Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
varede derimod ikke længe, af hans
Efterfølgere blandt politiske Digtere var Reinmar
v. Zweter forholdsvis den betydeligste;
Erotikerne slog derimod med Neidhart von
Reuental ind paa en helt ny Retning,
Bondelyrikken, som bestod i Viser til Dans; den
Slags Digte fremstod i stor Mængde, og mange
udgav sig for at være digtede af Neidhart, men
de senere gaar undertiden angrebsvis frem over
for Bondestanden. Samtidig med at
Ridderstandens Digtning tabte i Betydning, begyndte den
fremvoksende Borgerstand at uddanne sig i
Verskunsten (»Meistersinger«). Stoffet til denne
ny Digtning er væsentlig det samme som i
Ridderdigtningen; men Formen er betydelig
ringere. Kun ganske enkelte af
Haandværkersangerne har digtet virkelig gode Værker.
Smedemesteren Barthel Regenbogen, Væveren Michel
Beheim og enkelte andre erhvervede sig Navn
uden for den Digterskole, de tilhørte; men kun
Skomageren Hans Sachs (1499—1576) har
opnaaet Verdensry, ikke blot ved sin rige
Produktion, men ved sin Alsidighed og
Sprogfornyelse, hvorved han paa det verdslige Omraade
fik en omtrent lige saa stor Betydning som
Martin Luther (1483—1546) for det
religiøse Liv.
Reformationstiden (1522—1624).
Erasmus af Rotterdam’s og Reuchlin’s
Studium af Biblen i Grundsprogene og de senere
Humanisters Studium af de klassiske Forfattere
bragte den Fornyelse, som Middelalderen
trængte til, men den bredte sig ikke vidt. Først
da Humanismen forenedes med Reformationens
folkeoplysende Tendens, og da
Bogtrykkerkunsten traadte til som Formidler mellem de lærde
og Folket, skete de store Fremskridt i sproglig
og litterær Henseende, samtidig med at
Befolkningen delagtiggjordes i de nyeste Fremskridt
paa de forskellige Omraader.
Den første litterære Bedrift er Luther’s
Bibeloversættelse (1534), af hvilken Ny
Testamente allerede var fuldendt i Løbet af nogle
Maaneder og udkom 1522. Det lykkedes Luther i
dette Arbejde at lægge Grundvolden for det
senere tyske Skriftsprog, og ved sine Salmer
»Enchiridion« 1524 og sine Prædikener førte
han Salmedigtningen og den gejstlige
Veltalenhed ind paa ny, frugtbringende Veje. Tillige
var Luther en Ven af Fabelen, af hvilke han
oversatte og fornyede mange, og han veg heller
ikke tilbage for djærv Satiredigtning.
I en Overgangstid, da saa meget stod for
Fald, maatte denne Digtart ganske naturlig
træde i første Række. Betydelig var
Sebastian Brant (død 1521), som forfattede det
berømte »Narrenschiff« om Taabernes og
Tossernes Rejse til Narragonien, og som fik en
interessant Efterligner i Thomas Murner
(død 1536), hvis »Narrenbeschwörung« danner
en Slags Fortsættelse til Brant’s Hovedværk.
Skønt ingen af disse to Forfattere var
Forkæmpere for Reformationstankerne, indeholder
deres Værker dog talrige Afsløringer af Tidens
Brøst; men den mest uskrømtede Papistsatire
udarbejdedes paa Latin af Datidens betydeligste
larde under Titlen Epistolæ virorum
obscurorum, der udkom i 2 Bd 1515 og 1517, hvis
væsentligste Indhold skyldes de to Venner C.
Rubianus og Ulrich v. Hutten. Navnlig U. v.
Hutten (død 1523) har øvet en stor
Indflydelse paa Aandsudviklingen ved sine satiriske
Digte, af hvilke Værket »Klag’ und
Vermahnung« er rettet imod Paven. Men
Reformationstidens betydeligste Satiriker var Johann
Fischart (død 1589), hvis Hovedværk
»Geschichtklitterung« er en Bearbejdelse af
Rabelais; han forstod og benyttede sig af, at Tidens
Løsen gik i Retning af Prosaroman, saaledes
som den udbredtes gennem de talrige
Oversættelser af franske Romaner, af Magelone, Kejser
Octavianus, Amadis o. fl., der senere stadig
udgaves som Folkelæsning. Fischart’s Satire var
særlig rettet mod Jesuitterne — »die
Jesuwiter«, som han kaldte dem; men tillige rettede
han en skarp komisk Kritik mod Overtroen
i sin Bog »Aller Praktik Grossmutter«, og
endnu større Triumf fejrede hans Komik i Digtet
»Flöhhatz«, om Krigen mellem Kvinderne og
Lopperne.
Reformationssatiren udøvede dog størst
Virkning gennem Dramaet; selv Luther anbefalede
dramatisk Satire og angav Emner for
dramatisk Virksomhed, Humanisten Conrad Celtis
udgav Roswitha’s Dramaer, og andre begyndte
derefter at prøve Kræfter paa Emner som Den
forlorne Søn, Susanna o. fl. De to
interessanteste Dramatikere er Nikolaus Manuel og
Mestersangeren Hans Sachs. Manuel’s
Værker »Die Todtenfresser« og den mærkelige
Dialog »Die Krankheit der Messe« fik stor
Udbredelse, ogsaa uden for hans Hjemlands
Grænser, og i Sachs’ allerede nævnte store
Produktion, som var saa let tilgængelig, ogsaa for den
jævne Befolkning, havde Reformationsideerne
et kraftigt Virkemiddel. Ikke blot hans Allegori
»Die wittenbergische Nachtigall, die man jetzt
überall höret« vakte Interessen for
Reformatorernes Kamp; men selv midt i hans
»Tragödier« findes Udslag af hans djærve politiske
og reformatoriske Overbevisning. Efterhaanden
trængtes dog hans »Fastnachtspiele« tilbage;
mod Aarhundredets Slutning havde
engelske Komedianter oversvømmet T., og de
førte en ny Smag med sig. Allerede hos Jakob
Ayrer (død 1605) optræder denne ny
Smagsretning, som afsluttedes med de saakaldte
»Haupt- und Staatsactionen« og med Sangspil
og Hanswurst-Farcer. I Tidens Smag er
ligeledes Digterværket »Der Teuerdank«, som
skildrer datidige Begivenheder i allegorisk
Iklædning og vakte stor Interesse, selv lange Tider
efter.
Aarhundredets Slutning satte et skarpt Skel
mellem folkelig og lærd Litteratur. Den
folkelige Litteratur fortsattes i Tilslutning til Sachs’
og Fischart’s Digtning og gav sig Udslag i
Folkevisedigtning og Folkebogslitteraturen. De
episke Folkeviser, som tilhørte et ældre
Kulturtrin, er kun faa, hvorimod den tyske
Litteratur har en Mangfoldighed af lyriske
Viser, hvis Indhold er ret broget, idet enhver
Følelse findes udtrykt der; ved Siden af
Elskovsviser, ømme, melankolske og muntre,
findes der glade Drikkeviser, Vandresange og
Afskedsviser tillige med naive Vuggeviser og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
