Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Toldvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Afgift pr Læst (12 Tdr), hvilket ogsaa var
Tilfældet paa Skanør Sildemarked. Under den
sidstnævnte Konge undergaar den
gammelnorske Toldpolitik i det hele en gennemgribende
Forandring. Ved Frd. af 23. Maj 1306 lagde
han en Indførselstold paa Vin og Olie af 18
engelske Penninge pr Fad, og dertil en
Tapningsafgift til Bystyret af 5 Staup (Støb,
Bæger) pr Fad; den første ramte Importøren,
den sidste Vinhandleren. En endnu større
Forandring medførte dog Toldforordningen af 30.
Juli 1316, som paalægger Udlændingene
Udførselstold af alle norske Produkter, undtagen
Trælast, der ved Hansaprivilegierne
udtrykkelig var undtagen. Toldsatserne fik nu en
stigende Tendens. Haakon V’s Toldlove er at
betragte som et Udslag af den nationale Reaktion
mod det fremmede Handelsvælde, men samtidig
som det første alvorlige Forsøg paa at udnytte
Toldbeskatningen til Statskassens Fordel.
Denne Konges toldpolitiske Love danner
Grundlaget for den senere Middelalders Næringsliv
i Norge. Tolden var knyttet til Byerne, og det
hele Rige udgjorde fremdeles et Toldomraade.
Under Foreningen med Danmark delte
vistnok det norske T. Overbestyrelse med
Unionsfællen, men indtog for øvrigt en temmelig
selvstændig Stilling. De forbundne Staters Tariffer
var saaledes aldrig helt lige. Og indtil 1672 var
Lovgivningen i de to Lande forskellig, om end
dansk administrativ Praksis siden Christian IV’s
Tid havde øvet en stærk Indflydelse i Retning
af at gøre begge Rigers Toldordning ensartet.
Efter Lovgivningen at dømme spillede
Tolden indtil 16. Aarh.’s sidste Halvdel ikke
nogen betydeligere Rolle for
Statshusholdningen; Samfærdsel og Omsætning var for ringe
og Tolden for lav til at indbringe noget
klækkeligt. Tolden var imidlertid forskellig, efter
som Varerne blev indførte i fremmede eller
norske Skibe; ligeledes havde man for længst
— som det fremgaar allerede af
Handelstraktaten mellem Norge og Flandern af 10. Novbr
1308 — lige over for de fremmede Nationer
lært at tage Hensyn til, hvorledes norske Skibe
og Undersaatter blev behandlede i
vedkommende Land. I Foreningstidens første
Aarhundreder blev kun enkelte spredte Toldpaabud gjorte
gældende for hele Riget. Først Toldrullen af
17. Juni 1587 var en virkelig fælles Landslov.
Tidligere havde man kunnet erlægge Tolden
in natura; fra Midten af 16. Aarh. gik den
imidlertid over til at blive en Pengeydelse for
alle Varers Vedkommende undtagen Trælast,
der fremdeles indtil Frd. 4. Apr. 1668 kunde
afgøres paa den gamle Maade, dog — i det
mindste i den senere Tid — saaledes, at
behøvede Kongen ikke Lasten, blev Afgiften at
erlægge med et Beløb, der stod i Forhold til
den Sum, Sælgeren udbragte af Ladningen.
Tolden blev i 16. Aarh. opkrævet af By- og
Havnefogeder eller hvilke andre Embedsmænd der
paa hvert Sted forestod Kronens Oppebørsler.
Efterhaanden som Tolden fik større Betydning
blev der imidlertid ansat særlige
Toldembedsmænd, i Tilfælde med underordnede Officianter,
ved stedse flere Steder, indtil der ved kgl.
Resol. 29. Febr 1632 blev bestemt, at Foged-
og Toldembeder for Eftertiden ikke mere
skulde forenes — en Bestemmelse, der imidlertid
ikke altid blev nøje efterlevet, idet fremdeles
Fogeder og andre Embedsmænd, som
Sorenskrivere, ja endog Præster maatte overtage
Toldoppebørsel ved Siden af deres øvrige
Embedsgerning. En særlig Toldetat var dog fra
1632 af konstitueret.
Under Christian IV begyndte de fiskale
Hensyn at gøre sig gældende i Toldpolitikken.
Toldrullerne af 31. Juli 1593, 25. Oktbr 1629, 12.
Jan. 1632, 26. Apr. 1643 og 30. Jan. 1648 er
talende og stedse stærkere Vidnesbyrd om, at
Skatkammeret trængte til Mønt. Denne
Tendens trængte endnu skarpere for Dagen
gennem Frederik III’s mange specielle Toldpaalæg
og særlig ved den mere omfattende Lov af 8.
April 1662. Christian V’s Forordn, af 1. Maj
1672, der danner en Kodifikation af de indtil da
udfærdigede Love og Regler om Tolden, er
mærkelig bl. a. derved, at den er den første
Toldlov af større Omfang, der er fælles for
begge Kongens Riger; endnu Toldrullen af 1643
havde uden videre betragtet Danmark som
Udland for al anden Handel end med Trælast.
For Norges Vedkommende satte Toldrullen
af 1672 en Mærkepæl ogsaa derved, at den for
dette Land afgav den første virkelig principielt
gennemførte Beskyttelsestarif, hvilket Danmark
21 Aar tidligere havde faaet (se ovf.). Fra 1672
af og indtil Foreningens Opløsning falder
Danmarks og Norges toldpolitiske Historie i alt
væsentligt sammen, hvorfor der om dette
Tidsrum henvises til den foran givne Fremstilling.
Den udstrakte Landgrænse mod Sverige
spillede i tidligere Tider en mindre Rolle i norsk
Toldpolitik, end man paa Forhaand skulde tro.
Sagen var, at før de moderne
Kommunikationsmidlers Tid var Samtrafikken mellem de to
Lande langt besværligere og af langt mindre
Betydning til Lands end ad Søvejen. Man ser
da ogsaa, at Samfærdselen til Lands ikke blev
Genstand for et regelmæssigt Opsyn og
selvfølgelig heller ikke for nogen Toldbeskatning
før i sidste Halvdel af 17. Aarhundrede.
Karakteristisk nok bestemmer en Resolution af 11.
Juni 1675, at Varer indførte fra Sverige kun
maatte fortoldes ved Fredrikshald, (Kongs)
Vinger og Elverum — en Bestemmelse, der
naturligvis blev et dødt Bogstav, hvorfor der da
ogsaa klogelig blev set gennem Fingre med
dens Efterlevelse. Forholdet udviklede sig
derhen, at kun større landværts Varetransporter
blev Genstand for Fortoldning. Søværts fra
Sverige indførte Varer var derimod indtil 1815
sidestillede med alle andre af udenrigsk,
ikke-dansk Oprindelse.
Af indre Toldgrænser var i Norge den mest
betydningsfulde den mellem Finmarken og det
øvrige Rige. Den bestod, indtil Handelen med
denne Landsdel, der siden 1562 uafbrudt havde
været monopoliseret, ved Forordn. 5. Septbr
1787 blev frigiven undtagen for Brændevin;
denne Vare blev nemlig i dette Amt Genstand
for en særlig Indførselsafgift, der tilflyder det
ved Resol. 5. August 1773 oprettede
Velgørenhedsfond »Finmarkens Brændevinsafgiftskasse«.
Bortset fra dette Tilfælde og fra enkelte smaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
