Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tscherning, Anton Frederik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Fædrelandet«, hvor han førte Ordet for
Almenvæbning, en fri Forfatning efter norsk
Mønster og Ophævelse af de bestaaende Uligheder
mellem Samfundsklasserne og af de Baand, der
hemmede den enkeltes Frihed og hindrede den
fri og lige Adgang til Erhvervsvirksomhed. Da
T. efter 1841 var blevet personlig friere stillet,
blev han en af Hovedmændene for den liberale
Bevægelse uden dog at ville lade sig indvælge i
nogen af Stænderforsamlingerne, idet han lige
fra Begyndelsen havde misbilliget den hele
Stænderinstitution. I Bondevennernes Selskabs
Stiftelse havde han en væsentlig Andel og
valgtes til dets Formand. Blandt 1840’ernes liberale
Førere fandtes i hine Aar næppe nogen, hvis
Anseelse var saa grundfæstet i alle Samfundets
Lag som T.’s.
I den Bevægelse, som førte til det politiske
Systemskifte Marts 1848, tog T. en fremragende
Del. Han talte ved begge de store Casinomøder
og sluttede sig til Ejder-Bevægelsen, ikke fordi
han i dens Krav om et Slesvig i nær
forfatningsmæssig Forbindelse med Kongeriget og et
relativt selvstændigt Holsten saa det rette
Grundlag for en varig Ordning af det danske
Monarkis Forfatningsforhold, men fordi han
over for de tyske og slesvig-holstenske
Fordringer ansaa det for nødvendigt skarpt og
utvetydig at betone Danmarks historiske og
traktatmæssige Ret til Slesvig. T.’s Tanke var i øvrigt
baade nu og senere den, at Monarkiets
Landsdele burde forenes i en »Samstat«, i hvilken
hver af dem nød den størst mulige
Selvstændighed, og hvor begge Nationaliteters Ret
respekteredes. I Martsdagene 1848 modtog T., skønt
meget modstræbende, Krigsministerportefeuillen.
Han mente, at hans lave militære Charge og
den Uvillie, han var Genstand for blandt en Del
af Hærens højere Officerer, vilde skabe ham
særlige Vanskeligheder, og han lod først sine
Indvendinger falde, da Kongen gik ind paa ikke
at ville betragte sig som Hærens øverste Leder,
men kun som konstitutionel Konge over for den
ansvarlige Krigsminister. De Forberedelser, som
hidtil var trufne til at møde det truende Oprør,
var yderst mangelfulde, og da nu tilmed
Preussen og Forbundet tog Oprørernes Parti, blev
T.’s Opgave i højeste Grad vanskelig. Han løste
den imidlertid med overordentlig Energi og
fremragende administrativ Dygtighed, ligesom
han, efter sin hele Stilling til Befolkningen, var
i særlig Grad egnet til at vinde dennes Tillid
og i størst muligt Omfang opnaa dens frivillige
Medvirken. T.’s væsentligste Mangel var her,
som ofte ellers, den, at han ikke ret formaaede
at se sine store Evners Begrænsning og navnlig
i for høj Grad vilde gribe ind i
Overkommandoens Funktioner, hvad han p. Gr. a. sin
mangelfulde Uddannelse som praktisk Militær kun
lidet egnede sig til. Mindre heldig virkede det
ogsaa, at han, alt som Begivenhederne
udviklede sig, fik et saa udpræget pessimistisk Syn
paa, hvad Hæren formaaede at udrette. Som
Krigsminister gennemførte T. den foreløbige
Anordning af 23. Septbr 1848, hvorved
almindelig Værnepligt for første Gang gennemførtes.
Anordningen mødte Modstand, ogsaa inden for
visse Dele af det nationalliberale Parti, men T.
fastholdt den med stor Bestemthed. »Det er
mig, som har af Statsraadet begært denne
Foranstaltning«, sagde han i den grundlovgivende
Rigsforsamling, »og det har jeg gjort netop,
fordi jeg saa, at vor hidtil bestaaende
Værnepligtslov var saa dybt indgribende i de
Folkeklassers helligste Rettigheder og allermest
dybtliggende Forhold, som den angaar, at det vilde
have været med Undseelse, at jeg var
vedbleven at kræve hos dem, naar jeg ikke med det
samme havde vist og vist bestemt, at der vilde
blive krævet ogsaa hos andre«. I Spørgsmaalet
om den grundlovgivende Rigsforsamlings
Sammensætning var T. uenig med sine Kolleger i
Forslaget om at lade en Fjerdedel af
Medlemmerne udnævne af Kongen, og hermed lagdes
Grunden til den politiske Adskillelse mellem
ham og det bondevenlige Venstre paa den ene
og de Nationalliberale paa den anden Side. I
Novbr 1849 udtraadte T. af Ministeriet, idet han,
tillige med flere andre, ansaa det for
nødvendigt, for paa rimelige Vilkaar at faa Fred med
Tyskland, at finde sig i en Deling af Slesvig.
Han blev derefter kongevalgt Medlem af
Rigsforsamlingen og deltog med Iver i dennes
Forhandlinger. I Reglen optraadte han i Forening
med det bondevenlige Venstre, men gik dog
ikke sjældent sine egne Veje.
Sin største Indflydelse øvede T. i de følgende
Aar som Medlem af Folketinget, i hvilket han
— med en kort Afbrydelse i 1853, da han uden
Held søgte at fortrænge den nationalliberale
Professor Kayser fra Lyngbykredsen — havde
Sæde indtil 1866 som Repræsentant for Holbæk
Amts 2. Valgkreds. Intet Medlem øvede i denne
Periode større Indflydelse i Tinget end han, og
ingen var heller i Besiddelse af bedre
Betingelser derfor. T.’s praktiske Uddannelse var mere
alsidig og mangfoldig, end nogen anden ledende
dansk Politikers har været det, han havde et
virkeligt førstehaands Kendskab til politiske og
Samfundsforhold baade i Danmark og Udlandet,
han var idérig og opfindsom som faa, veltalende
i den store Stil, og hans rene og uegennyttige
Personlighed var, trods de hidsige Angreb, han
under hele sin Rigsdagsvirksomhed var
Genstand for, i Virkeligheden respekteret af alle.
Mod disse Fortrin vejede det forholdsvis lidet,
at han ikke sjældent overvurderede sin Indsigt
og derved stundom kom til at bygge sine med
saa afgørende Bestemthed fremsatte Anskuelser
paa et lovlig løst Grundlag, at hans
Veltalenhed ofte vel meget havde den tilfældige
Improvisations Karakter, og at saavel hans Tale som
hans politiske Handlinger undertiden bestemtes
mere af øjeblikkelige Stemninger end af en
klart og konsekvent gennemtænkt Plan. Den
egentlige partidannende og partiledende Evne
savnede T. ogsaa, og han maatte paa disse
Omraader altid have »Stabschefer« at støtte sig til,
— først B. Christensen og siden, efter Brudet
med denne 1854, G. Winther.
T.’s nøje Kendskab til de europæiske
Magtforhold bragte ham til at se adskillig mere
nøgternt paa Danmarks politiske Udsigter og
Forbindelser end baade de Nationalliberale og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
