Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Uppström, Anders - Uprka, Joza og Frantižek - Upsala, - Upupa - Ur- - Ur eller Urd - Ur (sumerisk Oltidsby) - Ur (Instrument)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udgaver har U. givet det sikre Grundlag for
Studiet af det gotiske Sprog.
V. D.
Uprka [’upærka], 1) Joza, tschekkoslavisk
Maler fra Slovakiet, f. 1861, uddannet i Prag og
derefter i München, Paris, Holland og
London, har med malerisk Styrke, under
Paavirkning fra Tidens Friluftsmaleri, udført talrige
Folkelivsbilleder fra Slovakiet. Kendte Værker:
det store »Valfart til den hellige Antonius«,
»Børneprocession«, »Mariabønnen« (Prags
Galleri) m. v. Ogsaa grafiske Blade. 2) Broderen
Frantižek, Billedhugger, f. 1868, har
udfoldet en stor Virksomhed i Tschekkoslovakiet,
hvor hans Værker ses paa mange offentlige
Bygninger m. v. Særlig roses hans slovakiske
Folketyper.
A. Hk.
Upsala, se Uppsala.
Upupa [’u-], se Hærfugl.
Ur-, Forstavelse, som især bruges i fagligt
Sprog (laant fra tysk ur-, der svarer til
nordisk or-, i Orlov o. l.). Dens ældste
Betydning var, at den i Adjektiver betegnede
Oprindelse o. l.; men fra Sammensætninger som
urgammel (efter tysk uralt) fik den ogsaa i
Substantiver sin nu almindelige, forstærkende
Betydning (det allerældste, mest afgørende o. s.
v.). Eksempler paa dens Brug er Uradel,
-afstemning, -billede, -folk,
-grundlag, -nordisk, -skov, -type.
V. D.
Ur eller Urd er i Norge Betegnelse for en
Hob nedstyrtede Stene eller for stenet Grund.
Det er samme Ord som ældre dansk Ore,
»udyrket Jord« (bevaret i forvansket Form i
Overdrev).
H. F.
Ur, sumerisk Oldtidsby, nævnt i det gamle
Testamente som Abraham’s Hjemstavn (»Ur i
Kaldæa« Gen. 11,31). Dens Ruinhøj — »tell« —
som Araberne kalder el-mukajjar, »den
tjærede«, ligger nær Eufrat c. 250 km fra den
persiske Bugt ved Stationen Ur-Junction paa
Bagdad—Basra-Banen. I 1854 foretog Taylor en
Prøvegravning, men siden var den — afsides
beliggende — praktisk talt urørt til Tiden
omkring Verdenskrigens Slutning, da Dr. Hall
udsendtes af British Museum og undersøgte
denne og nærliggende tells. Hans Fund fra
ældgammel sumerisk Tid var saa lovende, at
Museet besluttede at gaa i Gang med en
systematisk Udgravning af el-mukajjar og Nabohøjen
Tell-el-Obeid; den begyndte i 1922 og er
fortsat — i Samarbejde med Museet ved
Pennsylvania-Universitetet i Philadelphia — hver
følgende Vinter, ledet af C. L. Woolley; en
fuldstændig Rydning vil tage op mod 50 Aar.
Fundene omfatter Lervarer fra en Periode forud
for Sumerernes Tilstedeværelse, beslægtede med
old-elamitisk Arbejde (se Susa) og en
Mangfoldighed af Levn fra sumerisk Tid. Blandt
Indskrifterne maa nævnes Kong Aanipadda’s
lille Marmortablet med den ældste kendte
historiske Tekst (c. 3000 f. Kr. eller før), af
Kunsthaandværk Fragmenter af Ur-Nammu’s
Kæmpestele, visende Kongen som
Tempelbygger, og en Tempelfrise med Motiver fra
sumerisk Landbrug, samt Mosaikarbejde til
Træsøjler og i anden Anvendelse; desuden Statuetter,
Dyrefriser, kobberklædte Dyreskulpturer.
Betydningsfulde Rester af sumerisk Arkitektur er
fremdragne, især blottedes det store massive
Tempeltaarn (bedre Tempelbjerg) ved
Maaneguden Nannar’s Helligdom; det er vel ikke det
største, men bedst bevarede af de babylonske
Tempelbjerge, og dets Afdækning har bidraget
væsentlig til Løsning af Problemer, der knytter
sig til denne Art Arkitektur (smlg.
Babelstaarnet Gen. 11). — U. var Sædet for 3 Dynastier;
det tredie med Regenterne Ur-Nammu og
Shulgi (eller Dungi) (c. 2200) betød en Periode
med en sumerisk Renæssance efter det
semitiske Imperium c. 2600, med livlig Virksomhed
paa militært og civilt Omraade, ikke mindst
paa det kultisk-økonomiske, hvorom en enorm
Mængde Dokumenter (Fakturaer, Kvitteringer,
Hovedbøger) fra Tempelarkiverne i forskellige
Egne af Riget bærer Vidne. (Litt.: The
Antiquaries Journal [London 1919 ff.]; E. Wallis
Budge, Babylonian Life and History, p.
219—54; »København« 31. Decbr 1924, 19. Jan.
1926; L. W. King, A History of Sumer and
Akkad [London 1910]).
O. R.
Ur er et Instrument, ved Hjælp af hvilket
man er i Stand til at maale Tiden. Dog bliver
ikke enhver Tidsmaaler et U., selv om den
kaldes saaledes. Oldtidens Sandure og Vandure
i deres primitive Form er i Virkeligheden ikke
U., thi de formaaede kun at af maale vilkaarlig
valgte Tidslængder, medens man af et U.
fordrer nøjagtig Udmaaling af faste,
videnskabeligt bestemte Tidsenheder og stadig
Underretning om deres Forløb. Først med Soluret,
der synes at være kommet til Grækenland
under Alexander den Store, fik man et virkeligt
U., og sammen med det og i nærmeste
Forbindelse dermed kom saa Inddelingen af Lysdagen
i Tolvtedele. En Tolvtedel af Dagen — den var
altsaa af forskellig Længde, efter som det var
en lang Sommerdag eller en kort Vinterdag —
blev kaldt hora, en Time, hvoraf vort Ur er
dannet. Thi det var netop det mærkelige ved
Soluret, at man ved Hjælp af det var i Stand til
paa et hvilket som helst Øjeblik af Dagen at
aflæse, hvor mange Tolvtedele eller bestemte
Tidsender af Dagen, der var forløbne siden
et bestemt af Naturen givet Tidspunkt, nemlig
Solens Opgang, fra hvilken Dagen blev regnet
ikke blot i Oldtiden, men lige til 13. Aarh. De
Timer, Oldtidens Solur viste med dets
lodretstaaende Skyggekaster, var de saakaldte
Temporaltimer, som var fra Dag til Dag ulige
lange og kun ved Jævndøgn af samme Længde.
Først da det moderne Solur med sin med
Verdensaksen parallelle Skyggekaster var bleven
opfundet i 13. Aarh. og Nat og Dag, i
Opposition til Kirken, var bleven slaaet sammen i
Døgnet, blev dette delt i 24 lige lange Timer.
Astronomisk blev Døgnet regnet fra Middelsolens
øvre Kulmination, Middelmiddag; borgerligt blev
Skellet derimod lagt hen til Midnat som den
Tid, da Døgnskiftet volder mindst Forstyrrelse.
Opfindelsen af det moderne Solur og de lige
lange Timer gav Anledning til Fremstillingen
af de første Slagure, med hvilke det
moderne U.’s, Hjulurets, Historie først tager
sin Begyndelse. De ældste Hjulure har været
Vækkeure og ikke Tidsvisere. Munkene,
I som skulde op om Natten til bestemte Tider
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
