Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udnyttedes, uden at den lappiske
Nomadebefolkning blev helt fortrængt af Nybyggerne i det
mellemste Norrland, medens de Indfødte
længere mod N. vel betalte Skat til den sv. Krone,
men ellers endnu i lange Tider fik Lov at leve
deres eget Liv, uforstyrrede af fremmed
Indvandring. I det hele taget kan der paa denne
Tid spores en Opgang i S.’s materielle Kultur,
men ikke desto mindre var Statens Finanser
under Formynderregeringen komne i en saa
mislig Tilstand, at Magnus, efter at være blevet
myndig 1332, maatte begynde med næsten
tomme Hænder. Og netop s. A. skulde der skaffes
store Summer til Veje, idet Befolkningen i de
danske Provinser Skåne og Blekinge, der var
pantsatte til den holstenske Greve Johan,
oprørt over Tyskernes Udsugelser tilbød at ville
give sig ind under den sv. Krone, hvis denne
vilde indløse Pantet, hvad Magnus straks gik
ind paa, da Danmark dengang syntes at gaa
sin Opløsning i Møde. Grev Johan var villig til
at affinde sig med S., men Omkostningerne herved
(34000 Mark Sølv, hvortil senere kom 8000
Mark for Sønderhalland) maatte dækkes ved
Laan, hvad atter nødvendiggjorde trykkende
Skattepaalæg, der vakte stor Misfornøjelse
baade hos Ufrelse og Frelse, hvis Privilegier
der ikke blev taget Hensyn til. Magnus’
Stilling var derfor, skønt den i det Ydre var
glimrende nok, idet han var Herre over hele den
skandinaviske Halvø, langtfra saa stærk, som
den saa ud til, og da den godmodige og
velvillige, men alt andet end villiestærke Mand
aldrig blev i Stand til at gøre sin Myndighed
gældende, varede det ikke længe, inden
Stormændene benyttede Lejligheden til paa
Kongemagtens Bekostning at tiltvinge sig en
afgørende Indflydelse paa Statens Styrelse. Dette
Stormandsvælde bliver i de flg. Aarh. en
Hovedfaktor i S.’s Historie, idet dog de lavere
Stænder, i Modsætning til, hvad der var
Tilfældet i Danmark, beholder saa megen
Selvstændighed, at deres Stemme altid havde
politisk Bet. Den vigtigste Begivenhed i Magnus’
Regeringstid er den sv. Landslovs Fuldendelse.
Lige siden Beg. af Aarh. var Udviklingen gaaet
i Retning mod Udjævning af de gamle
Retsforskelligheder mellem de sv. Provinser, en
Udvikling, som den øgede Samfærdsel mellem
Landets forsk. Dele saavel som de to ledende
Rigsstænders, den gejstlige og den verdslige
Adels, og Kongemagtens Trang til Enhed i
Retsreglerne havde fremmet. Kong Magnus nedsatte
en Kommission for Samarbejdet, og 1347—52
forelaa dens Forslag. Meningen har sikkert
været, at denne Landslov skulde godkendes
af Landstingene og stadfæstes af Kongen. Nogen
kgl. Stadfæstelse er imidlertid ikke bevaret, og
først efter flere Aartier er Loven blevet godkendt
af alle Landstingene; der har saaledes været
en lang Overgangstid, og endnu ind i 15. Aarh.
spores der ved Landslovens Side stærk
Indflydelse fra Provinsmyndigheder til Fordel for
provinsielle Interesser. Almuens Misfornøjelse
med de tunge Skatter paa Magnus’ Tid øgedes
yderligere ved hans uheldige Tog mod
Russerne, og til sidst blev Misfornøjelsen med hans
Regering saa stor, at han blev tvunget til at
afgive et Løfte om at ville tage sin ældste Søn
Erik til Medregent i S.; noget lgn. var allerede
sket i Norge, hvor man følte sig tilsidesat ved,
at Magnus næsten altid opholdt sig i S., og
derfor nødte ham til at give sin yngre Søn
Haakon Del i Styrelsen. Misstemningen mod
Magnus, først og fremmest bl. Adelen, lagde
sig imidlertid ikke; der udbredtes Rygter om
hans lastefulde Levned, m. H. t. hvilke det
dog bør erindres, at de er udgaaede fra de
fronderende Adelskredse; særlig bør det mindes, at
den hellige Birgitta, der overøste Kongen med
Ærekrænkelser, ogsaa var en adelsstolt Dame,
tilhørende og indgiftet i S.’s fornemste Slægter.
Tilsidst fremkaldte Magnus’ svage Holdning
over for Valdemar Atterdag’s snu Politik, der
systematisk sigtede imod at genvinde de tabte
danske Provinser Ø. f. Sundet, samt Hadet til
hans mægtige Yndling Bengt Algotsson, et
formeligt Oprør. Bengt blev styrtet, og Magnus
blev tvunget til at give sin Søn Erik Del i den
sv. Regeringsmagt. 2 Aar derefter døde
imidlertid Erik, og herved vanskeliggjordes
Magnus’ Stilling i den Grad, at han i sin Nød lod
sig lokke til Underhandlinger med Valdemar
Atterdag, der var ham langt overlegen baade
i Snuhed og Kraft. Denne benyttede den
gunstige Lejlighed til at sætte sig i Besiddelse af
Skåne, hvorved han ogsaa blev Herre over et
af Tidens største økonomiske Foretagender,
Sildefiskeriet i Øresund, med det
betydningsfulde Marked ved Skanör og Falsterbo,
Samlingsstederne for hele Nordeuropas
Købmandsverden, fra hvilken Hansaens Magt nu
begyndte at rejse sig. Forbitrelsen over Tabet af
Skåne, der yderligere forøgedes ved
Valdemar’s Aaret efter (1361) følgende Erobring af
Gotland, var alm. i hele S. og vendte sig mod
Magnus, der maatte finde sig i, at Haakon
indkaldtes fra Norge og valgtes til Konge ogsaa i
S. (1362).
Men heller ikke Haakon øjnede nogen
anden Mulighed for at kunne holde de
overmodige Stormænd i Tømme end Hjælp fra
Danmark og drog derfor efter Valdemar Atterdag’s.
Indbydelse sammen med sin Fader til Kbhvn,
hvor han ægtede Valdemar’s Datter Margrete
(Apr. 1363), medens den holstenske Prinsesse
Elisabeth, der efter det sv. Rigsraads
Bestemmelse skulde have været Haakon’s Brud,
holdtes tilbage af Valdemar. Efterretningen om,
hvad der var sket i Kbhvn, fremkaldte en
voldsom Ophidselse i S., hvor Stormændene nu
ansaa sig berettigede til at afsætte de forhadte
Folkunger; et mægtigt Parti bl. Stormændene
med Raadet i Spidsen tilbød Albrecht af
Mecklenburg, en Søn af Magnus’ Svoger,
Hertug Albrecht den Ældre af Mecklenburg,
den sv. Krone, hvad Fader og Søn straks gik
ind paa, og efter at være landet med en tysk
Hær i S., hvor Sthlm straks aabnede sine Porte
for ham, blev Albrecht endnu s. A. hyldet som
Konge. Magnus og Haakon trak sig tilbage til
Norge, hvor de samlede en Hær, med hvilken
de, medens Albrecht var i Finland, gjorde
Indfald i S.; men i Nærheden af Enköping blev
de slagne af Tyskerne (3. Marts 1365), som
tog Magnus til Fange og førte ham til Sthlm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
