Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tune (Norge) - tu ne cede malis sed contra audentior ito - Tunesien - Tuneskibet - Tunestenen - Tunfisk - Tungblymalm - Tunge (Organ)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Herredets mange Gaarde er flere gamle adelige
Sædegaarde, der har tilhørt bekendte Slægter,
som Borregaard, Sande, Holleby; blandt de
største Brug kan endvidere nævnes Øsaaker,
Kalnes, Viste, Alvum, Bjørnland, Graalum m. fl.
Kalnes Landbrugsskole ligger i Herredet. —
T. Kirke, beliggende paa Raet S. f. Tunevand,
nævnes allerede Aar 1080 som Fylkeskirke for
Vingulmark; den er ombygget 1864. I
Middelalderen udgjorde Herredet i Forening med
Glemminge og Varteig Herreder T. Skibrede.
— Herredets Kommunikationer er gode.
Smaalensbanens ydre Linie kommer fra S. ind i
Herredet paa Rolfsøen, gaar over paa Tunøen
og i en Bue uden om Sarpsborg; den har inden
for Distriktet Stationerne Greaaker og
Sandesund. En anden vigtig Kommunikation udgøres
af Glommen, med Dampskibsforbindelse
mellem Fredrikstad og Sarpsborg. Herredet
gennemskæres af Hovedvejen mellem Oslo og
Fredrikshald, der optager Hovedvejen fra
Fredrikstad; desuden findes et betydeligt Antal af
Bygdeveje og Gaardveje. Der er gjort mange
Oldfund i Herredet. Antagen Formue 1925
var 21,2 Mill. Kr og Indtægt 7,5 Mill. Kr. (Litt.:
»Norges Land og Folk«: A. N. Kiær,
»Smaalenenes Amt« [Oslo 1885]; Hagen, »Tune og
Rolvsøy herreder« [Fredrikstad 1919]).
(N. S.). M. H.
tu ne cede malis sed contra audentior
ito (lat.), »du maa ikke give efter for
Ulykkerne, men mere modig gaa dem i Møde«, Citat
efter Vergil (Æneiden VI, V. 95).
H. H. R.
Tunesien, se Tunis.
Tuneskibet er Navnet paa et 1867 i en
Gravhøj i Tune i Østfold fundet Fartøj fra den
yngre Jernalder. Det bestaar saa godt som
udelukkende af Eg og er klinkbygget med
Jernnagler. Kølen har en Længde af 13,60 m,
Bredden midtskibs er over 4,08 m; den lodrette
Højde fra Kølen til Rælingen har ikke været
over 2,50 m. Skibet har 13 Spanter og 10 eller
11 Bord af 26 mm’s Tykkelse. Fartøjet er uden
Dæk, men har haft Mast og været indrettet
haade for Sejlads og Roning (antagelig 10 Par
Aarer). Det tilhører Oldsagssamlingen i Oslo.
(Litt.: H. Schetelig, »T.« [»Norske
Oldfund« II, 1917]).
(K. F.). Wt. K.
Tunestenen, norsk Runesten med de ældre
Huner, funden indmuret i Kirkegaardsmuren
yed Tune Kirke i Østfold. Den antages
oprindelig at have været rejst paa eller ved en
Gravhøj i Nærheden af det Sted, hvor Tune Kirke
senere blev bygget. 1857 blev den flyttet til
Oslo og indlemmet i Universitetets
Oldsagssamling. Stenen er af rød Granit og beskreven paa
de to brede Sider (Afbildning, se Runer, S.
520). T. giver os det ældste nordiske Eksempel
paa Anvendelse af Bustrofedonskrift paa en
Mindesten, ligesom den indeholder den længste
norske Indskrift med de ældre Runer. Den
antages almindelig at skrive sig fra omkring
Midten af 6. Aarhundrede. (Litt: S. Bugge,
»Norges Indskrifter med de ældre Runer« I—III).
(K. F.). Wt. K.
Tunfisk eller Thunfisk (Thynnus), en
Slægt af Makrelfisk (s. d.). Paa Brystet har
disse Fisk et Slags Harnisk af Skæl, der er
større og mindre glinsende end paa den øvrige
Krop. Første Rygfinne strækker sig nær hen
til anden; bag ved den egentlige Ryg- og
Gatfinne sidder 6—10 Smaafinner. Paa hver Side
af Halen, hvor den er tyndest, findes en skarp
Længdekøl. Den almindelige T. eller
Tantejen, norsk Makrelstørje (T.
vulgaris eller Orcynus thynnus) er en stor
Fisk, der opnaar en Længde af 2—3 m og en
Vægt af 150—300 kg, I Udseende har den
temmelig megen Lighed med den almindelige
Makrel, men Formen er lidt plumpere, idet
Snuden er kortere og Kroppen mindre sammentrykt.
Paa Ryggen er Farven sortblaa, paa Siderne
sølvgraa og paa Bugen hvid; de parrede
Finner er sorte, Ryg- og Gatfinnen gullige. Denne
Fisk har sit rette Hjem i Middelhavet, hvor
den findes i Mængde; sparsommere
forekommer den i de nordlige Dele af Atlanterhavet.
Det sydvestlige Norge besøger den aarlig, om
end i vekslende Antal; ved Vestkysten kan den
optræde i hele Flokke, men N. f. Tromsø vides
den ikke iagttaget; den viser sig ved Norge
helst i Sommermaanederne, da den
hovedsagelig efterstræber Sild og Brisling. I Kattegattet,
Sundet og Bælterne er den en ikke sjælden
Sommergæst, der følger Hornfiske- og
Sildestimerne. I Landene omkring Middelhavet gør
man endnu en lige saa udstrakt og mangfoldig
Anvendelse af T. som i Oldtiden. Man tillægger
næsten hver Bid af den en forskellig Smag, og
hvert Stykke har sit særegne Navn. Dens
blodrige Kød er fedt og fast; det spises kogt, stegt,
røget eller saltet; nedlagt i Olie forekommer
det i Handelen ogsaa hos os. Mest storartet
driver man Fiskeriet ved de italienske Kyster,
hvor man under heldige Omstændigheder kan
fange Tusinder paa een Gang. Fangeredskabet
er et Slags stort Bundgarn, der bedst kan
sammenlignes med en Lakseruse med flere
Afdelinger og udgør en hel Bygning af Net og
Liner.
Ad. J.
Tungblymalm, se Plattnerit.
Tunge (lingua) er et slimhindebeklædt, af
stærke, tværstribede Muskelbundter dannet
Organ, hvis Opgave dels er at bearbejde Føden
paa forskellig Vis (skyde den ind mellem
Tandrækkerne, ælte den med Spyt, forme den til
passende Fødeboller og skyde disse over i
Svælget), dels at medvirke ved Lyddannelsen;
endvidere er dens nerverige Slimhinde Sædet for
Smagsorganerne. T.’s forreste og mest
bevægelige Del, som ender med den afrundede
Tungespids (apex linguæ), har en vandret
liggende Overflade, Tungeryggen (dorsum),
medens den bageste Del, Tungeroden
(radix) efterhaanden vender sig nedad bagtil, saa det
sidste Stykke staar lodret lige oven for
Strubelaaget, med hvilket det er forbundet ved 3
Slimhindefolder (plicæ glosso-epiglotticæ). Under
Tungespidsen ses en lignende, men større
Slimhindefold, Tungebaandet (frenulum) og
paa begge Sider af dette en uregelmæssig
Slimhindefold (plica fimbriata). Den bageste, større
Del af T. er i umiddelbar Forbindelse med de
underliggende Bløddele, gennem hvilke T.
sender kraftige Muskelbundter, saaledes musculus
genioglossus, der forbinder T. med Indersiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
