Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - syrisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dertil. Fra Rabbûlâ’s Kreds stammede en
romanagtig Legende om »Guds Mand fra Rom«,
der i Bryllupsnatten flygtede fra Rom for at
leve et helligt Eneboerliv ved Edessa; denne
Legende har i forskellige Former ogsaa faaet
Betydning i det middelalderlige Europa. Af
samme Aand som de egentlige Helgenlegender
er de talrige Biografier af kirkelige
Personligheder, som Afrêm, Rabbûlâ, Jaqob
Bûrde’ânâ og mange andre; til disse sluttede sig en
Del Oversættelser, navnlig fra Græsk, af
lignende Værker. En hel Litteraturgren danner
Klosterhistorierne, der meddeler de
enkelte Klostres Krøniker og de til dem
knyttede Mænds Biografier. En mere almindelig
Karakter har Jôchannân af Efesos’
Levnedsskildringer af »salige Østerlændinge« (6.
Aarhundrede), hertil kommer Oversættelser af Skrifter
om ægyptisk og palæstinensisk Munkeliv, der er
samlet i et Værk »Fædrenes Paradis«, som efter
at have foreligget længe paa Syrisk fik sin
endelige Form i 7. Aarh. Blandt de mange
Klosterkrøniker er »Forstandernes Bog«, en
Behandling særlig af Klostret Bêt ’Abhê’s Historie
fra 840 ved Thomas, Biskop af Margâ, udgivet
af Budge (1893, med engelsk Oversættelse). Den
er nestoriansk ligesom den fra 8. Aarhundrede
stammende »Kyskhedens Bog« af Ishôdenach,
Metropolit af Basra. Til den her omtalte
Gruppe af Bøger om hellige Mænd hører
Beretninger om Kristendommens Udbredelse. En af de
interessanteste er Apostlen Addai’s
Lære, der handler om Kristendommens Indførelse
i Edessa. I sin nuværende Form fra c. 400 har
den en legendarisk Karakter, idet Kong Abgar,
som antog Kristendommen, hensættes til Kristi
Tid og korresponderer med ham. I
Apostlenes Lære og Den hellige Mâr’s
Akter (6. Aarhundreder) er Missionen i Persien
legendarisk behandlet. Disse Værker er ikke
væsensforskellige fra Thomasakternes Skildring
af Missionen i Indien. Afholdenhed, især fra
Ægteskab, betegner Overgangen til
Kristendommen, og de missionerende virker ved mere
eller mindre naturstridige Undere. Ogsaa over
det bibelske Stof breder Legenden sig.
Skattehulen fra 6. Aarhundrede handler om en
Hule under Golgata, hvori Adams Ben sammen
med en Skat opbevaredes og vædedes af
Frelserens rensende Blod. I omdannet og udvidet
Skikkelse møder det samme Stof os i 13.
Aarhundrede i Biernes Bog. — Munkeidealet
gav sig ikke blot Udtryk i Legender og
historiske Skildringer. Det fremtræder i Homilier
og Digte, men ogsaa i systematiske
Afhandlinger. Disse kan have en rent moraliserende
Karakter, som Filoxenos’ Værk om »Sædernes
Forbedring«, men undertiden fører de i
Retning af Mystikken, saaledes Skrifter fra 6.
Aarh. af Isaq af Ninive og i »Bogen om Duen«
fra 14. Aarhundrede af Bar Hebræus, der
iøvrigt ogsaa skrev en Etik. De omtalte Værker
vidner om, at der har været en stærk mystisk
Strøm i den syriske Kristendom. Mystikken
viser os, at den førkristelige Hellenismes
Bevægelser fortsættes i den syriske Kirke. Den
mægtigste hellenistiske Aandsretning,
Nyplatonismen, vedblev endog at øve sin direkte
Virkning. En Munk Jôchannân fra Apamea,
rimeligvis fra 5. Aarhundrede, skrev et rent
nyplatonisk Værk i en vis kristelig Form, og en
syrisk Oversættelse af Dele af Plotins Enneader
blev udsendt som »Aristoteles’ Teologi«, der fik
en umaadelig Betydning baade i Østens Kirke,
i Islam og i Europa. En anden Munk,
Stefanos bar Sûdailê fra Edessa, der ligesom
Jôchannân havde studeret i Ægypten, men
opholdt sig i Palæstina, forfattede under
Pseudonymet Hierotheos et Værk om »Gudshusets
skjulte Hemmeligheder«, der udgav sig for at
være Dionysios Areopagitens (Ap. Gern. 17,34)
Lære; i denne Lære var den nyplatoniske
Mystik overført paa Kirken, hvis Institutioner og
Lære indføjedes i et verdensomfattende System.
Det var ikke alene nyplatoniske Ideer og
Værker, man overførte fra Græsk til Syrisk.
Bortset fra de ledende kirkelige Forfattere, der i
stor Udstrækning blev oversat, fremkom der en
rig Oversættelseslitteratur af græsk
Videnskab, først og fremmest Aristoteles.
Oversættere fra 5. og 6. Aarhundrede er Hîbâ,
Kûmî, Prôbâ, Sergios fra Rish’aina og andre,
Man oversatte Dele af Aristoteles’ Organon,
og dertil Porfyrios’ Isagoge; Aristoteles blev
bestandig opfattet i nyplatonisk Fortolkning, og
i denne Form blev han vejledende for hele det
videnskabelige Arbejde. Tillige oversatte man
populærfilosofiske Forfattere som Plutarch,
Lukian, Themistios og andre. I 6. Aarhundrede
oversattes Galenos, og sammen med ham
overførte man nu til Syrisk en stor Litteratur af
Medicin, Matematik og Naturvidenskab; særlig
yndet var Fysiologos med dens
vidunderlige Historier om Dyreverdenen. Selvstændigt
anvendtes dette Stof i Værker af Form som
Hexaëmeron, d. e. Fremstillinger af Skabelsen;
saadanne Værker skyldes bl. a. Jaqob af Edessa
og Môshê bar Kêfâ. Da Islam havde
konsolideret sig, fik syrisk Videnskab en ny Opgave,
nemlig at overføre den tilegnede græske
Videnskab til Arabisk. Dette fandt Sted under
Khalifatets Protektion, især i 9. og 10 Aarhundrede,
samtidig med at Oversættelsen fra Græsk til
Syrisk stadig fortsattes. Da Folket var
væsentlig islamiseret, og muslimiske Lærde begyndte
at udforme det tilegnede i selvstændige Værker,
blev de synske Kristne nu disses Lærlinge, og
i 13. og 14. Aarhundrede fremkom under
Paavirkning af Ibn Sînâ og andre arabiske
Filosoffer omfattende Systemer, saaledes »Skattenes
Bog« og »Dialogernes Bog« af Severus (eller
Jaqob) bar Shakkô (d. 1241) og i flere
Værker af Bar Hebræus (»Visdommens Crême«,
»Visdommenes Visdom«, »Varernes Vare« og
andre). Paa lignende Maade gik det i
Sprogvidenskaben. Det livlige Samkvem med
Folk af andet Tungemaal, især Græsk og
Persisk, maatte føre de Syrisktalende til Arbejde
med deres eget Sprog. Som en af de første
grammatiske Forfattere nævnes
Achûdeemmeh, den ældste monofysitiske Missionær i
Persien (6. Aarhundrede), men den egentlige
Grundlægger af de grammatiske Studier er
Jaqob af Edessa (d. 708). Da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
