Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Søterritorium
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(saaledes f. Eks. Bonfils, Oppenheim, Schücking,
Stier-Somlo). I Praksis bliver Resultatet af de
to Udgangspunkter i det væsentlige det samme
paa Grund af de Undtagelser, som gøres fra
begge Synspunkter. Dog stemmer den
sidstnævnte Opfattelse, ifølge hvilken S. er en Del
af Statens Omraade, hvorover den har
Højhedsret, bedst med nyere Traktater (ogsaa
Danmarks), ligesom kun denne Teori kan forklare,
hvorfor Kyststaterne i Mangel af særlige Regler
ensidigt kan udvide deres Rettigheder over S.
I. I ældre Tid gjorde Staterne Fordring paa
Eneraaden over store Dele af det aabne Hav
(se mare liberum), og i Sammenhæng
hermed krævede man endnu i 17. Aarhundrede
mange Steder et S. paa 50, 60 og 100 Sømil,
saaledes at Kyststaten inden for denne Grænse
ansaas for berettiget til f. Eks. at anholde et
fremmed Skib, der ikke havde betalt Afgift
under sit Ophold i Havn. I nordiske Lande har
man tidligere navnlig lagt Synsvidden til Grund.
Den hollandske Retslærde Bynkershoek lagde i
sit Skrift De dominio maris dissertatio (1702)
Vægten paa, hvor stor en Del af Havet der
faktisk kunde beherskes fra Land, og formulerede
Sætningen om, at Landets Herredømme ender,
hvor Vaabnenes Magt holder op (potestatem
terræ finiri ubi finitur armorum vis), hvilket
paa Bynkershoek’s Tid vilde sige omtrent 3
Kvartmil. Fra dette Synspunkt,
Landbatteriernes Rækkevidde, er det naturligt at beregne S.
fra Højvandslinien. Nu, da Kanonskudsvidden
er forladt som Grundlag, regnes S. derimod i
Almindelighed fra Lawandslinien (la baisse de
la basse marée). Skudvidden, der indtil 19.
Aarhundrede gav en snævrere Grænse end
Synsvidden, men nu en langt videre, egner sig
end ikke som Maksimalgrænse længere til at
blive lagt til Grund for Bestemmelsen af S.’s
Bredde. Dets rationelle Udstrækning maa
udfindes ved en Afvejen af Bredstaternes
berettigede Krav og andre Magters modsatte
Interesser i hver enkelt Henseende, hvorom der er
Spørgsmaal. Dette kan føre til forskellige
Grænser for samme Lands Søterritorium, efter som
det drejer sig om Fiskeri, Neutralitetsgrænse,
Toldzone o. s. v. Adskillige Landes Lovgivning
fastsætter da ogsaa flere forskellige
Udstrækninger af Statens S. Den hyppigste Grænse,
baade i Traktater og Lovgivninger, er nu 3
Sømil (Kvartmil, milles marins) à 1/60
Meridiangrad, svarende til en stor Sømil (marine league,
lieue marine) = c. 5,556 km, eller til 3/4
geografisk Mil à 1/15 Ækvatorialgrad = 5,565 km. For
Danmarks og Norges Vedkommende blev S.’s
Udstrækning ved en Række Bestemmelser fra
18. Aarhundrede og ved kgl. Resolution af 22.
Febr 1812 fastsat til en Mil (7,420 km, som oftest
omregnet til 4 Sømil eller 7,408 km), saaledes at
Formodningen er for denne Grænse, hvor ikke
andet er bestemt.
Medens den teoretiske Beregning af et givet
S. ud for en jævn Kystlinie ikke volder
Vanskelighed, er dette i høj Grad Tilfældet, hvor
Kysten danner Indskæringer, Fjorde og Sunde.
Kysternes mangeartede Uregelmæssigheder gør
det vanskeligt at finde almengyldige
Kendemærker for disse udflydende geografiske Begreber.
Hertil kommer Farvandenes forskelligartede
Besejlings-, Dybde- og Strømforhold og de
omgivende Landes ofte modstridende politiske og
økonomiske Interesser.
Bugter og Fjorde, som ved Mundingen
er snævrere end S.’s dobbelte Bredde, er
vedkommende Land i alt Fald berettiget til at anse
for nationalt, indre Farvand og regne S. fra en
lige Linie, trukken tværs over Indløbet. Er
Bugten eller Fjorden bredere, er det tvivlsomt, fra
hvilken Linie S. kan beregnes. I
Nordsøfiskerikonventionen af 6. Maj 1882 og flere andre
Traktater regnes S. fra en Linie, trukken tværs
over Bugten paa det Mundingen nærmeste Sted,
hvor Bredden ikke overstiger 10 Kvartmil.
Denne Timileregel er ogsaa lagt til Grund i
enkelte Landes nyere Lovgivning, saaledes
Danmarks (f. Eks. Lov af 1. April 1925), og ved en
Voldgiftskendelse i Haag 1910 i en
engelsk-amerikansk Tvist anvendt paa kanadiske
Bugter. Storbritannien har i tre Aarhundreder
hævdet den Paastand, at Farvandet mellem
britiske Forbjerge er britisk Omraade uden
Hensyn til Bredden (de saakaldte King’s Chambers),
f. Eks. Bristolbugten. Dette anerkendes dog ikke
af andre Magter og opretholdes ikke nu
længere. Tværtimod lægger engelsk Ret her en
Synsvidde til Grund, som praktisk talt er
ensbetydende med Timilereglen (Hurst). Bortset
herfra hævder imidlertid flere Magter fra
gammel Tid visse Bugter, hvis Indløb er over 10
Kvartmil, som nationalt Farvand. For
Frankrigs Vedkommende gælder dette Cancalebugten,
der er 17 Kvartmil ved Mundingen, i
Nordamerika kan nævnes Delaware- og
Chesapeakebugterne, der er henholdsvis 10 1/2 og 12
Kvartmil, og i det britiske Rige Conception Bay i
New Foundland (20 Kvartmil), Chaleur- og
Miramichi-Bugterne (16 og 14) samt trods de
Forenede Staters Indsigelse Hudsonbugten (50)
i Kanada. Paa lignende Maade forbyder Norge
fremmede Fiskere Adgang til adskillige Fjorde,
der ikke blot er mere end dobbelt saa brede
som S., men ogsaa over 10 Kvartmil, f. Eks.
Vestfjorden, der ved Indløbet er 32. Denne
Beregningsmaade, der for Norges Vedkommende
er anerkendt af Frankrig og Rusland, men ikke
af Storbritannien, maa anses for stemmende
med Folkerettens Regler om »historiske
Bugter«.
I Stræder, der er mindst dobbelt saa
brede som S., finder de almindelige Regler
Anvendelse, hvad enten Kysterne tilhører een eller
flere Stater. Er Strædet snævrere, og tilhører
begge Kyster samme Stat, hører Strædet til
dennes S., hvilket ogsaa maa gælde, selv om
Strædet udvider sig mellem de to Indløb.
Herved maa erindres, at mange Sunde, f. Eks. i
Skærgaarde, ligger inden for S. og derfor er
nationalt Farvand. Hører Kysterne i et Stræde,
der er snævrere end S.’s dobbelte Bredde,
derimod til forskellige Stater, maa det vistnok
antages, at hver Stats S. i Mangel af særlig
Aftale er begrænset ved Midtlinien gennem
Strædet. Ligger der i Strædet en Ø, som
tilhører den ene Bredstat, er det Farvandet
mellem Øen og den anden Bredstat, der deles paa
den nævnte Maade. For Stræder, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
