Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tsjou
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og ud af Forvirringen fremstod enkelte
ledende Stater, hvorom de mindre grupperede sig.
Foruden med den oprindelige, indfødte
Befolkning maatte Kineserne ogsaa kæmpe mod
stadige Forsøg paa Indvandringer af
forskellige centralasiatiske Folk af ural-altisk Æt:
som Tukiue (Tyrker), Hiung-nu
(Hunner), Sien-pi og andre. En saadan
Indvandring i det 12. Aarhundrede f. v. T. gav Stødet
til, at Førerskabet blandt Stammerne tilfaldt
Klanen T., hvis Høvdinger nu tog Titlen Wang
(Konge) i Stedet for Kejsertitlen Ti. Med dette
T.’s Herredømme synes en vis Paavirkning fra
Tatarstammerne i Sæder og Kultur at have
fundet Sted.
For at beskytte Landet mod de
central-asiatiske Nomadefolks truende Indfald tildelte
Kongerne deres Slægtninge og Undergivne en
Række Len med forskellige Titler, svarende til
de europæiske: Hertug, Markis, Greve og Baron.
Navnene paa 198 Len er bevarede i
Overleveringen, men kinesiske Historieskrivere anslaar
deres Tal til at have været henved 1800.
Kongen havde langtfra nogen virkelig Myndighed
over for de forskellige Klaner og Len,
adskillige af dem gjorde sig uafhængige, og flere
dannede mægtige Kongeriger Syd paa i Egnen
om Jangtsekiang. I denne Periode fuldførtes
Kinesernes Udbredelse fra Hwangho-Dalen
over Bjergene mod Syd, der skiller den fra
Jangtsekiang. Fra 6. til 3. Aarhundrede
erobrede de omtrent hele Jangtse-Bækkenet, og
c. 300 f. Kr. naaede de den nuværende
Provins Se-Tshuan. Den oprindelige Befolkning
blev dels undertvungen og dels fordrevet,
Rester af den findes endnu som Miaotser.
Oprettelsen af de mange Lensstater skaffede
til at begynde med Kongen Overherredømmet
over det daværende Kina, men lagde samtidig
Spiren til Dynastiets Undergang. Allerede
Aarhundredet efter Wu-Wang’s Tronbestigelse gik
det tilbage med Centralregeringens Magt, og
Lensfyrsterne tiltog sig i den følgende Tid den
førende Stilling inden for Riget. En
Solformørkelse i Kong Yu-wang’s 6. Regeringsaar
opfattedes almindeligt som Tegn paa Himlens
Forfærdelse over denne pligtforsømmende
Konge. Formørkelsen er beregnet til den 29. Aug.
776, og dermed har man den første absolut
historiske Dato i Kinas Oldtid. Under
Kongemagtens Tilbagegang fristedes Hunnernes vilde
Rytterskarer til hyppige Indfald i det kornrige
Land. Ved et saadant Angreb blev Yu-wang
dræbt, og hans Søn, Ping-wang 770—720,
forlagde Hovedstaden Øst paa til Lo-jang ved
det nuværende Honanfu, en Svaghedshandling,
der ikke skulde hæve Kongemagtens Anseelse.
Vasalfyrsten i Staten Tsin overtog nu sin
Lensherres forladte Plads og optog den
vanskelige Kamp med Barbarerne.
Efter denne Flytning af Hovedstaden kaldtes
den følgende Tidsalder Tung-T., d. e. de
østlige T., og Kinas Historie opløser sig fra nu
af i en Række Beretninger og Annaler for de
enkelte Lensstater. De urolige Forhold belyses
bedst ved Aarbøgerne fra Fyrstendømmet Lu
for Tiden 722—481. Denne yderst magre
Krønike, Tsjun-Tsju, er det første historiske
Værk, der hviler paa samtidige Optegnelser;
den tillægges almindeligvis Kung-fu-tse, der selv
var født i Lu, men den endelige Redaktion af
Teksten har først fundet Sted flere
Aarhundreder senere. Krønikens Værdi forøges i høj
Grad ved en vidtløftig Kommentar, Tso-tsjuan,
der ogsaa siges at stamme fra Kung-fu-tse. Blandt
de c. 60 forskellige Lensstater dannedes der
efterhaanden 12 større, der ustandselig stredes
indbyrdes og søgte at opsluge saa mange som
muligt af de mindre. I det 7. Aarhundrede
udøvede Fyrstendømmet Tsi, Nabostat til Lu paa
Shantunghalvøen, i lang Tid Overherredømmet
over alle Nabostaterne.
Det sidste Afsnit af T.-Dynastiets Tid bærer
med Rette Navnet »de kæmpende Rigers Tid«
(c. 475—249 f. Kr.). Kongen af T. havde
efterhaanden mistet enhver politisk Indflydelse over
det øvrige Rige, kun Titelen som Himlens Søn
bevarede han endnu som Minde om svunden
Herlighed. Vasalfyrsterne laa i ustandselige
indbyrdes Fejder med skiftende Forbund mod
dem, der truede med at blive for mægtige, og
imidlertid formindskedes stadig Antallet af
Smaastater til Fordel for de større. Ogsaa
Kongetitelen (Wang) tiltog Fyrsterne sig,
saaledes Fyrsten Tshu mod Syd ved Yangtse,
Fyrsten af Tsi i Shantung og derefter en
Række andre. Under alle disse Kampe blev
det mere og mere Kinas Forkæmper mod
Hunnerne, Fyrstedømmet Tsin ude mod V. i
Kansu og Shensi, der traadte frem som ledende
Magt. 288 foreslog dets Fyrste, at Tsin og Tsi
delte Riget i et Øst- og Vestkina, hvad
sidstnævnte Stat dog ikke vilde gaa med til. Tsin
erobrede da selv en Række af de øvrige Stater,
og 249 f. Kr. afsatte Kongen af Tsin den sidste
Herre i T., der de senere Aar kun havde ført
en ynkelig Tilværelse som Skyggekonge. Tsjeng,
den følgende Konge af Tsin, fuldførte endelig
Værket, idet han 246—221 underkastede sig de
sidste uafhængige Stater Han, Tsi o. a.
Dermed var Kina for første Gang samlet til eet
Rige, og i Aaret 220 besteg Tsjeng Tronen med
Titel af Tsin-Shi-Huang-Ti, d. v. s. den første
Kejser af Tsin-Dynastiet (249—206).
T.-Dynastiets Tid er Kinas Bronzealder.
Bronzen er det eneste Materiale bevaret fra denne
Tid, baade i Form af Mønter og Kar. De
ældste Bronzekar stammer fra de siste
Aarhundreder forud for T.-Dynastiet og er vanskelige
at datere. Men fra 9. Aarh. f. Kr. findes
Bronzekar med Indskrifter, der giver sikre
kronologiske Holdepunkter. Med det 7.
førkristelige Aarh. bliver Jernet kendt i Kina,
først og fremmest anvendt til
Agerbrugsredskaber og Vaaben. T.-Perioden er ogsaa de store
kinesiske Filosoffers Tid: Kung-fu-tse, Lao-tse,
Meng-tse og Meh-tse virkede alle i denne
Tidsalder. Derfor staar T.-Dynastiet alle dannede
Kineseres Hjerte nær, i dets Tid udtaltes de
Tanker og skabtes de Former, hvori kinesisk
Aandskulturs Særegenhed og Kraft fortrinsvis
har fundet Udtryk, navnlig i den moralske
Kultur, Kina siden da i saa høj Grad har levet
paa, og som har været dets Styrke. (Litt.:
Heinrich Hermann, »Chinesische
Geschichte« [1912]; Wilh. Schüler, »Abriss
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
