Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tokugava - Tokuno Shima - Tokushima - Tokyo - Tol - Tol, Dominikus van - Tola - Tolain, Henri Louis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dæmmedes op for Samuraiernes ødsle
Livsførelse. Det gamle Japans Videnskab, Litteratur
og Kunst naaede paa denne Tid sit Højdepunkt.
Ved Grundlæggelsen af Universiteter og
Folkeskoler fremmedes ikke blot Overklassens, men
ogsaa Folkets Uddannelse, og at denne allerede
nu stod forholdsvis højt, har sin Betydning,
naar man vil forstaa den følgende Tids store
Omvæltning, da Regeringsmagten atter
overførtes til Mikadoen.
Spirerne til denne Omvæltning gaar langt
tilbage i det 18. Aarh. og maa navnlig søges i de
Shinto-Lærdes Modstand mod den
ortodoks-kinesiske Indflydelse. Disse Lærde studerede
Overleveringerne om Japans ældste Religion og
Historie og opdagede derved, at Kejseren var
den egentlige Hersker, Shogunen kun en
Magtraner. Samtidig hermed fulgte en Opvaagnen
af Forfædredyrkelsen, Shintoismen, og
denne gamle Folkereligion kom atter til Ære og
Værdighed som Modgift mod Buddhismen og
det andet kinesiske Uvæsen. Ifølge Shintoismen
var Japan Gudernes Land, Kejseren Gudernes
Ætling, han burde derfor æres og dyrkes som
Gud og var Dydens, Ærens og Magtens Kilde.
Følgelig var det med Urette, at Shogunen holdt
ham indespærret som Fange i Kioto. De
fromme Shintoister kunde ikke finde sig deri:
Shogunen burde afsættes og Kejseren genvinde sin
gamle Magt. Disse Ideer bredte sig med stor
Styrke i alle aandelig interesserede Kredse, og
da Shogunatet med Politistatens haarde Midler
bekæmpede deres Tilhængere, føltes
efterhaanden dets Regimente som et utaaleligt aandeligt
Tryk. Navnlig T.’s oprindelige Modstandere,
Sydens Daimioer, optog begejstrede en Lære,
der angreb Grundlaget for Shogunens Magt. De
sydlige Klaner havde ikke glemt T.’s Magtran
1600 og ventede kun paa en Lejlighed til Hævn.
Drivkraften i den ny Bevægelse blev dog ikke
Daimioerne, der nu kun var en forfinet Hofadel,
men Samuraierne, den Stand, der besad
Landets Dannelse og Intelligens. Den indre Gæring
og Utilfredshed blev tilsidst saa stor, at der kun
behøvedes en ringe Anledning til at fremkalde
Omvæltningen. Denne Anledning kom udefra
gennem de europæiske Magters Krav om en
Ophævelse af den strenge Afspærring fra
Udlandet, som de første T.-Shoguner havde indført.
Shogunen, af Europæerne sædvanlig kaldet
Taikunen (s. d.), gav efter for Trykket udefra
og sluttede Traktater med Europæerne om
Aabning af visse Havne for udenrigsk Handel. Dette
stærke Brud med Fortiden fremkaldte en
voldsom Ophidselse og Modstand fra
Mikado-Tilhængernes Side. Den 13. Shogun, T. Ijesada
(1853—58) myrdedes, og de fremmedfjendtlige
Daimioer indlod sig i formelig Krig med
Europæerne. Shogunen kunde derved ikke
gennemføre Overholdelsen af Handelstraktaterne, som
Mikadoen tilmed erklærede ugyldige, da de var
indgaaet uden hans Samtykke, og først 1865
opnaaedes Mikadoens Stadfæstelse af Traktaterne.
Under disse forviklede Forhold modnedes,
baade ved Kejserhoffet i Kioto og hos Sydjapans
Lensfyrster, den Tanke, at Mikadoen atter
skulde overtage Ledelsen af Landets Styre, og
Shogunatets Tilhængere indsaa, at det var umuligt
i Længden at modstaa den voksende Stemning
herfor. I Novbr 1867 indlod den 15. Shogun T.
Josjinobu sig paa Forhandlinger om en
Ændring i Statsordningen, og allerede i Januar
1868 kunde Mikadostyret genindføres efter 700
Aars Vanmagt (se Mutsuhito, Mikado
1867—1912). Shogunen og hans Tilhængere
formaaede kun at gøre ringe Modstand, allerede i
April 1868 nedlagde han formelt sin Værdighed
og trak sig tilbage til Klosterlivet. Ingen af
hans Slægt prøvede at rejse T.-Ættens Fane
paany. (Litt.: A. B. Mitford [Lord
Redesdale], Tales of Old J. [Lond. 1871, talrige Udg.];
Lafc. Hearn, Kokoro [1896] og J. an Attempt
at Interpretation [1904]; Inazo Nitobé,
Bushido, the Soul of J. [1899]; Hisho Saito,
»Geschichte J.’s« [1912]; de Fontenay,
»Østasiens Historie efter 1600« [»Folk. Hist.«,
Bd VII, 1912]; de la Mazelière, Le Japon,
Histoire et Civilisation, 7 Bd, 1907—13 [fyldigt
og fortrinligt Værk]).
F. de F.
Tokuno Shima [-’∫i-], se Riukiu Øerne.
Tokushima [-∫i-], den største By paa Øen
Shikoku i Japan. (1920) 68457 Indb., ligger paa
Østkysten ved Mundingen af Joshinogava, var
forhen Sæde for en Daimio.
M. V.
Tokyo, se Tokio.
Tol [tå£] (Told) (Søv.), Jern- ell. Træpinde,
som stikkes i Huller i en Baads Essing (øverste
Kant). Mellem to saadanne T. ligger Aaren,
naar den er i Brug. Rummet mellem to T. er
klædt med Læder- eller Kobberplade og kaldes
en Tollegang.
(C. L. W.). C. B-h.
Tol [tå£], Dominikus van, holl. Maler,
f. mellem 1631 og 1642 i Bodegraven, d. 1676 i
Leyden (i hvis Lukasgilde han indskreves 1664),
var Elev af sin Onkel Gerhard Dou og malede
i dennes Manér Smaaportrætter og
Genrebilleder, men mindre fine i Gennemførelsen og i
Farven tungere og koldere end dennes. Af T.’s
Arbejder nævnes: Mandsportræt m. m.
(Rijksmuseum, Amsterdam), Garnvindersken og
Sildespiser (Dresden), Pigen med den slagtede Høne
(Cassel) samt andre i Leyden, Petrograd og
Sthlm.
(A. R.). A. Hk.
Tola, britisk-ostindisk Vægtenhed = 180
Grains = 11,6638 g, som Vægt for ædle Metaller
stedlig forskelligt; paa Filippinerne for Guld og
Sølv = 270,64 g, for Silke 297,7 g.
(N. J. B.). H. J. N.
Tolain [tå’læ], Henri Louis, fransk
Politiker (1828-97), Ciselør af Fag, var 1862
en af den franske Arbejderstands
Repræsentanter ved Verdensudstillingen i London og
medvirkede 1864 smst. til at grundlægge
»Internationale« samt deltog i dets Kongresser
1866—69 som Udsending fra Paris, idet han
bestemt hævdede Særejets Ret og den personlige
Frihed mod Kollektivisterne. Febr 1871 valgtes
han til Nationalforsamlingen, udtalte sig afgjort
mod Pariser-Kommunens Oprør, men søgte at
tilvejebringe et mindeligt Forlig mellem Paris’
Styrelse og Frankrigs Regering; til Straf herfor
blev han udstødt af »Internationale« som
Forræder. T. hørte ellers til yderste Venstre og
tog jævnlig Ordet som dygtig Talsmand for
Arbejdernes Tarv. 1876 valgtes han til Senator
og genvalgtes stadig; blev 1893 en af Senatets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
