Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Turkologi - Turkomaner - Turkos - turko-tatariske Sprog - Turks-Øerne - Turku - turma - Turmalin - Turmalingruppen - Turmalintang - Turmero - Turnau - Turnbull's Blaat - Turne - Turner, Herbert Hall
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Litteraturer, Kultur o. s. v. I Febr 1926 holdtes
i Baku den første »turkologiske« Kongres.
Vilh. Th.
Turkomaner, se Turkmener.
Turkos (fransk turcos) [tyr’ko], de
algierske Tirailleurer. Det er Fodfolk, hvis
Mandskab er Indfødte, kommanderede dels af
franske, dels af indfødte Officerer. Fra Kaptajn
og opefter er alle Officerer dog franske.
Uniformen er arabisk: lyseblaa Jakke og Vest,
Turban, Burnus, blaa Benklæder. Under
Verdenskrigen blev T. dog klædt i Kakiuniformer.
De har ofte udmærket sig ved deres
Tapperhed.
O. F.
turko-tatariske Sprog, se tyrkiske
Sprog.
Turks-Øerne [tə.ks-], Øgruppe i Vestindien,
N. f. Haïti, hører ligesom den nærliggende
Øgruppe Caicos-Øerne politisk under den
britiske Koloni Jamaica. Begge Øgrupper er
lave Koraløer (Ringrev) og udgør tilsammen
575 km2 med (1921) 5612 Indb. Befolkningen
bestaar af Negre, hvis Hovederhverv er
Svampefiskeri og Saltudvinding, tillige dyrkes lidt
Bomuld.
M. V.
Turku, se Åbo.
turma, Rytterafdeling af den romerske Hær,
sædvanlig bestaaende af 30 Mand. Til hver
Legion plejede der at høre 10 T., der hver
kommanderedes af 3 Dekurioner.
H. H. R.
Turmalin (af Turamali. et singhalesisk,
ogsaa om Zirkon anvendt Ord), et Mineral, eller
rettere en Mineralgruppe
(Turmalingruppen), der bestaar af Borosilikater af Lerjord,
alkaliske Jordarter og Alkalier i komplicerede
Forbindelsesforhold (isomorfe Blandinger af
ufuldstændig bekendte Yderled). Forholdet
mellem Bor- og Kiselsyreanhydrid er som 1 : 4, og
Borsyreindholdet varierer omkring 10 % B2 O3;
noget Brint findes altid i T. Som Hovedtyper i
kemisk Henseende opstilles tre: Litium-T. eller
Alkali-T., Magnium-T. og Jern-T.
Krystalformen er rhomboedrisk-hemimorf, og
Krystallernes almindelige Type er som lange, oftest paa
langs stribede Prismer med tre- eller
sekskantet Tværsnit; i Forbindelse med den
ejendommelige Krystalform staar, at T. viser
Pyroelektricitet (s. d.). Haardheden er lidt større end
Kvartsens, de smukt farvede Varieteter har
derfor nogen Betydning som Ædelsten.
Vægtfylden varierer omkring 3. De stærkere farvede
T. er udpræget pleokroitiske; af de to
Lysstraaler, som opstaar ved Dobbeltbrydningen i
Krystallen, absorberes den ene (den sædvanlig
brudte) fuldstændig i de mørke T. Herpaa
grunder sig Anvendelsen til Turmalintangen
(s. d.). T. er et i mindre Mængder meget
udbredt Mineral; dens Hjem er dels krystallinske
Skifere, dels Granit og andre kiselsyrerige
Eruptivbjergarter og særlig disses
Pegmatitgange, hvor Mineralet er dannet ved
pneumatolytiske Processer; ogsaa selve Granitten kan i
Omegnen af Spalter og Pegmatitgange være
»turmaliniseret« (se Luxullian). Efter
Farve og andre Egenskaber adskilles et stort Antal
Varieteter. De helt farveløse (Achroit) er
sjældne (Skt Gotthard, Elba); de lyst farvede,
der ligesom de forrige er Litium-T., kan være
røde, grønne, blaa, gule; ikke sjælden afveksler
forskellige Farver lagvis inden for den enkelte
Krystal; de smukt farvede Varieteter kaldes
under eet Ædelturmalin. Rubellit er
Betegnelse for de røde Varieteter (smukke
Eksemplarer fra Schaitanka i Sibirien, St Diego
i Kalifornien); Indigolit for de blaa
(Ceylon, Utö i Sverige); Dravit er en brun
Varietet fra Kärnten. Til Smykkesten slibes
især mørkebrune, klare Krystaller fra Ceylon.
Den sorte T. er rig paa Jern og særdeles
udbredt; den kan af og til findes i indtil 3 store
Krystaller. Særlig bekendte Findesteder er
bl. a. Ramfos og Kragerø i Norge, Godthaab i
Grønland og St Andreasberg i Harz.
(N. V. U.). O. B. B.
Turmalingruppen, se Turmalin.
Turmalintang, et Slags
Polarisationsapparat, som bestaar af to Turmalinplader, slebne
parallelt med den optiske Akse og anbragte paa
en simpelt konstrueret Tang, saaledes at man
mellem dem kan fastklemme de Krystalplader,
som skal undersøges. Holdes Apparatet tæt op
til Øjet, og ser man gennem det ud paa en
ensformig lys Flade, viser Krystalpladen
»Interferensfigurer«, som giver Oplysning om dens
optiske Egenskaber.
(N. V. U.). O. B. B.
Turmero [tur’mærå], lille By i Venezuela
Ø. f. Valencia-Søen med indianske Gravhøje.
M. V.
Turnau [’turna^u-], se Turnov.
Turnbull’s Blaat, se Berlinerblaat.
Turne (fransk, sml. tourné), Rejse,
Rundrejse, bruges særlig om en Kunstners Optræden
i en Række Byer under en Rejse.
Turner [’tə.nə], Herbert Hall, engelsk
Astronom, f. 13. Aug. 1861 i Leeds, studerede
1879—84 i Cambridge, ansattes 1884 som
Assistent ved Greenwich Observatorium og er siden
1893 Professor i Astronomi ved Universitetet i
Oxford og Direktør for Universitetsobservatoriet
smst. Fra 1913 har han ledet den seismologiske
Station i Shide, flyttet 1919 til Oxford. Han er
siden 1919 Medlem af Astronomical Union og
Præsident i Komiteen for Lunar nomenclature
og Carte du ciel. T. har deltaget i de fleste
engelske Solformørkelsesekspeditioner fra den sidste
Tid og meddelt Resultaterne af sine
Observationer af disse dels i Royal Astronomical
Society’s, dels i Royal Society’s Publikationer. Ved
Siden heraf har han i engelske Fagtidsskrifter
offentliggjort en Række Afhandlinger, fra den
sidste Tid fornemlig vedrørende
Himmelfotografi. Resultaterne af Fotograferingen i Oxford
af Himmelstrøget 25° til 31° nordlig
Deklination med 1180 Plader har han meddelt i
Oxford Astrographic Catalogue, Bind I—VII
(Edinburgh 1906—11); der mangler endnu Bind VIII,
som skal indeholde Diskussionen af
Foretagendet. Som Leder af Computing Bureau of the
International Union for the Solar Research
(han har redigeret dets Transactions, I—IV)
har han hidtil publiceret en Diskussion af de
i Greenwich optegnede Solpletter i Aarene
1874-1885—1901 samt Peters’ Solpletobservationer
1860—70 for nærmere at undersøge, om Solens
Rotationsakse har en fast Beliggenhed, og om
der muligvis er en periodisk Ujævnhed i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
