Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - testamentum - testamentum holographum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Evne til gyldigt at kunne oprette Testamente
(Habilitet), ikke hans Raadighed (Kompetence).
M. H. t. Testationsrettens Udstrækning
henholdt Loven sig til de sædvanemæssig fastslaaede
Retsregler. Af den arveretlige Særstilling, der i
de XII Tavlers Bestemmelser om
Intestatarvefølgen tillægges sui heredes, fremgaar det, at
Loven endnu forudsatte den Retsregel, der
oprindelig sikkert gjaldt i Rom ligesom i Attika,
at den, der efterlod sig sui heredes, ikke kunde
oprette Testamente. Den, der havde sui, kunde
paa de XII Tavlers Tid ikke indsætte en
extranens til Arving. Men han kunde ikke heller
indsætte en fjernere Slægtning (agnatus, gentilis)
til Arving af Patrimoniet og derved udelukke
sui fra Arv. I de bevarede Bestemmelser om
Intestatsarvefølgen betegnes kun suus som
heres. Om de øvrige arveberettigede hedder det
kun familiam habento. Medens proximus
agnatus og gentiles først skal erhverve Arven,
betragtes suus endnu som heres i primitiv
romersk Forstand. Testationsretten omfatter
dernæst kun pecunia, »den løse Formue«, i
Modsætning til familia, Patrimoniet.
Komitialtestamentet, der i den Form, det fik
ved de XII Tavler, endnu kendtes i den senere
Republik, var imidlertid ikke i Stand til i
Længden at tilfredsstille det praktiske Livs Krav.
Selve Testationsretten var stærkt begrænset.
Testamentet kunde dernæst kun oprettes af
Patriciere. Kun disse havde Adgang til
Kalatkomitierne. Det var offentligt. Men ofte kunde
Testator ønske, at Arvingen ikke blev gjort
bekendt med den skete Indsættelse. Det kunde
vel tilbagekaldes, men kun paa Komitierne.
Endelig sammenkaldtes Kalatkomitierne kun
sjældent, vistnok kun to Gange aarligt og kun i
Rom. Disse Mangler og Ulemper blev nu i
nogen Grad afhjulpne ved det af den begyndende
romerske Jurisprudens udviklede t. per æs et
libram, der hvilede paa en Interpretation i de
XII Tavlers Bestemmelse om mancipium
(mancipatio). Mancipationsformen anvendtes
saaledes, at Testator — i Nærværelse af fem
romerske Borgere — pro forma — solgte nummo
uno (for en Sestertie) sin Formue (familia) til
en Trediemand familiæ emptor
(»Familiegodsets Køber«), der som en Art executor
testamenti havde at fordele Formuen mellem
Arvingerne. Testamentet var nu en Retshandel,
der ikke krævede nogen Art af Folkets
Medvirkning. Det stod dernæst aabent ogsaa for
Plebejerne. Og samtidig hermed var
Testationsretten blevet udvidet til at omfatte den hele
Formue (familia). Men Testamentet var
vedblivende offentligt. Og som oprettet ved et »Salg«
af Formuen var det uigenkaldeligt. Endelig var
Testator ifølge Retshandelens Ari formelt
forpligtet til straks at udlevere sin Formue. Først
henimod Republikkens Slutning skabtes gennem
Praksis ved en Omformning af t. per æs et
libram det af Retslivet krævede skriftlige,
ensidige og frit genkaldelige Privattestamente,
hvis væsentlige Indhold var Indsættelsen af en
Arving. Mancipationen fastholdtes, men kun som
en tom Form. Familiæ emptor erklærede, at
han kun medtog Formuen som Testators
Mandatar (endo mandatela tua custodelaque).
Testator overrakte derpaa familiæ emptor sin —
efter romersk Skik — paa Vokstavler (tabulæ
ceræ) nedskrevne, sidste Villie, idet han ved en
højtidelig Udtalelse (nuncupatio) erklærede: ita
do ita lego ita testo, hvorpaa de fem Vidner
satte deres Segl paa den Snor, der
sammenbandt Tavlerne. — I Republikkens seneste Tid
afsvækkedes yderligere de endnu bestaaende
Rester af den gamle Mancipationsform. Det
prætoriske Edikt paa Cicero’s Tid anerkendte
som tilstrækkelig Form for et gyldigt
Testamente, at det var affattet skriftligt og forsynet
med syv Vidner, og gav Arvingen efter et
saadant Testamente en prætorisk Arveret,
bonorum possessio secundum tabulas, ɔ: i
Overensstemmelse med Testators i tabulæ indeholdte
Viljeserklæring,
De kejserlige Konstitutioner indførte ved
Siden af det prætoriske Privattestamente
offentlige Testamenter (test. publica), der kunde
oprettes enten ved en Erklæring til en offentlig
Protokol (test. apud acta conditum) eller ved
en skriftlig Erklæring, overrakt Kejseren til
Opbevaring (test. principi oblatum). Den senere
romerske Kejsertid beskæftigede sig ofte med
nye Testamentsformer. Foruden det ordentlige,
for syv Vidner oprettede, skriftlige
Privattestamente, det saakaldte test. tripartitum, d. v. s.
det fra tre Kilder (den gamle jus civile, den
prætoriske Ret og de kejserlige Konstitutioner)
stammende Testamente, der foruden med
Testators Underskrift maatte være forsynet med
Vidnernes Attestation og Segl, og de
ovenfor nævnte af de kejserlige Konstitutioner
indførte offentlige Testamenter kendtes bl. a. et
for syv Vidner oprettet mundtligt
Privattestamente, test. nuncupativum. Om test.
holographum se ndf. (Se iøvrigt hereditas). (Litt.:
Schulin, »Das griechische Testament
verglichen mit dem Römischen« [Basel 1882];
Lambert, La tradition romaine sur les
formes du testament devant l’histoire
comparative [Paris 1901]; Appleton, Le testament
romain [Paris 1903]; Erdmann, »Zeitschrift
f. vergleich. Rechtswiss.« XXII 1 ff.; Girard,
Manuel élémentaire du droit romain [5. Udg.
1911] p. 800 ff.; C. W. Westrup,
»Testamente, Legat, Fideikommis« [1917]).
C. W. W.
testamentum holographum (lat.,
»egenthændigt skrevet Testamente«). Den senere
romerske Kejserret kendte foruden det
almindelige, for syv særlig tilkaldte Vidner oprettede
Privattestamente, der enten kunde være
mundtligt (test. nuncupativum) eller skriftligt, et
skriftligt, men uden Vidner oprettet
Privattestamente, det saakaldte t. h. I Følge en
Forordning af Valentinian III var saadanne t. h.
gyldige, saafremt de helt var skrevet med
Testators Haand (manus testamenta condantur).
Rimeligvis indført under Indflydelse af
occidentale Provinssædvaner har det sikkert kun
haft lokal Gyldighed. I den justinianske Lov
er dette t. h. ikke optaget. Derimod findes i
Codex Justin, et med t. h. beslægtet
Privattestamente t. parentum in solos liberos: En
egenhændig, dateret skriftlig Optegnelse, ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
