Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wallmark, Peter Adam - Wallmoden, Ludwig Georg Thedel v. - Wallner, Franz - Vallombrosa - Vallombroserne - Wallon, Henri Alexandre - Valloner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ham; han stod fast paa det gamle og forblev
til sin sidste Time dettes ivrige, stridslystne
Forkæmper. Fra Stridens Begyndelse tog han
1809 Kampen op i »Journal for litteratur och
theatern«, og da det inddroges 1813, fortsatte
han i »Allmänna journalen« og fra 1824 til 1836
i »Journalen«. Han blev ikke træt, men
bevarede sin Antipati, selv efter at han 1834 var gaaet
over til at redigere det svenske officielle Organ,
der 1844 fik Navnet »Post- och Inrikes
tidningar«. Men Hovedkampagnen førtes, efter at
Hammarskiöld havde udsendt sit Skrift
»Svenska Vitterheten«, som W. anmeldte stærkt
ensidig. W.’s Anmeldelse fremkaldte Svar baade
paa Prosa og Poesi. Gennem W.’s
Stridsskrifter spores stadig en Bestræbelse for at
reducere den ny Tidsaand til Tyskeri, Katolicisme,
Taage og Svulst; han indlader sig saa stærkt i
denne Polemik, at hans øvrige Produktion lider
derunder. (Litt: Klara W., »P. A. W., En
tids bild« [1914]).
O. Th.
Wallmoden [’valmo.dən], Ludwig Georg
Thedel v., østerrigsk General, Greve, f. i
Hannover 6. Febr 1769, d. 20. Marts 1862 i Wien.
Han forrettede først Tjeneste i den
hannoveranske Hær, derefter i den preussiske og fra
1795 i den østerrigske Armé. W. udmærkede sig
saaledes ved Wagram, at han udnævntes til
Feltmarskalløjtnant. Efter kort Tid at have
været i engelsk Tjeneste 1812 fik han Ansættelse
i Rusland 1813, hvor han kæmpede tappert mod
Napoleon. Efter Frihedskrigens Slutning
vendte W. tilbage til Østerrig og fik 1817 Befalingen
over de østerrigske Tropper i Neapel; han
virkede i mange Aar som Kommandant i Milano
og tog sin Afsked 1848.
(B. P. B.). E. C.
Wallner [’valnər] (egentlig Leidesdorf),
Franz, tysk Teaterdirektør og Forfatter, f. 25.
Septbr 1810 i Wien, d. 19. Jan. 1876 i Nizza. W.
begyndte sin Skuespillerbane 1830 og optraadte
omkring i Tyskland; 1851 blev han Direktør i
Provinserne og overtog 1855
Königstädter-Theater i Berlin, paa hvis Grund han 1864 byggede
W.-Teatret, som blev Berlins mest populære
Lystspil- og Farcescene, og hvor han indførte
Skuespil af Augier, Dumas og Sardou. 1868 trak
W. sig tilbage fra Ledelsen; senere udgav han
nogle Rejseskildringer og »Rückblicke auf
meine theatralische Laufbahn«, hvortil hans
Hustrus, Skuespillerinden Agnes W.’s
»Lebenserinnerungen« (Berlin 1900) danner et
Supplement.
R. N.
Vallombrosa, se Vallombroserne.
Vallombroserne, Munkeorden, stiftet 1038 af
en adelig Florentiner Giovanni
Gualberto, som samlede en Kreds af fromme om sig
i Nærheden af Camaldoli i en skyggefuld
Skovdal (Vallis umbrosa, deraf Klosternavnet
Vallombrosa). Ordensreglen var
Benediktinernes, men skærpet. Medlemmerne skulde leve i
Tavshed og i andægtig Betragtning af Jesu Liv
og Død. Ved Siden af de egentlige
Ordensmedlemmer stod tjenende Brødre og Lægfolk, for
hvem Reglerne var mildnede, men som til
Gengæld skulde tjene de andre. Gualberto døde 12.
Juli 1073, og allerede dengang talte V.’s Orden
7 Klostre. Hundrede Aar senere omfattede den
c. 60 Klostre, som paa et fransk nær alle var
italienske. Senere forfaldt Ordenen, og nu har
den kun eet Kloster tilbage, ved San Prassede i
Rom. Dens Dragt var først graa, derpaa brun.
(Litt.: A. Ferrante, »Vita di s. G. G.« I—II
[Monza 1883 ff.]).
A. Th. J.
Wallon [va’lå], Henri Alexandre,
fransk Historiker og Statsmand, f. 23. Decbr
1812, d. 13. Novbr 1904, blev 1840 Guizot’s
foreløbige Afløser og 1846 hans Eftermand som
Professor i Historie ved Sorbonne. Et Skrift om
Slaveriet i Kolonierne (1847) medførte, at han
1848 blev Sekretær i Kommissionen om
Slavernes Frigørelse og 1849 valgtes til den lovgivende
Forsamling. Han billigede Toget til Rom, men
modsatte sig 1850 Indskrænkningen af
Valgretten og opgav sit Sæde, fordi han mente
Forsamlingen uberettiget til en saadan Beslutning.
1871 valgtes W. til Nationalforsamlingen og
hørte her til højre Centrum; han foreslog 17.
Marts 1873 en Dagsorden om, at Thiers havde
gjort sig fortjent af Fædrelandet, men stemte
alligevel 24. Maj for hans Fjernelse fra
Regeringen. Senere indsaa han dog Nødvendigheden
af at faa Republikken i Stand og stillede 29.
Jan. 1875 under Forfatningsforhandlingerne det
Forslag, der slog Republikken fast som
Frankrigs fremtidige Statsform, og hvis Vedtagelse
(med een Stemmes Overtal) blev afgørende.
Ogsaa havde han vigtig Del baade i
Fastsættelsen af Senatets Sammensætning og af
Præsidentens Myndighed og blev derfor ikke med Urette
kaldt »Republikkens Fader«. I Marts s. A. blev
han Kirke- og Undervisningsminister,
gennemførte Loven om de frie (d. v. s. katolske)
Universiteter og valgtes i Decbr s. A. til livsvarig
Senator, men afgik som Minister efter nøjagtig
et Aars Tjeneste. Han vilde ikke stemme for
Deputeretkammerets Opløsning i Maj 1877, men
hørte ellers til det konservative Parti og
kæmpede som streng Katolik særlig mod de nye
Skolelove og mod Indførelsen af Skilsmisse.
Foruden nogle bibelhistoriske Skrifter (nærmest
Lærebøger) og et skarpt Modskrift mod E.
Renan, Vie de Jésus et son nouvel historien (1864)
har W. forfattet en Række vigtige historiske
Værker: Histoire de l’esclavage dans l’antiquité
(3 Bind 1848, 2. Udgave 1879), Jeanne d’Arc
(1860, 5. Udgave 1892), der fik Akademiets
Prisbelønning, Saint Louis et son temps (1875, 4.
Udgave 1892), La Terreur (1873), Histoire du
Tribunal révolutionnaire de Paris (6 Bind
1880—82, 2. Udgave 1899), La revolution du 31. mai
et la fédération en 1793 (2 Bind 1886), Les
Représentants du peuple en mission (5 Bind
1888—92). De fire sidste indeholder vigtige
Oplysninger om Konventets tyranniske Herredømme.
1850 blev han Medlem af og var siden 1873
Sekretær for Académie des inscriptions.
(E. E.). H. J-n.
Valloner, fransk Wallons, europæisk
Folkeslag, det nordligst boende af dem, der taler et
romansk Sprog. De udgør henved Halvdelen af
det nuværende Belgiens Befolkning (se
Belgien), og deres Talesprog er en fransk
Dialekt. — »Vallonske Kirker« kaldes de
Kirkesamfund, som man i Holland tillod franske
Protestanter (Reformerte), der var flygtede fra deres
Fædreland paa Grund af Religionsforfølgelse,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
