Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Traktat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Denne forudsætter i adskillige Tilfælde
Parlamentets Samtykke (jfr. Overdragelse af
Territorium, S. 691). Ifølge den danske
Grundlovs § 18 kan Kongen saaledes ikke uden
Rigsdagens Samtykke slutte Fred, indgaa Forbund
og Handelstraktater, afstaa nogen Del af
Landet eller indgaa Forpligtelser, som forandrer
de bestaaende statsretlige Forhold, ved hvilket
sidste forstaas Overenskomster, hvis
Iværksættelse kræver Lovændring. I Kollektivtraktater
er det ofte fastsat, at blot et vist Antal af
Signatarmagterne skal have deponeret deres
Ratifikationer, for at T. kan træde i Kraft
mellem disse Magter indbyrdes. Jævnlig er dog
enhver Ikrafttræden betinget af, at samtlige
Magter har ratificeret. Undertiden er det i T.,
der indeholder Regler om Krigsførelse, bestemt
ikke blot, at de kun skal gælde mellem de
kontraherende Magter, hvilket er selvfølgeligt,
men ogsaa, at de ikke finder Anvendelse under
Krig, medmindre alle de krigsførende Lande
er Deltagere i T.
(Allbeteiligungsklausel). Efter 1920 er Udveksling eller
Deponering af Statsoverhovedernes Ratifikationer
ikke mere tilstrækkelig til den endelige
Istandbringelse af skriftlige Aftaler mellem
Folkeforbundets Medlemmer, se Registrering.
Foruden den i den nævnte Artikel omtalte
Offentliggørelse i Folkeforbundets Traktatsamling
kundgøres i Reglen indgaaede T. af hvert Land
for sig i det dertil bestemte officielle Organ, i
Danmark »Lovtidende«. Saadan Kundgørelse er
uden folkeretlig Virkning for Medkontrahenten,
men ofte af statsretlig Betydning for T.’s
Iværksættelse indadtil. I de fleste Lande udgives
tillige særlige Traktatsamlinger (s. d.).
3. Traktatsproget var i Aarhundreder Latin,
der i Slutningen af 17. Aarhundrede afløstes
af Fransk, som endnu er det hyppigste i
Kollektivtraktater. I Overenskomster med Tyrkiet
og andre Middelhavslande var tidligere
Italiensk almindeligt; T. med østasiatiske Magter
indgaas som oftest paa Engelsk, der er det
diplomatiske Sprog i Japan og Kina, og som
bl. a. paa Grund af de Forenede Staters
Modstand mod Fransk som eneste Traktatsprog i
stigende Grad benyttes i internationale
Overenskomster. Af de store Fredsslutninger efter
Verdenskrigen er Versaillestraktaten med
Tyskland indgaaet paa Engelsk og Fransk; St.
Germaintraktaten med Østrig, Freden i Neuilly
med Bulgarien, i Trianon med Ungarn og den
ikke ikrafttraadte Sèvrestraktat med Tyrkiet
er afsluttet paa Engelsk, Fransk og Italiensk,
men saaledes, at Fransk i Tvivlstilfælde er
afgørende (bortset fra Afsnittet om
Folkeforbundspagten og den internationale
Arbejdsorganisation, ved hvis Forstaaelse Engelsk er
ligeberettiget som i Versaillesfreden). Lausannefreden
med Tyrkiet 1923 er derimod indgaaet alene paa
Fransk. De paa Folkeforbundets Initiativ
afsluttede internationale T. foreligger i Reglen
baade paa Engelsk og Fransk. Iøvrigt er det
nu sædvanligt, at Overenskomster mellem
enkelte Lande affattes paa de kontraherende
Magters Sprog, hvilket f. Eks. gjaldt
Centralmagternes Fredsslutninger 1918 med Ukraine,
Sovjetrusland og Rumænien. Nyere T. mellem
de fem nordiske Lande er udfærdiget paa 6—7
Sprog, idet baade Norge og Finland har to.
Ofte er tilmed alle disse Tekster hver for sig
»autentiske«, d. v. s. ligeberettigede med de
andre ved Overenskomstens Fortolkning. De
heraf flydende Ulemper, der i Italiens T. med
Abessinien af 1889 endog førte til Krig, kan
undgaas ved enten tillige at afslutte T. paa et
Sprog, som ikke er nogen af Parternes, og
erklære dette for afgørende ved Forstaaelsen
eller ved alene at indgaa T. paa et tredje
Sprog; eksempelvis er Danmarks
Handelstraktater med Japan af 1867 og 1912 afsluttet paa
henholdsvis Hollandsk og Engelsk.
4. En T. eller anden folkeretlig
Overenskomst kan være ugyldig, fordi Underskriveren
mangler fornøden Fuldmagt, ell. Staten er
inkompetent, idet Beføjelsen til at indgaa
vedkommende T. tilkommer en anden Magt (jfr.
Protektorat). Ugyldighed kan endvidere blive
Følgen af den kontraherende Stats manglende
Kompetence, idet den paagældende
Overenskomst er i Strid med andre Magters Ret eller
Folkerettens almindelige Regler. Fremdeles
kan væsentlig Vildfarelse eller Svig ved
Indgaaelsen gøre en T. ugyldig. Tvang gør kun
en afsluttet Overenskomst ugyldig, naar den er
rettet mod det kontraherende Statsorgan, som
da den polske Rigsdags Medlemmer i 1772 ved
Trusel om Død eller Fængsel blev tvunget til
at vedtage T. om Polens Deling mellem
Preussen, Østerrig og Rusland. At Staten befinder
sig i en Tvangssituation, f. Eks. under Trusel
om (fortsat) Krig, gør derimod ikke T. ugyldig;
i modsat Fald vilde de fleste Fredstraktater
kunne anfægtes af den tabende Part.
5. En T. bortfalder, naar det deri fastsatte
Tidsrum for dens Gyldighed er udløbet, uden
at den er fornyet. Ensidigt kan en gældende
Overenskomst kun opsiges til Ophør, naar og
paa de Vilkaar, dette er vedtaget; men selv
uopsigelige T. kan naturligvis ændres eller
ophæves ved ny Aftale mellem de kontraherende
Parter. De almindelige Forældelsesregler
gælder ikke i Folkeretten, og efter den
overvejende Mening kan egentlig Forældelse af T.
overhovedet ikke finde Sted. Dog maa det
erkendes, at ogsaa traktatbestemte Rettigheder
under visse Omstændigheder kan bortfalde ved
lang Tids Ikke-Udøvelse (desuetudo) eller ved
Passitivitet overfor Krænkelser (Forsømmelse
af rettidig Protest); ofte vil imidlertid i
saadanne Tilfælde Ophørsgrunden være et
stiltiende Afkald fra den berettigede Stats Side.
Overholder den ene Part ikke T., kan den
anden træde tilbage fra den, uden at det i
Folkeretten altid kan kræves, at Misligholdelsen
skal være væsentlig. Det er omtvistet, i hvilket
Omfang gældende T. bortfalder paa Grund af
bristende Forudsætninger, se herom
clausula rebus sic stantibus. Angaaende
Krigens Indflydelse paa bestaaende
mellemfolkelige Overenskomster henvises til Krig.
6. T. berettiger og forpligter kun de
kontraherende Stater selv, men ikke umiddelbart
deres Statsborgere. Er andet ikke fastsat,
gælder T. for hele Statens Territorium, ogsaa
Kolonier, hvilke dog ofte udtrykkeligt er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
