Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sydpolsekspeditioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
foregik paa Isen, Ø. f. en høj Bjergrække, der
syntes at være en Fortsættelse af Victoria
Lands Østkyst. Der blev fra Vinterkvarteret
i alt foretaget 17 Slæderejser med en
gennemsnitlig Varighed af 25 Dage, deraf 5 længere
paa 52 til 94 Dage. Disse Rejser spændte over
c. 50 Længdegrader paa det antarktiske
Fastland, nemlig fra 146° 35′ ø. L. til 164° 20′ v.
L. Det var en Præstation, som overgik alt,
hvad der hidtil var ydet, og det var saa meget
mere beundringsværdigt, som alle
Slæderejserne under den anden Overvintring maatte
foretages uden Hunde. Et ukendt Landomraade
kortlagdes, og der gjordes værdifulde
videnskabelige Iagttagelser. Der iagttoges en Kulde
af ÷ 51° C. Paa en Slæderejse V. efter paa
den Victoria Land dækkende, vældige Ismasse
naaede man 490 km fra Skibet. I en
Gletscherkløft paa Østkysten af Victoria Land fandtes
fossile Planterester. Den berømte
Ross-Barriere var hidtil bleven opfattet som den stejle
Styrtning af selve Indlandsisen; men nu
lykkedes det den eng. Ekspedition at paavise, at den
sandsynligvis et Par Hundrede Kilometer
indover flyder paa Havet. Dette fremgik dels af
Dybdemaalinger, som ved Barrièrens Yderkant
viste en Havdybde af 500 à 600 m, dels af den
Omstændighed, at den hævede og sænkede sig
med Tidevandet.
Den 5. Jan. 1904 kom »Morning« igen, efter
at have overvintret paa Ny-Zeeland, og
samtidig et andet Hjælpeskib, »Terra Nova«. De
lagde til ved Iskanten bl. a. med Kul til
»Discovery«; i øvrigt bragtes der Scott Ordre til,
om nødvendigt, at lade »Discovery« i Stikken
og indskibe sig paa Hjælpeskibene; der
gjordes dog nu kraftige Anstrengelser for at faa
Skibet løs, og ved Dynamitsprængning af Isen
slap »Discovery« løs, den 16. Febr, efter at
have været indefrosset i to Aar. To Dage efter
kunde alle tre Skibe sætte Kursen nordover.
Efter adskillig farefuld Kamp med Isen ankom
hele Ekspeditionen velbeholden til Auckland
den 15. Marts. Efter et Ophold paa
Ny-Zeeland vendte Ekspeditionen hjem via Kap Horn
og ankom til Portsmouth den 10. Septbr efter
tre Aars Fraværelse.
Den tyske Ekspedition fik til Leder
Erich v. Drygalski (s. d.). Ekspeditionen
var fortrinlig forberedt. Rigsdagen havde bevilget
1200000 Mark, og Private havde bidraget en
mindre Sum. Til Ekspeditionen var der i Kiel
blev bygget et Skib med megen Hensyntagen
til, hvad »Fram« havde præsteret; det fik
Navnet »Gauss« efter den Videnskabsmand, som
for 65 Aar siden havde givet den antarktiske
Forskning et Stød fremad. Det førtes af
Kaptajn Hans Ruser af
Hamburg-Amerika-Linien. Ekspeditionen talte 30 Medlemmer,
hvoriblandt flere Videnskabsmænd. Dens Maal var
det ukendte Strøg af Øst Antarktis, S. f.
Kerguelen Land, mellem Enderby og Kemp Land i
V. og Wilkes’ vestligste Punkt i Ø., der hvor
denne amer. Opdager mente at have set, hvad
han kaldte Termination-Land. Strenge
Instrukser bandt i øvrigt Lederne, og
Ekspeditionens Forskningsfelt var for saa vidt uheldigt,
som en Fremtrængen med Skib her maatte
standse allerede ved Polarkredsen. I
Forbindelse med Ekspeditionen oprettedes paa
Kerguelen Land en Station med to
Videnskabsmænd, hvoraf Lederen, Dr. Enzberger,
døde af Beri-beri. Denne Stations Medlemmer
afsendtes fra Australien tillige med sibiriske
Slædehunde, som blev tagne om Bord i
»Gauss«. Dette Skib havde den 11. Aug. 1901
forladt Kiel, derefter foretoges en Række
Undersøgelser i Atlanterhavet, hvorpaa Skibet anløb
Kapstaden for den 31. Decbr at ankomme til
Kerguelen Land. Afrejsen herfra blev
forsinket til 31. Jan. 1902, og man mødte ugunstige
Vejr- og Isforhold, som vanskeliggjorde
Ekspeditionens Fremstød mod S. Efter en kort
Landing paa Heard-Øen mødtes de første
Isbjerge, og Kampen med Pakisen begyndte, saa
at videre Fremtrængen standsede paa 63° 52′
Br. og 95 1/2° ø. L. Af Wilkes’ Termination
Land saas intet Spor, og man arbejdede sig V.
paa langs Iskanten. Den 21. Febr fik man —
ved Vestenden af Wilkes’ Land — et ukendt
Land i Sigte. Det kaldtes Wilhelm II’s Land.
Isforholdene forværredes, og den flg. Dag, paa
omtr. 66° Br. og 90° ø. L., frøs »Gauss« inde i
Pakisen for først at komme løs efter et Aars
Forløb (8. Febr 1903). Skibet var kommet til
at ligge omtr. 90 km fra nærmeste Land i en
aldeles aaben Bugt, Posadowsky Bugten, hvor
Dybde- og Isforholdene dog var af den Natur,
at Skibet laa fast, saa at det videnskabelige
Arbejde —. inkl. de magnetiske Observationer —
fuldt kunde udiøres programmæssigt.
Overvintringsstedet laa dog uden for det egl. arktiske
Omraade. Der foretoges, trods Skibets farlige
Beliggenhed og yderst voldsomme Snestorme,
jævnligt Slæderejser af indtil fire Ugers
Varighed, i alt 7 saadanne til det nyopdagede Land,
som omkransedes af en 30—40 m høj Ismur, et
Sidestykke til Ross-Barrieren. Op af Ismassen
hævede sig til en Højde af 366 m en isfri, nu
udslukt Vulkan af sortbrun Basalt-Lava,
»Gauss-Fjeldet« (67° s. Br.). Fra Fjeldets Top og fra
en Ballon-captif i 500 m’s Højde var ikke
andet at se end ét eneste uendeligt Hav af
Indlandsis, jævnt stigende. Gauss-Bjergets Top
var det eneste isfrie Punkt, man øjnede. I
NV. saas et højt, maaske delvis isfrit
Fjeldlandskab, muligen identisk med Wilkes’
Termination Land. Der blev kun gjort Landgang
dette ene Sted paa Kysten, og Slæderejser paa
Isen blev ikke foretagne. Den tyske
Ekspeditions største Bet. kom ikke til at ligge paa det
geogr. Omraade, men beroede paa de nøjagtige
videnskabelige Undersøgelser paa Geofysikens
og den fys. Geografis Omraade.
»Valdivia«-Ekspeditionen havde loddet meget store Dybder
(4634 m, 4647 m) nær ved Enderby og Kemp
Land, hvilket havde bragt Tvivl om disse
Kystliniers kontinentale Karakter. Nu fandt
»Gauss«-Ekspeditionen lgn. store Dybder (2890 m, 3292
m) ud for Kejser Wilhelm II’s Land, hvis
Kontinentalitet af andre Grunde var sikker nok.
Det gjordes derved sandsynligt, at det
antarktiske Fastland paa en Strækning af 50
Længdegrader (fra c. 50° til c. 100° ø. L.) ender med
en Brudrand. som falder stejlt af til store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
