Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wadskiær, Christian Frederik - Wadstein, Niels Elis - Vadstena - Vadstena Brakteater - Vadstena Kloster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udvalgte Vers« (1743). Et Udvalg af W.’s Poesier
er udgivet af Hans Brix og Anker Jensen (1915).
(Litt.: N. M. Petersen, »Den danske
Litteraturs Historie«, IV, samt ovennævnte Udvalg
[Kbhvn 1925]).
J. Cl.
Wadstein [’va.dstæ^in], Niels Elis, svensk
Sprogforsker, f. 1861, Prof. i nyeurop.
Lingvistik med Undervisningsforpligtelse i Germansk
ved Göteborgs Högskola. W. er en anset
Germanist, der dels har arbejdet med nordiske
Problemer (»Fornnorska homiliebokens ljudlära«,
»Bidrag till tolkning och belysning av skalde-
och edda-dikter«, I—VIII [1895—1902], »Namnet
Danmark«, I—II [1918—19]), dels med
vestgermanske (»Kleinere altsächsische
Sprachdenkmäler« [1899], en vigtig Tekstudgave), dels
endelig med meget Held har søgt nyt. Lys over
de gamle Veje fra det vestlige Germanske til
det Nordiske (bl. a. »Friesische Lehnwörter im
Nordischen« [1922]).
L. Ha.
Vadstena [’va.dste.na], By i det sydlige
Sverige, Östergötlands Län, ligger 42 km Vest for
Linköping 1 naturskønne Omgivelser paa den
østlige Bred af Søen Vättern, som her danner
en lille Vig. (1926) 2982 Indb. V. er uden
egentlig Fabrikvirksomhed og uden
Handelsbetydning, men lever væsentligst af Landbrug,
Haandværk samt lidt Skibsfart fra den 1855
aabnede lille Havn. Til Havnen ankom 1924
683 Fartøjer paa i alt 59356 Nettotons.
Særlig nævnes Kniplingstilvirkningen, der maaske
stammer fra det gamle Kloster. Ved en privat
Bane staar V. i Forbindelse med den østlige
Stambane. Af Institutioner og Bygninger i V.
fremhæves Länssygehuset og
Sindssygehospitalet, det 1578 opførte Raadhus, Sognekirken, der
er den gamle Klosterkirke ved V. Kloster
(s. d.), samt det i umiddelbar Nærhed af Byen
liggende V. Slot (oprindelig kaldt Vadstena hus
eller Vättersborg), der paabegyndtes 1545 og i
16. og 17. Aarh. tjente til Bolig for flere
Medlemmer af Kongehuset; efterhaanden var det
dog saa forfaldent, at det ikke kunde bebos,
hvorfor det 1753 indrettedes til en
Kammerdugsfabrik og senere til Kornmagasin, i hvilken
sidste Egenskab det anvendtes indtil 1876. Efter
en Restaurering er det nu ifølge
Rigsdagsbeslutning af 1897 indrettet til Lands- eller
Provinsarkiv. Byen V. opvoksede omkring det 1346
grundlagte V. Kloster og fik Stadsret 1400.
Efter Klosterets Ophævelse formaaede Byen ikke
at holde sig oppe, og den er stedse forbleven
en Smaaby. I 15. og 16. Aarh. spillede den en
vis Rolle som Samlingssted for flere Møder og
Herredage. Saaledes nævnes Raadsmødet 1434,
da Engelbrekt Engelbrektsson tvang Raadet til
at udfærdige Opsigelsesbrevet til Erik af
Pommern, Herredagen 1521, da Gustaf Vasa ogsaa
af det sydlige Sverige blev antagen som
Rigsforstander, samt Rigsdagene 1524 og 1587, paa
hvilken sidste der mellem Johan III og Hertug
Karl af Södermanland blev indgaaet den
Overenskomst angaaende de kongelige og de
lensfyrstelige Rettigheder i Hertugens
Hertugdømme, som man plejer at kalde
V.-Artiklerne. Byen hærgedes 1487 af en stor Ildebrand,
og 1567 brændtes den af Daniel Rantzau.
(H. P. S.). M. H-n.
Vadstena Brakteater (Afb. se
Brakteater, S. 819),. svensk Guldbrakteat fra 5.
Aarhundrede e. Kr., fundet 1774 ved Vadstena
(Östergötland), nu i Nationalmuseet i
Stockholm. Paa Smykket ses Billedet af en Rytter
og en Fugl og rundt om dette en Indskrift med
de ældste Runer (se Runer, S. 520). Efter et
uforklaret Ord (»luwatuwa«, maaske Ejerens
Navn) følger den ældste Runerække, den
sidste (24.) Rune er dog blevet skjult under en
paasat Øsken; Runerne staar omvendte,
ordnede fra højre til venstre. Formaalet med
denne Brug af Runerne har sikkert været
magisk; man har ment, at den Tryllemagt, som
boede i hvert Runetegn, skulde værne den, som
bar Hængesmykket.
V. D.
Vadstena Kloster (lat. monasterium
sanctarum Mariæ virginis et Brigidæ in Vassten) var
Sveriges betydeligste og mest mærkelige
Kloster i Middelalderen. Hovedstiftelse, som det
var, for den af Fru Birgitte Birgersdatter
oprettede svenske Orden, Birgittinerordenen.
Hvornaar Planen til det nye Kloster er opstaaet hos
hende, lader sig ikke fuldt sikkert afgøre; i
hvert Fald var det dog før hendes Ægtemand,
Hr. Ulfs Død 1344, thi han havde skænket en
Gaard til det vordende Kloster. Sædvanlig
regnes 1346 som Grundlæggelsesaaret. Da
testamenterede Kong Magnus Erikson og hans
Dronning foruden andet Gods Vadstena Kongsgaard
i Östergötland ved Vetterns østlige Bred til Brug
for den nye Stiftelse. Imidlertid hengik der
adskillige Aar, før alle de fornødne Bygninger var
fuldførte. I et Brev fra 1368 tales om det
Kloster, som skal bygges i Vadstena. 5. Aug. 1370
stadfæstedes Ordenens Bygning.
Ejendommeligst for Birgittinerordenen var
det Træk, at Mænd og Kvinder, Brødre og
Søstre, her boede i samme Kloster, naturligvis i
særskilte Bygninger, men dog med fælles Kirke.
Birgitte vilde anlægge »en ny Vingaard til Vor
Frues Ære, i hvilken Guds Venner, Mænd og
Kvinder, skulde virke sammen. Maria og
Johannes stode jo sammen ved Korsets Fod, og
Christus gav ham hende til Moder«. Derfor
skulde i øvrigt ogsaa Søstrene indtage Plads
foran Brødrene. I Spidsen for Nonnerne, hvis
Antal var 60, stod en Abbedisse med en
Priorisse ved sin Side. Abbedissen var Klosterets
øverste, den første Forstanderinde i Vadstena var
Fru Birgitte’s Datter Katarina. Valget af
Abbedisserne var af og til ganske stormende,
ligesom der ogsaa forekommer Eksempler paa, at
de afsattes paa Grund af Uduelighed eller
stedfundne Uordner. Brødrenes Antal var 17,
hvortil sluttede sig 8 Lægbrødre (Tjenere); i
Spidsen for dette Munkekonvent stod en saakaldt
Generalkonfessor. Oprindelig var Vadstena en
aristokratisk Stiftelse, i hvilken de store
adelige Ætter anbragte deres ugifte Døtre, men
efterhaanden fik det borgerlige Element
Overtaget, og med Middelalderens Slutning var det
mest Borgerdøtre, som udgjorde
Nonnekonventet. Stor var i øvrigt Tilgangen, og hertil
bidrog det ogsaa, at det ikke alene var
Svenskere, men tillige Danskere, ja selv Tyskere,
som søgte Plads i Klosteret. Denne
Fremmed-Optagelse gav igen Anledning til Samvirken, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
