Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Trediveaarskrigen - tredive Tyranner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stor Møje bevæget Wallenstein til at samle en
Hær; inden 3 Maaneder stod 40000 Mand under
Wallenstein’ Fane. Han jog først Sachserne ud
af Böhmen og drog derfra mod Nürnberg, hvor
han indrettede en befæstet Lejr, som Gustaf
Adolf forgæves søgte at storme. I Maaneder
stod de to Hære uvirksomme lige over for
hinanden, c. 60000 Mand omkom af Sygdom.
Gustaf Adolf drog saa mod Bayern; men da
Wallenstein vendte sig mod Kursachsen, ilede
Svenskekongen did for at redde sin Forbundsfælle.
De to Hære mødtes ved Lützen (s. d.) 6. Novbr
1632; Gustaf Adolf fandt Heltedøden, men
Sejren blev Svenskernes. Ledelsen gik nu over til
den store svenske Minister Axel Oxenstierna,
som i Heilbronn fik dannet et Forbund mellem
Sverige og Protestanterne. Katolikkerne
jublede over Gustaf Adolf’s Død; i Madrid holdt
man Glædesfest i 11 Dage. Wallenstein’s
Overmod kendte ingen Grænser og vakte Kejserens
Mishag, han erklærede ham for Landsforræder;
25. Febr 1634 blev han i Eger myrdet af tre
af sine egne Officerer. Krigen fortsattes
imidlertid mellem Svenskerne under Bernhard af
Sachsen-Weimar og Gustaf Horn og
Katolikkerne under Ærkehertug Ferdinand.
Svenskerne blev slagne ved Nördlingen August 1634, og
Kurfyrsten af Sachsen gik over til Kejserens
Parti. Splid lammede Protestanternes Kraft,
kun Hessen, Baden og Württemberg blev
Svenskerne tro.
Den fransk-svenske Krig
(1635—48). Dette Omslag i hele Situationen i
Tyskland bestemte endelig Richelieu til at tage
aktiv Del i Krigen. Han afsluttede et Forsvars-
og Angrebsforbund (April 1635) med
Oxenstierna, og Krigen antog nu efterhaanden
Karakteren af en Erobringskrig; de religiøse
Interesser trængtes helt i Baggrunden, det
katolske Frankrig stod jo nu paa de tyske
Protestanters Side. Den svenske Feltherre Johan
Banér knyttede atter Sejren til de svenske
Faner og slog en forenet kejserlig-sachsisk Hær
ved Chemnitz, han trængte derefter ind i
Böhmen og truede Kejseren og den tyske Rigsdag
i Regensburg, men Døden bortrev ham 1641.
Bernhard af Sachsen-Weimar havde imidlertid
opereret ved Rhinen og haft stor Fremgang.
Han nærede Planer om at grunde et
uafhængigt Fyrstendømme paa begge Sider af Rhinen,
men døde pludselig (1639). Banér’s Efterfølger
Lennart Torstensson fortsatte, trods sin
legemlige Svaghed, Krigen med stor Kraft, han
trængte ind i Mähren og slog senere de
kejserlige ved Leipzig 1642. Efter Befaling fra det
svenske Rigsraad drog han Nord paa og
foretog uden Krigserklæring et Overfald paa
Danmark. Han foer grusomt frem og plyndrede den
jyske Halvø paa det frygteligste; men
Christian IV’s Sejr i Søslaget paa Kolberger Heide
tilintetgjorde Haabet om at naa over til Øerne.
Han drog igen ned til Tyskland, slog den
kejserlige Feltherre Gallas ved Jankau og trængte
frem til Donau, da Sygdom tvang ham til at
nedlægge Kommandoen. Franskmændene var
imidlertid optraadt virksomt, Hertugen af
Enghien slog Spanierne ved Rocroi 1643 og vandt
sammen med Turenne Overmagten over de
spanske kejserlige Hære i Vesttyskland. I 1645
trængte en fransk-svensk Hær under Turenne
og Wrangel ind i Bayern. Nordtyskland var
lagt ganske øde, al fredelig Virksomhed
standsede. Bander af Marodører plyndrede og
brændte, hvad de tøjlesløse Soldater levnede.
Fredsforhandlinger var alt begyndte 1641, men
imedens rasede Krigen videre. Svenskerne
optraadte i Bayern og Böhmen og erobrede under
Königsmark en Del af Prag. Endelig traadte
den store Kongres sammen i Osnabrück og
Münster for at stifte Fred mellem alle de
stridende. Sverige var i Krig med Østerrig,
Bayern og Sachsen, Østerrig med Sverige,
Frankrig og en Del af de protestantiske Stater i
Tyskland; Frankrig med Østerrig og Spanien;
Spanien med Frankrig, Portugal og
Nederlandene. Forhandlingerne varede i 3 Aar og endte
med den westfalske Fred 24. Oktbr 1648.
Frankrig fik Sundgau, Breisach og Hagenau, Ret til
at lægge Besætning i Philipsburg, desuden
Elsass og Metz, Toul og Verdun og Pinerolo i
Piemont. Sverige fik Forpommern og en Del
af Bagpommern, Rügen, Byerne Wismar,
Bremen og Verden, tre Stemmer paa Rigsdagen og
5 Mill. Daler. De tyske Fyrster fik Ret til at
inddrage Kirkegods. Kurfyrsten af Brandenburg
fik Bagpommern og Byerne Magdeburg,
Halberstadt, Camin og Minden. Mecklenburg fik
Schwerin og Ratzeburg, Hessen-Kassel
Hersfeld og 600000 Daler. Kurfyrsten af Sachsen fik
Bekræftelse paa Trosfriheden og Herredømmet
over Lausitz. I Nedrepfalz oprettedes et
Kurfyrstendømme for Pfalzgreven, hvis
Kurværdighed var overdraget Hertugen af Bayern.
Nederlandene og Schweiz fik Bekræftelse paa
deres Uafhængighed. (Litt.: Om den danske Del,
Kejserkrigen kaldet, se Opel, »Geschichte
der niedersächsisch-dänische Krieg« [Halle
1872—78] og Axel Larsen Liljefalk,
»Kejserkrigen« [Kbhvn 1901]; F. H. Jahn,
»Historie om Danmarks Deltagelse i T.« [Kbhvn 1822];
Gardiner, »T.’s Historie«, oversat fra
Engelsk [Kbhvn 1879]).
(A. L.). O. F.
tredive Tyranner er den almindelige, men
ikke af Samtiden anvendte Benævnelse for
Medlemmerne af den aristokratiske Regering i
Athen, som blev indsat 404 f. Kr. efter
Afslutningen af den peloponnesiske Krig. Hensigten
med denne Regering synes fra først af at have
været at tilvejebringe en Forfatningsforandring,
hvorved der sattes en Grænse for det
udprægede Demokrati, som havde bragt Athen i saa
stor en Ulykke, og inden for Regeringen var
ogsaa forskellige Partier repræsenterede. I
Begyndelsen vandt deres Foranstaltninger ogsaa
almindeligt Bifald; men da de yderliggaaende
Aristokrater under Ledelse af Kritias vandt
Overhaand, indførtes der et Voldsregimente, som
gik ud over de demokratisk sindede Borgere,
hvoraf mange blev dræbte, medens andre
udvandrede. Der indtraadte derved en Spaltning
inden for Regeringen, idet særlig Theramenes
modsatte sig Voldshandlingerne og forlangte, at
et større Antal Borgere skulde nyde politiske
Rettigheder. Da Kritias imidlertid havde faaet
ham ryddet af Vejen, skærpedes
Voldsregimentet, som ogsaa støttedes af en spartansk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
