Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tidevand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
offentliggjort af A. Paulsen: Rapport sur les
travaux du service maréographique, 1.
Communications du service maréographique par A.
Paulsen. 2. Flux et reflux des mers qui
environnent le Danemark, L’Archipel de Feröe,
L’Islande et le Groenland par C. Crone. For Norge
er Resultaterne publicerede i »Resultater af
Vandstands-Observationer paa den Norske
Kyst«, Hæfte VI, udgivet af den norske
Gradmaalingskommission, Oslo 1904. De vigtigste
Data er meddelte i flg. Tabel, hvor
Middelvandstand, i Norge i Forhold til et for hver
Station bestemt Fastmærke, i Danmark i
Forhold til et for alle Stationer fælles Fastmærke,
er betegnet med + eller —, efter som denne
er over ell. under Fastmærkets Nulpunkt;
Flodhøjden, Springflod og Nipflod er den
gennemsnitlige. Springflodens Indtræden efter Ny-
og Fuldmaanedagen er betegnet med +, før
med —. I Kattegat og Skagerrak indtræder
Springfloden 1—4 Døgn før Syzygierne (s. d.).
T. i Østersøen og den finske Bugt er studeret
af Rolf Witting (»Tidvattnen i Östersjön och
Finska Viken«, Fennia 29, Helsingfors 1911).
Han har benyttet Mareografoptegnelser fra de
7 Steder: Kronstadt, Helsingfors, Reval, Hangö,
Landsort, Libau og Karlskrona og beregnet de
harmoniske Konstanter for disse Havne.
Resultatet, han er kommet til, er, at T. i Østersøen
er fremtrædende heldaglig, et Udslag af
Østersøens Form (dette er et Slags
Resonansfænomen), medens det i Nordsøen, Kattegat og
Øresund er udpræget halvdaglig. Den halvdaglige
Flod i Østersøen viser 3 Amphidromier, en ved
Bornholm, en i den finske Bugt og den tredie,
som er mindre udpræget, i Østersøens
Centralbækken. Intensiteten af Floden er kun 1,5 til
3 % af, hvad den er i Nordsøen, i Kattegat
gaar den op til 20 %, i Bælterne til 10 %.
Fra Libau til Kronstadt vokser Intensiteten, til
den ved sidstnævnte Sted naar op til 10 %,
omtrent som i Kbhvn. For den sv. Kattegatskyst
har man kun Observationer fra Göteborg; disse
begyndte 1887 med to daglige direkte
Aflæsninger; fra 1904 har en selvregistrerende
Mareograf været i Virksomhed. Disse
T.-Observationer er for Tiden 1887—1911 blevet studeret af
Ernst Wendel (»Om vattenytans variationer i
Göteborgs Hamn« [»Tekniska Samfundets
Handlingar«, 1912]). I Göteborgs Statistik
offentliggøres for hvert Aar Resultaterne af disse
Registreringer, men saa vidt vides er der ikke
beregnet harmoniske Konstanter for Göteborg.
At den flodfrembringende Kraft ogsaa
frembringer T. i Atmosfæren, er fra et teoretisk
Standpunkt bevist. Laplace beregnede, at
halvdaglige Maane- og Solfloder ikke ved
Springflod kan bevirke en Forandring af
Barometerstanden af 0,63 mm Kvægsølv, et Beløb,
som nok kunde paavises, men som vilde blive
i høj Grad cachert af de Dele af Variationen af
Barometerstanden, som er af termisk
Oprindelse. Hidtil er det imidlertid ikke lykkedes
sikkert at paavise T. i Lufthavet.
Tidevandsproblemet er blevet benyttet af Lord Kelvin
til nærmere Undersøgelse af Fastheden af
Jordens Indre. Var nemlig Jorden helt igennem
flydende, vilde man ikke bemærke nogen
Stigen og Synken af Havet, thi Overfladen af
Jorden vilde stige og synke samtidig, men efter
som Fastheden vokser, vil T. blive mere og
mere fremtrædende. Lord Kelvin kommer til
det Resultat, at hvis Jorden havde Fastheden
lig Staal, vilde T. ude paa det aabne Hav blive
reduceret til 2/3, og lig Glas til 2/5 af T. ved en
rigid Jord; han mener, at Jorden har en større
Fasthed end Staal og en mindre end Glas, et
Resultat, som S. S. Hough har fundet
bekræftet i sine nyere Undersøgelser over
Polhøjdeforandringen. Bakhuisen mener i T. ved den
hollandske Kyst, Christie, ved Kysterne af De
forenede Stater, at have paavist et T., som
stod i Forbindelse med Variationen af
Polhøjden, men Przybyllok er kommet til det
Resultat, at der optræder ved de danske og tyske
Østersø- og Nordsøkyster en Flodbølge af c.
1 cm Højde og med en 14 maanedlig Periode,
men nogen Forbindelse med Forandringen af
Polhøjden har han ikke kunnet paavise; den
synes helt igennem at være af meteorologisk
Oprindelse. Nyere Undersøgelser over Jordens
Deformation paa Grund af T. er anstillet bl. a.
af Schweydar (1916), Lallemand, Hecker.
At T.’s daglige Fremadskriden over Jorden
modsat Jordens Rotation vil bidrage til at
forlænge Dagen, har allerede Kant henpeget paa;
hidtil har man ikke kunnet paavise en saadan
Virkning af T., men heraf følger ikke, at den
ved T. fremkaldte Friktion ikke skulde virke i
denne Retning ell. overhovedet ingen Virkning
have; meget mere er Grunden at søge i andre
Aarsager, som virker i modsat Retning, f. Eks.
Udstraaling af Varme fra Jorden til
Verdensrummet og deraf følgende Formindskelse af
Jordens Volumen og Forøgelse af dens
Rotationstid. Om Dagen (s. d.) er længere eller
kortere nu, end den var for 1000 Aar siden,
ved man ikke.
En anden Virkning af T. er, at den forøger
Maanens Hastighed i dens Bane og dermed
dens Afstand fra Jorden. Maanen fjerner sig
fra Jorden, og dens Omløbstid bliver længere.
Denne Virkning af T. paa Jordens og Maanens
Bevægelse har G. H. Darwin benyttet i sin
Teori om tidal evolution. Har en Planets
Drabant engang skilt sig fra Planeten, vil den
paa Grund af T. fjerne sig mere og mere fra
denne. Omløbstiden, der i Begyndelsen var lidt
længere end Planetens Rotationstid, vil stadig
vokse til et Maksimum, hvorpaa den aftager,
samtidig med, at Rotationstiden vokser, og til
Slut vil disse to blive af samme Varighed, men
begge meget lange. Denne tidal evolution er
af See blevet anvendt til at forklare, hvorfor
Dobbeltstjernebanerne gennemgaaende har en
saa stor Ekscentricitet, og den ser ud til at
kunne forklare mere utvungent, hvorledes »ny
Stjerner« opstaar. I det hele peger forsk.
nyere Opdagelser mere hen paa, at Darwin’s
Tidevandsteori naturligere forklarer
Solsystemets Opstaaen. (Litt.: R. A. Harris, Manual
of tides, I—V [Washington 1895—1908]; G. H.
Darwin, The Tides [London 1902]; Scientific
papers I: Oceanic tides and lunar disturbance
of gravity. II: Tidal friction and cosmogony,
IV: The tides [»Bewegung der Hydrosphäre«:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
