Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vanillin - Vanillinsyre - Vanilion - Vanillylalkohol - Vanini, Lucilio - vanitas vanitatum - vankantet - Wankel, Georg Reinholdt - Van Keulen Bay - Wan-li - Vanloo (van Loo)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gange saa kraftig Virkning som dette, og det
er for en stor Del Vanskelighederne ved at
benytte et saa kraftig virkende Stof, der har
bevirket, at V. hidtil ikke har faaet nogen stor
Anvendelse til Husholdningsbrug. Det benyttes
bedst i Form af en alkoholisk Opløsning,
Vanilletinktur, eller i Form af
Vanillesukker, fremstillet ved Sammenrivning af en
større Mængde hvidt Sukker med V.
Forfalskninger af V. finder Sted ved Tilsætning af
Borsyre, Sukker, Benzoësyre, Antifebrin og
Kumarin.
K. M.
Vanillinsyre, C6H2(OH)(OCH3).COOH,
dannes ved Iltning af Vanillin, naar dette henligger
i Luften. Den faas ogsaa ved Iltning af
Koniferin med Kaliumpermanganat. V. danner
glinsende Naale, der smelter ved 211°, og er
opløselig i 39 Dele Vand ved 100°.
(O. C.). S. P.
Vanilion [vani’jå] (fr.), se Vanille.
Vanillylalkohol, C6H2(OH)(OCH3)CH2OH, er
den til Vanillin svarende Alkohol og faas ved
længere Tids Indvirkning af Natriumamalgam
paa sidstnævnte Stof. Dette danner farveløse
Krystaller og giver ved Iltning igen Vanillin.
(O. C.). S. P.
Vanini, Lucilio (eller som han selv kaldte
sig Julius Cæsar), italiensk Filosof (1585—1619),
førte en omflakkende Tilværelse, disputerede og
holdt Forelæsninger forskellige Steder, indtil
han blev brændt som Kætter i Toulouse. Af
hans Værker kendes kun Amphitheatrum
æternæ providentiæ (1615) og De admirandi naturæ
arcanis (1616). Det første har Form af en
Gendriven af ældre Filosofi, medens han i det
andet uforbeholdent fremsætter sine Anskuelser
om Materiens Evighed, Himlens og Jordens
Ensartethed o. l., der viser, at han tilhørte den
Retning inden for Renaissancens Naturfilosofi,
der hyldede den averronistiske Fortolkning af
Aristoteles og navnlig benægtede den enkelte
Sjæls Udødelighed; han maa saaledes regnes til
den Kreds af Filosoffer, som forbereder den af
Telesio og Bruno bestemte Pantheisme. Det
første af de nævnte Værker slutter med den
berømte Ode til Guddommen, der tilligemed hans
barbariske Død mest har gjort hans Navn
bekendt, medens han som Tænker ikke kan kaldes
betydelig.
W. N.
vanitas vanitatum (lat.), »Forfængeligheders
Forfængelighed«, Citat efter Prædikerens Bog
1, 2 og 12, 8.
H. H. R.
vankantet, d. s. s. barkkantet (s. d.).
Wankel, Georg Reinholdt, norsk
Landbrugskyndig og Industridrivende, f. 12. Jan.
1843 paa Moss Jernværk, d. i Oslo 1. Febr 1907.
W. studerede Landbrug, først i Danmark,
senere indtil 1863 ved Aas højere Landbrugsskole
og fortsatte sine teoretiske Studier til Dels med
offentligt Stipendium og i Udlandet, indtil han
1869 efter sin Fader overtog den store Gaard
Kambo i Nærheden af Moss, hvor han
oparbejdede et Mønsterbrug og en betydelig industriel
Bedrift (Kalkbrænderi). Han blev en stærkt søgt
Autoritet i Landmandsspørgsmaal, deltog
saaledes i flere Kommissioner til Fremme af
saadanne, sad fra 1892 en Aarrække i Direktionen
for »Selskabet for Norges Vel« og var
Landmandsinteressernes Repræsentant i
Mellemrigslovkommissionen af 1895; ogsaa publicistisk var
han virksom for Landbrugets og
Næringspolitikkens Udvikling, bl. a. som Medudgiver og
Redaktør (sammen med K. K. Heje) 1884—89 af
Ugeskriftet »Norsk Landmandsblad«. 1889—91
sad han som 2. Repræsentant for Smaalenene
(Østfold) paa Stortinget.
(K. V. H.). Wt. K.
Van Keulen Bay [fan-’kø.£ə(n)-’bei], se
Spitsbergen.
Wan-li, se Ming.
Vanloo [fan’£o.] (van Loo),
Kunstnerslægt, stammende fra Sluis i Flandern, hvor
Slægtens Stamfader Jan V. var f. c. 1585. Hans
Søn og Elev Jacob V., f. i Sluis 1614, d. i
Paris 1670, var fra 1635 bosat i Amsterdam,
hvor han virkede, til han 1662 drog til Paris
og der Aaret efter optoges i Akademiet. V. har
behandlet meget forskelligartede Emner, bl. a.
ogsaa allegoriske og mytologiske (i Amsterdam,
Bi aunschweig og Dresden), men betydeligst er
han i sine realistiske Portræt- og
Folkelivsbilleder; af de første nævnes »Regentstykkerne« i
Haarlem, og blandt de sidste er hans
Hovedværk »Glas-Koralfabrikken« i Kunstmuseet i
Kbhvn. — Jacob V.’s Søn Abraham Louis
V. (1641—1713) maatte efter en Duel rejse fra
Paris og virkede i Aix, hvor han væsentlig
dyrkede Dekorationsmaleriet, men med hans
Sønner kulminerede Slægtens Berømmelse: Jean
Baptiste V., f. i Aix 1684, d. smst. 1745,
Elev af Faderen, studerede i Rom, hvorfra han
1719 rejste tilbage til Paris (1731 Medlem af
Akademiet); han restaurerede Primaticcio’s m.
fl. Fresker i Frants I’s Galleri i Fontainebleau
og arbejdede fra 1737 til 1742 i London som en
meget beskæftiget Portrætmaler. For øvrigt
dyrkede han med utrolig Lethed alle Sider af
Malerkunsten; han har udført dekorative
Loftsbilleder, religiøse, allegoriske og historiske
Malerier, alt med en rask og fejende Virtuositet;
her kan kun nævnes enkelte Hovedværker:
»Diana og Endymion«, »Helligaandsordenens
Indstiftelse af Henrik III« (Louvre), Portrætter
af Ludvig XV og af Maria Leczinska
(Versailles), »Galatea’s Triumf« i Petrograd; i en
Række Provinsmuseer (særlig i Aix) findes talrige
Portrætter, og i Kirker og offentlige Bygninger
i Toulon Prøver paa hans religiøse og
dekorative Kunst. — Et endnu større Navn har dog
hans mere end 20 Aar yngre Broder Charles
André V. (kaldet Carle V., f. 1705 i Nizza,
d. 1765 i Paris), der var hans Elev og senere
uddannedes i Rom under Benedetto Luti; 1720
hjalp han sin Broder med Arbejderne i
Fontainebleau, men vendte atter 1727 tilbage til
Italien, hvor hans Virksomhed falder i de
følgende 7 Aar; hans Hovedværk her er den hellige
Isidor’s Apoteose i Kirken af samme Navn i
Rom. Efter at være vendt tilbage til Paris steg
han hurtig paa den akademiske Rangstige, ɔ:
Medlem 1735, Direktør for den kgl. Kunstskole
1752, premier peintre du roi 1762 og Direktør
for Akademiet 1763, og naaede gennem sin
Stilling en overvældende Indflydelse paa samtidig
fransk Kunst. Snart efter V.’s Død indtraadte
der dog en stærk Reaktion mod hans
behændige, elegante og blændende, men i aandelig
Henseende ganske overfladiske og tomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
