Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sydpolsekspeditioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rusland i Aaret 1819 udsendt to
Polarekspeditioner med videnskabelige Formaal, en mod N.
og en mod S. Sydpolfærden foretoges med
Skibene »Vostok« og »Mirni« under Kommando af
Admiral v. Bellingshausen. Han og
Lazreff foretog (1819—21) den anden
Cirkumpolarfærd, paa hvilken de 6 Gange
krydsede Polarcirklen uden dog at overskride den
70. Breddegrad. De opdagede i Jan. 1821 under
67° 30′ s. L. Kejser Paul den Første’s og Kejser
Alexander’s Land i Vest Antarktis, det
sydligste Land, som indtil da var kendt.
Bellingshausen beskrev Sælfangsten omkr.
Shetland-Øerne, som da stod i Flor. S. f. Amerika
færdedes nu flere og flere amer. og eng.
Sælfangere i de antarktiske Egne; i 1821 var der
saaledes 30 Sælfangstskibe i disse Farvande. Eng.
Skibsførere som Weddell, Walker og
Powell og Amerikanere som Palmer,
Pendleton o. fl. gjorde i disse Aaringer Opdagelser
i Egnene S. f. Syd-Shetland-Øerne, ligesom de
noget østligere liggende Syd-Orkney-Øer.
Sydsommeren 1822—23 var enestaaende mild,
og Isforholdene i Sydpolarhavet var saa
gunstige for Sejlads som vistnok ingen Sinde
siden. Til alt Held befandt den eng.
Fangstskipper Weddell sig i Vest Antarktis paa
en Rejse for at finde nye Fangstomraader i
den Del af det sydlige Ishav, som efter ham
blev kaldt Weddell-Havet. I Febr 1823 traf han
her, efter at være kommen gennem
Pakisbæltet, næsten isfrit Farvand, og Havet var
bogstavelig talt bedækket med Fugle, især
Stormsvaler. Han sejlede fremad i prægtigt Vejr.
Den 20. Febr naaede han 74° 15′ s. Br. og
34 1/4° v. L., hvorved han med Glans havde
slaaet — med 3 Grader — den Rekord paa 71°
10′ s. Br., som Cook havde sat 49 Aar tidligere.
Han saa kun ganske enkelte Isbjerge, og i det
hele taget viste Forholdene sig helt anderledes
gunstige end for Cook. Weddell kunde være
sejlet langt videre frem; men hans tvende
Smaaskibes Tilstand og Mandskabets Sygdom
nødsagede ham til at vende om.
Bl. de Rederier, som i denne Periode
udsendte Fangstskibe til Sydpolarlandene, var
London-Rederiet Brødrene Enderby, der
lige siden 1785 havde sendt sine Fangstskibe Syd
over. Ordrerne lød paa, at man lejlighedsvis
skulde søge at gøre geogr. Opdagelser. En af
Rederiets Kaptajner var Biscoe. Tre Gange
(1830—32) sejlede han Sydpolen rundt, og
tilmed et længere Stykke inden for
Polarkredsen end nogen før ham. Han opdagede mere
antarktisk Land end nogen før ham, saaledes
Graham Land, og Biscoe-Øerne i Vest
Antarktis og Syd for det ind. Hav Enderby Land,
den første antarktiske Kystrand, som blev set
uden for Vest Antarktis. I Sydsommeren 1832
opdagede Kaptajn Kemp, en engelsk
Fangstskibsfører, Land Ø. f. Enderby Land, hvilket
opkaldtes efter ham, og i 1839 opdagede
Kaptajn Balleny, ogsaa udsendt af Rederiet
Enderby, S. f. Ny-Zeeland, under Polarcirklen,
nogle Øer, der blev opkaldte efter Opdageren.
Paa dem fandtes virksomme, indtil 3000 m høje
Vulkaner. Han saa Land et Par Steder
under Polarcirklen paa 137 1/2° og 118 1/2° ø. L.
— Disse mere tilfældige Opdagelser dannede
Indledningen til Sydpolarforskningens
anden Periode, da Ekspeditioner med
videnskabelige Maal blev udsendt i ikke ringe
Omfang. Det var til at begynde med egl. ikke
geogr. Opdagelser, man tilsigtede; men
Hovedformaalet var jordmagnetisk Forskning, hvortil
ganske naturligt knyttedes andre
videnskabelige Undersøgelser. Alexander
Humboldt havde formaaet den russ. Regering til
at oprette en Række Observationsstationer fra
Petrograd gennem Sibirien til Peking, ligesom
han rettede en Henvendelse til Royal Society i
London med Opfordring til, at man fra eng.
Side skulde oprette lgn. Stationer i Kolonierne.
Den eng. Regering gik beredvilligt ind paa
Tanken og besluttede at afsende en
videnskabelig Ekspedition til de antarktiske Farvande
for at finde den magnetiske Sydpol, hvis
omtrentlige Beliggenhed var bleven beregnet af
Gauss (s. d.) til at ligge paa 66° s. Br. og
146° ø. L. Til Chef for Ekspeditionen valgtes
Marinekaptajn James Clark Ross (s. d.),
en Mand som allerede havde vist sig fortrinlig
egnet til Forskningsrejser i Polarlandene. Han
havde været under Parry paa 3 Nordpolsrejser
og havde tilbragt 4 Vintre i Arktis med John
Ross. Han var dertil en fremragende
Hydrograf, Magnetiker og Meteorolog, som havde
bestemt den magnetiske Nordpols Beliggenhed i
1831. Der udrustedes under ham to Skibe
»Erebus« og »Terror«. James Ross’ Ekspedition
var ikke ene om at bryde nye Baner i
Sydpolarlandene. I Aarene 1838—43 var der
nemlig ikke færre end 9 Skibe som Deltagere i en,
kan man sige, international Væddekamp.
Baade fra Frankrig og de Forenede Stater
var der nemlig allerede, forinden Ross lagde
ud, bleven udsendt videnskabelige
Ekspeditioner, som, skønt de ikke var udrustede for Fart
i Isregionen, dog bragte som geogr. Udbytte
Opdagelsen af nyt Land baade i Vest og Øst
Antarktis. I 1837 var Korvetterne »L’Astrolabe«
og »La Zélée« under Kaptajn Dumont
d’Urville (s. d.) udgaaet fra Frankrig, og det flg.
Aar afsejlede en amer. Eskadre paa fem Skibe
under Kommando af Løjtnant Wilkes.
Begge disse Ekspeditioner skulde anstille
videnskabelige, bl. a. magnetiske Undersøgelser, og
de havde den Opgave at udstrække deres
Forskninger til de antarktiske Egne.
D’Urville foretog nu paa et første Togt
(1837—38) Undersøgelser ved Øgrupperne S. f. Kap
Horn, og i Farvandet S. f. Syd-Shetland-Øerne,
ved Nordenden af Graham Land, opdagede han
nogle Øer, en større, der fik Navnet
Louis-Philippe Land, og en mindre, Joinville Øen, I
1840 gik Ekspeditionen ud fra Tasmanien, og
efter at have forceret Isen, opdagede man under
Polarkredsen og paa 140° Ø. L. et højt,
snedækt Land, der kaldtes Adélie Land, og det
lykkedes at lande paa en af Smaaøerne under
Kysten. Man sejlede nu V. paa langs en
30—45 m høj Ismur, og paa 130 Ø. L. opdagedes
Clarie Land, hvorefter man p. Gr. a.
Ishindringer igen sejlede N. paa. Allerede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
