Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ulfeldt - Ulfeldt, Corfitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tjeneste ved Dronning Christines Hof. Ved
Faderens Død opholdt han sig i Lausanne, men
ilede til og fik Liget udleveret og begravet. Han
var Kanonikus ved Kirken San Lorenzo in
Damaso og døde ugift i Rom. Medens der kun
er lidt at sige om Corfitz U.’s Sønner Ludvig
U. (1644-68) og Corfitz U. (1645-88),
gjorde den yngste Søn, Rigsgreve Leo U.
(1651—1716), Forældrenes tiende Barn, en glimrende
Karrière og steg til kejserlig
Generalfeltmarskalk og Geheimeraad. Under Leonora
Christina’s Ophold i Maribo Kloster besøgte han
hende to Gange (1691 og 1693) med den danske
Regerings Tilladelse. Han var Fader til
Slægtens sidste Mand, kejserlig Geheimeraad og
Ridder af den gyldne Vlies, Rigsgreve
Corfitz Anton U. til Goltzsch (1699—1769), der
efterhaanden beklædte en Række glimrende
Stillinger, bl. a. som Storambassadør ved den
høje Port, ledende Minister for de udenrigske
Anliggender og ungarsk Hof- og Statskansler,
og til den ugifte Oberstløjtnant, Rigsgreve
Frantz Anton U. (1711—43). I sit
Ægteskab med en Fyrstinde Lobkowitz havde den
ældste af disse Brødre kun en Søn, som døde
før Faderen. To Døtre ægtede henholdsvis en
Greve von Thun und Hohenstein og en Greve
Waldstein-Wartenberg. I den sidstes Slægt
opbevaredes Stammoderens »Jammersminde«. —
Niels Jacobsen (d. 1395), Broder til den
ovennævnte Anders Jacobsen til Kogsbølle, blev
1368 Biskop i Roskilde, hvor han byggede St.
Laurentii Kapel. En Broder til Anders Eriksen
til Kogsbølle, Hr. Niels Eriksen, der
maaske ejede Broholm, omtalt 1421, var vistnok, i
Forbindelse med en ufri Kvinde, Fader til
Magister Hennike U. (d. 1460), som 1440
valgtes til Biskop i Odense. — I en kendt gammel
Fortegnelse over Adelens Tilnavne tales om »de
forstandige« U.’er.
P. B. G.
Ulfeldt, Corfitz, dansk Rigshofmester, f.
10. Juli 1606 paa Hagenskov, d. i Febr 1664, Søn
af nedennævnte Rigskansler Jacob U. Fra
1617—29 foretog han omfattende Udenlandsrejser og
studerede ved
forskellige
Universiteter. 1630
blev han
Kammerjunker hos
Christian IV og
trolovet med
dennes kun
9-aarige Datter
Leonora
Christina. U. steg nu
hurtig op ad
Ærens og
Magtens Stige.
1632—34 var han
Lensmand paa
Bohus og fik
derefter Møen i
Forlening; 1636
blev han
Rigsraad, og samme Aar fandt hans Ægteskab
med Leonora Christina Sted; i April 1637
blev han Statholder i Kjøbenhavn. I denne
Stilling fik han en betydelig Indflydelse paa
Landets Administration. Han havde ikke
alene den øverste Styrelse af Hovedstadens
Anliggender, men administrerede som
Rentemestrenes Foresatte i Virkeligheden hele Statens og
Hoffets Finansvæsen; tillige havde han det
øverste Tilsyn med Flaadens Udrustning. U.
sluttede sig i den følgende Tid meget nøje til
Christian IV’s personlige Politik, ofte i Modstrid
med sine Fæller i Rigsraadet; særlig støttede
han Kongens Sundtoldpolitik, der siden skulde
faa saa skæbnesvangre Følger. Der skumledes om,
at U. selv drog personlig Fordel af denne Politik
og berigede sig ved Sundtolden, noget Bevis
derfor foreligger dog ikke, men han lagde ganske
vist i disse Aar Grunden til en meget stor
Formue. U. steg stadig højere og højere i Kongens
Gunst, og i April 1643 udnævntes han til
Rigshofmester. Han var nu naaet saa højt, han
kunde, han var Rigets første Embedsmand og
Rigsraadets fornemste Medlem, og det er
aabenbart, at han fra nu af følte sig mere uafhængig
stillet over for Kongen. Han optraadte mere og
mere egenmægtig i Styrelsen af Landets
Pengevæsen og begyndte i høj Grad at begunstige
visse store Købmænd ved Leverancer til Hæren
og Flaaden, og der er næppe nogen Tvivl om,
at han lod sig sine Begunstigelser betale paa
den ene eller den anden Vis. I den store Politik
vedblev han foreløbig at følge Politikken fra de
tidligere Aar med en udfordrende Holdning mod
Sverige og Nederlandene. Krigen mod Sverige
1643—45 viste, hvor uheldig denne Politik
havde været. Kongen var allerede tidligere
formedelst U.’s egenmægtige Optræden bleven
denne mindre god, og det Nederlag, der i Oktbr
1644 ramte Pros Mund’s Eskadre, førte til et
heftigt Sammenstød mellem dem, idet Kongen
beskyldte U. for at have vist Forsømmelighed
ved Flaadens Udrustning. U. svarede med helt
at trække sig tilbage fra Forretningerne; men
det blev ikke af lang Varighed, da Kongen ikke
turde tage Kampen op med ham. Det følgende
Aar blev igen Vidne til et Sammenstød mellem
dem, da Christian IV, sikkert ganske med
Urette, vilde lægge Ansvaret for det uheldige Udfald
af Fredsforhandlingerne med Sverige i
Brømsebro over paa U., der var Chefen for det danske
Gesandtskab. U. bad endog om sin Afsked, men
det lykkedes at hidføre en Forsoning.
Forholdet var dog nu stadig spændt, og Kongens
Optræden over for Kirstine Munk førte kort efter
igen til et Brud, der bragte U. til foreløbig at
trække sig helt tilbage fra Hoffet og
Rigsraadets Møder. Christian IV’s Kraft var dog nu
brudt, og han maatte igen give efter.
Allerede under Slutningen af Krigen havde U.
taget Ordet for en ny Udenrigspolitik med
Tilslutning til Holland og Frankrig, og i 1646
overtog han selv Ledelsen af det Gesandtskab, der
skulde bringe denne Forbindelse i Stand, men
de langvarige Forhandlinger førte ikke til det
tilsigtede Maal, og Ambassaden kostede p. Gr. a.
U.’s og Leonora Christina’s pragtfulde
Optræden en Masse Penge. Dette forbitrede Christian
IV i høj Grad, og U. paa sin Side var ikke
mindre vred over Kirstine Munk’s Fængsling
paa Roller og den udvidede Myndighed,
Christian IV havde givet Hannibal Sehested som
 |
| C. Ulfeldt. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
