundære Grene, som
udvikler sig af »sovende Øjne«
(Proventivknopper) paa Stammen af Træer som Følge af
Forstyrrelse af Ligevægten imellem Træets Blad-
og Rodernæring. Oftest bliver V. korte og
tynde, men de kan vokse ud til at danne en hel,
sekundær Krone. Da V. giver en uregelmæssig
Vedbygning og kan medføre, at Træet bliver
toptørt, skærer man dem af paa værdifulde
Stammer i Løbet af de første Aar.
C. V. P.
Vanrøgt af Børn, se
Tvangsopdragelse.
Wanscher [’van’sjər], Oscar, dansk Kirurg,
f. 19. Marts 1846 i Kbhvn, d. smst. 7. Marts
1906. Efter at have taget medicinsk
Embedseksamen 1871 studerede han Øjensygdomme og
senere Kirurgi, blev Reservekirurg paa
Kommunehospitalet, Dr. med. 1877, Korpslæge 1879,
konkurrerede om en Docentplads i Kirurgi
1885, men sejrede ikke. 1892 blev han
Overkirurg ved Frederiks Hospital og Docent i
klinisk Kirurgi og 1900 ekstraordinær Professor i
kirurgisk Patologi. W. har skrevet en hel Del,
deriblandt »Om Brugen af Æter som
Indaandingsmiddel ved kirurgisk Anæsthesi« (1882)
paa et Tidspunkt, da i Danmark Kloroform saa
godt som udelukkende anvendtes til Bedøvelse.
W. konstruerede senere en meget anvendt
Maske til Æterbedøvelse. I de sidste Aar
beskæftigede han sig meget med Kirurgiens Historie
og skrev en Række Afhandlinger, navnlig om
bekendte Kirurger.
G. N.
Wanscher [’van’sjər], Vilhelm, dansk
Kunsthistoriker, f. i Horsens 26. Juli 1875.
Docent ved Kunstakademiet fra 1915. Efter
sin Magisterkonferens 1898 har han udfoldet en
rig Forfattervirksomhed, skrevet talrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
