Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ttyskland (Sprog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»drücken«). Et nyt stort Stød fremad fik
Udviklingen gennem Luther. Saa vidt den lutherske
Protestantisme faldt sammen med det højtyske
Sprogomraade, var nu med eet Slag Luther’s
Bibeloversættelse blevet den sproglige
Rettesnor, og at Luther følte sig selv som sproglig
Foregangsmand, fremgaar deraf, at han kaldte
sit Sprog »tysk Rigssprog«. Den gængse
Forestilling, at Luther er »det tyske Skriftsprogs
Fader«, maa ganske vist kaldes en
Overdrivelse; Luther overtog i Hovedsagen det
kursachsiske Kancellisprog, som atter var stærkt
paavirket af det kejserlig-østerrigske Kancelli i
Prag. Men sandt er det, at Luther viste stor
Selvstændighed, idet han især øste af det
levende Folkesprog og tog det i Forsvar mod
den skruede halv-latinske Kancellistil. Det
Folkesprog, Luther øste af, var det allernordligste
Højtysk; gennem Luther blev saaledes
Tyngdepunktet afgjort flyttet fra Øvretyskland til
Mellemtyskland, hvilket lettede
Udjævningsprocessen. Foreløbig forholdt Øvretyskland sig dog
stærkt afvisende; for Katolikkerne var
Luther-Sproget det samme som Kætteri, og de
Reformerte i Schweiz havde jo deres egen
Reformator Zwingli, hvis Mundart de foretrak. Ogsaa
Nederlandene forholdt sig afvisende; her
virkede begge de samme religiøse Grunde som i
Øvretyskland og Schweiz, og desuden var det
hjemlige Litteratursprog alt for rigt og
rodfæstet til at lade sig fortrænge. Men desto
lettere Spil havde Luther-Sproget i Nedersachsen:
i Løbet af c. 100 Aar gik det sin Sejrsgang
overalt. Det eneste Sted, hvor Nedersachsisk
holdt sig som Skriftsprog, var Hollænderbyen
paa Amager. I Løbet af 18. Aarhundrede
sejrede Luther-Sproget ogsaa i Schweiz og
Øvretyskland; dertil bidrog dels de tyske litterære
Selskabers Virksomhed, dels Eksemplet fra
store mellem- og nordtyske Forfattere som
Goethe, Lessing og Klopstock. I Nutiden er det
paa Grundlag af Luther-Sproget fremvoksede
Højtysk enegyldigt som tysk Skriftsprog; et
Forsøg, der i 1890’erne er blevet gjort paa at
rejse et nedertysk Maalstræv, kan kun regnes
for Kuriosum (se Plattysk). Vel er man
endnu saare langt fra Enhed, hvad Udtalen
vedrører, — det saakaldte »Teatersprog«
(Bühnensprache) maa som Norm vist siges at have
mere end tvivlsom Gyldighed —, men der
stræbes alvorlig hen imod Eningen, og det er
allerede lykkedes at faa vedtaget og gennemført
ensartede Retskrivningsregler. Værd at mærke
er det, at Sprogrensningen finder Støtte hos
Regeringen i T.; jfr saadanne Nydannelser som
Schaffner for Konduktør, Fahrkarte
for Billet.
Udbredelse. De Mundarter, der blev
Ophavet til det senere Tysk, naaede indtil 5.-6.
Aarhundrede mod N. ikke Vesterhavet og mod
Ø. ikke ud over Oder. Ved Folkevandringen
trængte Tysk over V. f. Rhinen og S. f. Donau,
begge Steder paa romansk Grund, men samtidig
mistede det til Slaverne alt Land Ø. f. Elben
og meget endog V. f. den. Desuden trængte
Sachserne, der dengang talte Angelsachsisk, fra
Holsten frem over Hannover. Karl den Store
aabnede Tyskhedens Tilbageerobring af de
tabte Egne mod N. og Ø. og Erobringen af ny
Jord ud over dem. Fra nu af følger i denne
Retning vældige Kolonisationer Stød paa Stød.
Først knustes Sachserne; om deres fordums
Nationalitet vidner endnu talrige Stednavne
med angelsachsisk Sprogform i
Nordøsthannover og Holsten. Siden kom Turen til Slaverne
i Nordtyskland og Østerrig, til Preusser,
Litauer, Letter og Ester. Ved Hansavælden
udbredte Tyskheden sig ogsaa over hele Norden,
ved fredelig Kolonisation over Ungarn til
Siebenbürgen og over Schweiz og Tyrol til
Norditalien (Zimbrer og Silvières). I Landskabet
Friaul ved Adriaterhavet digtede indfødte
Riddere allerede paa Tysk. Men siden 13.—14.
Aarhundrede indtræder over hele Linien et
Tilbageslag, først i Italien, siden i Norden og
Böhmen, dernæst i Polen (Hohenstaufernes
Fald, Kalmar-Unionen, Husitismen, Polakkers
og Litauers Sejr over de tyske Riddere ved
Tannenberg 1410). Ved den westfalske Fred
udskiltes Nederlandene fra T. og ophørte at
regne deres Nationalitet for tysk. I Nutiden er
Tysk kun i Fremgang paa protestantisk Grund
(blandt Litauer og Polakker i Østpreussen,
Vender i Lausitz, Danske i Sønderjylland,
Ræto-Romaner i Graubünden) og endda ofte
kun ved Hjælp af tvangsmæssig Fortyskning.
Over for Fransk gør Tysk, trods stærk tysk
Indvandring, ingen Fremskridt, over for
Italiensk gaar det tilbage, og i endnu mere
afgjort Tilbagegang er det over for de katolske
Slaver i Böhmen og i de polske Lande. Talrige
Tyskere er udvandrede til Nord- og
Sydamerika, hvor de i den senere Tid med Held
slutter sig sammen om deres Nationalitet. De
tysktalendes Tal regnes til c. 75 Millioner, deraf
ifølge »Alldeutscher Atlas« 49 i T., 10 1/2 i
Østerrig og Ungarn, 2 i Schweiz, 2 i Rusland, 10 1/2 i
Nordamerika, 1/2 i Sydamerika. (Litt.: J.
Grimm, »Deutsche Grammatik« [1819—37];
Schleicher, »Die deutsche Sprache« [5.
Opl. 1888]; O. Behaghel, »Die deutsche
Sprache« [2. Opl. 1902] og »Gesch. d. deutschen
Sprache« [»Grundriss der germ. Philologie«, 4.
Oplag 1916]; Willmanns, »Deutsche
Grammatik« [2. Opl. 1897—99]; J. og W. Grimm,
»Deutsches Wörterb.« [fra 1854]; D.
Sanders, »Wörterb. d. deutschen Sprache«
1860—65]; M. Heyne, »Deutsches Wörterb.«
[1890—95]; H. Paul, »Deutsches Wörterbuch«
[1897]; W. Müller og Fr. Zarncke,
»Mittelhochdeutsches Wörterb.« [1854—66]; A.
Lübben, »Mittelniederdeutsches
Handwörterbuch« [1888]; Kluge, »Etymologisches
Wörterb. d. deutschen Spr.« [6. Opl. 1898]; Socin,
»Schriftsprache und Dialekte im Deutschen«
[1888]; R. Bahder, »Grundlagen d.
neuhochdeutschen Lautsystems« [1890]; F. Mentz,
»Bibliographie d. deutschen
Mundartenforschung« [1892]; R. Böckh, »D. deutschen
Volkszahl u. Sprachgebiet« [1869]; P. Langhans,
»Alldeutscher Atlas« [1900]; E. Kaper, »Tysk
Fonetik« [»Smaaskrifter udg. af Selsk. f. germ.
Filologi«, Nr. 11, 1905]).
G. S-e.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
