Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Søer - Søetaten - Søfarendes Øer - Søfart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Armenien. Den vigtigste Bestanddel af S.’s
Saltindhold er Kogsalt, men i fl. S. er Hovedstoffet
et andet Salt, og man faar saaledes
Natronsøer (Wan-Søen i Armenien, de algierske og
tunesiske Schotts), Magnesiasøer
(Elton-Søen i det sydøstlige Rusland, Det døde Hav)
og sjældnere Borakssøer (i Tibet og
Kalifornien).
C. A.
Søetaten, se Søværnet.
Søfarendes Øer, d. s. s. Samoa Øerne.
Søfart er Transportvirksomhed paa Søen
med hvad dermed staar i Forbindelse.
Trangen til at anvende Søen som Transportvej
stammer fra de ældste Tider, da Transport paa
Landjorden var meget besværlig.
Transportmidlerne var i Beg. meget primitive, bestaaende
af udhulede Træstammer ell. Flaader, og
Transporten fandt kun Sted paa Floder ell. langs
Kysterne. Hvornaar Menneskene har begyndt
at bygge Fartøjer, kan ikke paavises, men der
haves Sikkerhed for, at Ægypterne og
Fønikerne havde store velbyggede Skibe forsynede
med Aarer og Sejl c. 1500 Aar f. Kr.
Ægypterne holdt sig til Floderne, medens Fønikerne
gik langs Afrikas Kyster lige til
Gibraltar-Strædet, ja omsejlede c. 600 f. Kr. endog
Afrika. Af disse ældste søfarende Nationer lærte
Grækerne S., og de havde særlig paa Øen
Rhodos Oldtidens mest fuldkomne Havne. Hos
Grækerne dannedes den første Søret, der
senere optoges af Romerne, fra hvem den
spredtes til andre Nationer og anvendtes til de
senere Tider. Alexander d. Store’s Erobring
af Indien gav den gr. S. et mægtigt Fremstød.
Romerne havde, skønt de ikke selv var nogen
større søfarende Nation, en udstrakt S., der
besørgedes af dets Provinser, og der var i
Roms Blomstringstid en Trafik i Middelhavet,
som ikke senere er naaet før ved Dampens
Indførelse, idet Middelhavet efter Roms
Forfald blev gjort usikkert gennem lange Tider af
de afrikanske Sørøverstater. Her i Norden
udvikledes S. først rigtigt i den senere Oldtid og
i Middelalderen. Vore Forfædres Søfart var af
et krigersk Tilsnit, idet de som Regel ranede
fra andre, hvad de havde Brug for. Særlig var
dette Tilfældet med Vikingetogterne, der
udstraktes til Britannien, Frankrig og
Østersølandene og gennem Floderne helt ned til
Middelhavets Kyster. Af fredeligere Natur var S.
paa Island, Grønland og Nordamerika. Om
deres Fartøjers Udseende faar man selv i
Nutiden et godt Begreb gennem Mose- og
Gravfund i Danmark og Norge (se
Osebergfundet). I det 14.—15. Aarhundrede er
Hansestæderne de ledende paa S.’s Omraade
i Norden, og en Søret i Lighed med den ovf.
omtalte udstedtes i Visby. Forbedringer paa
Skibsbygningens Omraade, Kompassets
Anvendelighed i Skibe, Indførelse af Søkort, nautisk
Astronomi m. m. udvidede S. til de store Have og
førte til Opdagelse efter Opdagelse af ny Lande
fra Slutn. af 15. Aarh. De europ. søfarende Lande
dannede Kolonier i de fremmede Verdensdele,
der blev Genstand for vedvarende Besejling til
Udveksling af Varer. Kolonisationen førte til
Kampe om Herredømmet paa Søen, under
hvilke S. led meget, da de krigsførende
Landes S. var Genstand for Fjendens Ødelæggelse,
og de neutrales S. led ogsaa ved store
Indskrænkninger foraarsaget ved de krigsførende
Magters Bestræbelser for at isolere deres
Modstandere. Dette førte da ogsaa til, at
Bestemmelserne om S. under Krig var noget af det
første, der blev reguleret ved mellemfolkelige
Overenskomster, den saakaldte Folkeret. Denne
begyndte at tage fast Form i Beg. af 19. Aarh.
og udvikledes gennem hele dette Aarh. og det
nuv., særlig ved Haagerkonventionerne 1899 og
1907, indtil Verdenskrigen 1914—18, hvor den
skulde staa sin Prøve, men hvor den ganske
glippede paa mange Omraader. Hovedreglen
for S. under Krig var, at privat Ejendom
skulde være lige saa ukrænkelig paa Søen som
paa Landjorden undtagen fjendtlige Skibe og
Krigskontrabande, der betragtedes som
tjenende til direkte Styrkelse af de paagældende
Stridskræfter; hertil kom Reglerne for Blokades
Effektivitet. S. skulde saaledes kunne drives
ret uanfægtet af Krigen, og det har da ogsaa
vist sig, at de neutrale Landes S. har været
overordentlig indbringende under Krige, da
den tillige maatte udføre en Del af de
krigsførendes S. Ved Dampens Indførelse i det 19.
Aarh.’s Beg. fik S. sin næste store Mulighed for
Udvikling. Dampens Anvendelse som Drivkraft
førte til Maskinernes Anvendelse i Industrien,
hvorved Raaprodukterne kunde bearbejdes i
langt større Maalestok end hidtil. Brændsel og
Raaprodukter fandtes dog ikke altid i de
industridrivende Lande, saa Transporten heraf og
af de færdige Maskiner til de ikke
industridrivende Lande, samt Transporten af
Levnedsmidler fra Lande med Overskud heraf til
Lande, der ikke kunde brødføde sig selv,
krævede større og større Transportmidler paa
Søen. Disse Krav kunde opfyldes,
efterhaanden som de stilledes, da
Skibsbygningsindustrien fulgte med i Udviklingen og fremstillede
større og større Skibe af holdbart Materiale og
forsynet med Maskineri til Fremdrivning. De
store Summer, der derved fordredes til at
drive Rederivirksomhed, førte til Dannelsen
af Aktieselskaber med stor Kapital og
Centralisation af Administrationen. De første danske
Selskaber var: »Det forenede Dampskibsselskab«
(1866) og »Thingvalla« (1880), hvilket sidste
besørgede Trafikken paa Nordamerika. Det var
særlig denne Trafik, der var Genstand for den
største Udvikling. Der var en stadig stigende
Strøm af Mennesker og Gods over
Atlanterhavet, og de store europæiske
Dampskibsselskaber kappedes om at befordre denne paa bedste
Maade. Inden Udbrudet af Verdenskrigen
konkurrerede særlig England og Tyskland om
Udførelsen af denne Trafik. Skibene byggedes
større og større, og Passagerskibenes Fart
øgedes stadig, og de indrettedes med alle
tænkelige Bekvemmeligheder. Der findes nu
Passagerskibe i denne Fart paa 40—50000 t, der
krydser Atlanterhavet paa 5—6 Døgn. Samme
Rejse tog 1850 med Damper c. 13 Døgn, og i
Sejlskibenes Glanstid 21 Døgn. Foruden selve
Transportmidlerne har alt andet, der er knyttet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
