Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tennyson, Alfred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han at strejfe om i sin Hjemegns Marker og
Skove, eller om Sommeren langs Havet —
Familien tilbragte altid en Del af Sommeren ved den
nære Nordsøkyst — og hans tidlige Digte er
gennemvævede
med Indtryk
fra denne Egns
Natur, medens
de senere mere
har hentet
Skildringerne fra
Isle of Wight
eller Surreys
frodigere
Natur. Allerede
som Dreng
skrev han
Digte og Dramaer,
og 1826 udgav
han sammen
med Broderen
Charles:
Poems by two
Brothers, der
kun er Efterklang af Byron, Scott og Moor.
Samlingen vakte ikke synderlig Opsigt, men
indbragte dens Forfattere 20 Pund. 1828
immatrikuleredes de to Brødre ved Cambridge, hvor
T. trods sin Skyhed og hyppige Anfald af mørk
Sørgmodighed vandt sig adskillige Venner —
en Kreds af unge betydelige Mænd, der af
Kammeraterne fik Navnet »Apostlene«, og som
mødtes til Drøftelse af Tidens Spørgsmaal —
ikke mindst de sociale. I In Memoriam No 87
har T. skildret et saadant Møde med Hyldest
til den af Kredsen, der blev hans intimeste
Ven, Arthur H. Hallam. 1829 vandt T.
Universitetets Guldmedaille for Digtet Timbuctoo,
skrevet i gode Milton’ske blanc-verse. Det vakte
nogen Opsigt. Næste Aar fastslog han yderligere
med Poems chiefly Lyrical sit Navn. I
Sommeren 1830 meldte Hallam og T. sig ved den
spanske Insurgentfører Torrijo’s Hær, men
uden nogen Sinde at se en Fjende; interessante
Fodvandringer i Pyrenæerne var det eneste
Resultat af deres Felttog. 1831 forlod T.
Cambridge, kaldt hjem p. Gr. a. Faderens Sygdom;
Faderen døde allerede Maaneden efter; men
endnu i 6 Aar blev Familien boende i
Præstegaarden. Trods T.’s Depressionsanfald var de
to første Aar her lykkelige; Hallam var blevet
forlovet med T.’s Søster Emily og var en
hyppig Gæst, og meget Friluftsliv udviklede
yderligere T.’s kraftige Konstitution, saa han, med
Fitzgerald’s Udtryk, i sig forenede Apollo og
Herkules. 1832 udkom Poems (dateret 1833), der
med Digte som: The Lotos Eaters, Oenone,
The Lady of Shalott, The Millers Daughter etc.
er et forbavsende Værk af en Mand endnu ikke
fyldt 24. Samlingen blev ret skarpt angrebet
baade i Blackwoods Magazine og i Edinbourgh
Review, og til den Smerte, som Kritikken voldte
ham — og T. var altid yderst følsom over for
Kritik fra andre — kom saa i Septbr 1833
Efterretningen om Hallam’s pludselige Død
i Wien. Det var et næsten dræbende Slag for
T. Hans Stemning i denne Tid fandt Udtryk i
Te two Voices, hvis oprindelige Titel var
Thought of a Suicide, i Break, break og i
O that ’twere possible, der senere blev
Udgangspunktet for Maud. I de følgende 10 Aar
udgav T. intet, men at han ikke havde været
ledig, viste Poems 1842. Denne Samling er i 2
Bind, hvoraf første Bind for største Delen
bestaar af Digte, der allerede havde været
offentliggjorte i Samlingerne 1830 og 1832, medens
andet Bind var nye. Skønt første Bind saaledes
for største Delen var gammelkendt, var det
ingenlunde det mindst interessante ved den
stærke Omarbejdelse, flere af de medtagne
Digte havde undergaaet; medens de fra
1830-Samlingen saa godt som alle er uforandrede, er det
modsatte Tilfældet med dem fra 1832.
Grunden er sikkert den, at medens i 1830-Digtene
Formen er alt. Emnerne mindre, var
1832-Digtene prægede af den high seriousness, der nu
var T.’s digteriske Maal, og her ønskede han
derfor det sandeste og simpleste Udtryk for sin
Tanke eller Stemning, og Omarbejdelserne gaar
da ogsaa i Retning af Udrensning af overflødig
Ornamentering. Samlingen fastslog definitivt T.
som Tidens betydeligste eng. Digter. Hans
økonomiske Forhold, der havde været tarvelige — en
lille Arv var blevet ham franarret af en
Svindler — bedredes ved en Aarpenge paa 200 Pund
Sterling, som Peel skaffede ham 1845. 1847
udkom The Princess a Meoling, der, skønt svag,
indeholder enkelte meget smukke Digte, og 1850
In Memoriam, en Samling paa 130 Digte til
Minde om Vennen Arthur Hallam og skrevet
de fleste i Aarene umiddelbart efter Vennens
Død. For mange i Tiden blev In Memoriam en
Slags poetisk Opbyggelsesbog. Samme Aar blev
T. udnævnt til poet laureate og ægtede Emily
Selwood, med hvem han havde været forlovet
i mere end 10 Aar, men hvem han af
økonomiske Grunde ikke havde kunnet ægte.
Hans første Digt som poet laureate er den
smukke Ode on the Death of Wellington. I 1855
kom Maud, der ved sin meget bitre Satire
og Forherligelsen af Krigens lutrende Magt
vakte en Del Uvilje. Med Poems 1842, In
Memoriam og Maud naaede T. Højdepunktet i
sin Produktion. Meget fulgte efter: Idylls of
the King 1859, der begynder den Række Digte
om Kong Arthur og hans Mænd, der afsluttedes
med en samlet Udgave i 1889; Enoch Arden and
other Poems 1864 (hvori Northern Farmer i
Lincolnshire-Dialekt); Ballads and other Poems
1880 (med Rizpah); Tiresias and other Poems
1885 og Demeter and other Poems 1889; men
trods Skønheder her og der viser de en
umiskendelig Nedgang. Hans Liv i disse Aar var i ydre
Henseende lykkeligt. Han levede, som det passede
ham bedst, tilbagetrukket, afvekslende paa en af
sine to Landejendomme: Tarringford i Isle of
Wright og Altworth i Surrey med sin Familie
og var en Rejse bl. a. i 1883 sammen med
Gladstone til Norge og Danmark, efter hvilken han
blev optaget i Peerstanden. Han var elsket af
sine Landsmænd og æret som Tidens
betydeligste Digter; hans Tanker og Følelser svarede i
højere Grad end nogen af hans samtidiges til
Folkets. I sine senere Aar skrev han en Række
Skuespil, der dog alle, og med Rette, havde en
krank Lykke paa Scenen: Queen Mary 1875,
 |
| A. Tennyson. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
