Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i væsentlige Træk stemt overens med de
samtidigt i de danske Lande herskende.
Efter Emund, med Tilnavnet den Gamle, blev
hans i Västergötland fødte Svigersøn
Stenkil Konge. Hverken fra hans ell. hans
nærmeste Ætlingers Regeringstid kender vi
Enkeltheder. Heftige Kampe om Kronen har
der hersket, ogsaa Kristendommens langsomt
fremadskridende Udvikling er sket under
Kampe, i hvilke religiøse og politiske Modsætninger
sammenvævedes. P. Gr. a. Kildematerialets
Beskaffenhed og den Forbindelse, hvori S.
begynder at træde til Pavestolen, er vi bedst
underrettede om de Forhold, der staar i
Forbindelse med de kirkelige. Under Kampene efter
Stenkil’s Død har den hedenske Reaktion
domineret, men mod Slutn. af 11. Aarh., først og
fremmest under Inge den Ældre, kan en
betydende kirkeorganisatorisk Virksomhed
konstateres og Landet i Hovedsagen anses kristnet,
selv om selvfølgelig Hedenskabet i mange
Former vedbliver at leve gennem Aarh. Det er
sandsynligvis til Inge den Ældre’s Tid, at vi
maa henføre Oprettelsen af de 1120 omtalte 6
sv. Bispesæder i Mälarprovinserne, Skara og
Linköping, ligesom ogsaa Tiendens Indførelse
turde tilhøre denne Tid.
I 1120’erne uddøde den Stenkil’ske Æt;
derefter indtraadte paa ny urolige og oprørte
Tilstande, hvis nærmere Forløb det er umuligt
at udrede. Forskellige Prætendenter med deres
Flokke har rivaliseret; Magnus Nilsson,
Inge den Ældre’s Dattersøn, indtog
Västergötland, men hans Kongedømme fik definitivt Ende
i Beg. af 1130’erne. Sverker, en
Östgötastormand, gift med Inge den Yngre’s Enke,
blev Konge engang i 1130’erne. I det flg. Aarti
stod Sverker’s Herredømme paa sit
Højdepunkt; russ. Kilder beretter, at den sv. Fyrste
med sin Biskop og 60 Snekker gjorde en
Hærfærd østpaa (1142). Han anerkendte Lunds
Metropolitstilling og søgte Kontakt med Eskil og
Maalsmændene for de gregorianske
Reformtanker, indkaldte Cistercienserne direkte fra
Clairvaux; Alvastra cg Nydala Klostre grundlægges,
og omkr. 1150 det berømteste af de sv.
Bernhardinerklostre, Varnhem. Muligt er det paa
Sverker’s Tid, at Upplands Bispesæde flyttes
fra Sigtuna til Uppsala, det gamle religiøse
Centrum. Efter Besøg af en pavelig Legat
Nicolaus ordnedes Forholdet til Pavestolen.
Sverker’s sidste Aar karakteriseres af indre
Stridigheder og Krig med Danmark. Svend Grathe’s
store Felttog mislykkedes imidlertid i de
smaalandske Skove 1153—54, og Sverker’s Ven Knud
Magnussøn kom til Magten i Danmark. Sverker
myrdedes 1156, om af Magnus Henriksøn ell.
fra Erik den Hellige’s Kreds, er ikke
oplyst. Erik, om hvis Fødsel man intet ved, drog
imidlertid Nytten af Mordet. Han var vistnok
af konservativ-nationalkirkelig Type og har
staaet i Modsætning til den Anskuelse, Sverker
repræsenterede, men Cistercienserne var ham
for stærke, og han udsonede sig med Varnhem,
som han til en Beg. havde trakasseret; det
vil i Virkeligheden sige, at han maatte give
efter for den stigende kirkelige Magt. Omkr.
1155 var Erik kommen i Besiddelse af
Västergötland, og i sine sidste Aar regerede han over
hele Sverige. Den Legende om Erik den
Hellige, som iflg. Tidens Skik i stereotype
Vendinger forherliger Kongens Bedrifter, har m.
H. til sin hist. Troværdighed været meget
omstridt. K. B. Westman, hvis grundlæggende
Undersøgelser om den ældre Middelalders
kirkelige Forhold her er fulgt, mener, at den øser
af Traditioner hos det Erik’ske Partis ledende
Kredse og bør benyttes med Forsigtighed, men
dog turde indeholde en Kerne af Fakta, f. Eks.
om Færdigbyggelsen af Domkirken i Gamle
Uppsala, om Erik’s Indgriben i Lovgivningen,
sikkert ogsaa om Korstoget til Finland. Erik
var en betydende Skikkelse; hans Modstand
mod den gregorianske Kirkepolitik blev hans
Æts traditionelle Politik, dog mildnedes
Spændingen mod de pavelige Krav lidt efter lidt,
men S. blev det i Middelalderen mindst
romaniserede af de nordiske Lande. Kirken vægrede
sig ogsaa længe ved at godkende ham som
Nationalhelgen. Iflg. Legenden myrdedes han
1160 af Henrik Skadelaar’s Søn Magnus, Sven
Estridssøn’s Sønnesøns Søn, muligvis
understøttet af Karl Sverkerssøn; Angivelsen af, at han
skal være bleven halshugget, bekræftes ved, at
Halshvirvlen i St. Erik’s Kirke i Upsala bærer
Spor af at være blevet gennemhugget. Erik’s
Søn Knud fortsatte Kampen mod Usurpatoren,
men blev slaaet og maatte gaa i
Landflygtighed. Om Magnus’ Regering ved man iøvrigt
saa godt som intet. Han blev dræbt 1181, og
Arvingen til den Sverker’ske Æts Tronkrav,
Karl Sverkerssøn, besteg Tronen,
genoptagende sin Faders Politik, Venskab med
Valdemar, Sejrherren i den danske Tronkamp,
og Begunstigelse af Cistercienserne; af nye
Klostre mærkes Vreta i Östergötland. I den store
kirkepolitiske Kamp mellem Frederik
Barbarossa og Pave Alexander III sluttede S. sig til
Paven, og som et for alle synligt Udtryk
herfor oprettedes et sv. Ærkebispesæde i Upsala
med Alvastramunken Stefan som første
Ærkebiskop, i Sens SØ. f. Paris 1164 indviet af Eskil,
som fra Lund vedblivende skulde beholde
Primatet over den sv. Kirke. Ærkebispesædets
Oprettelse var af stor Bet. for den nationale
Udvikling som stærkt befordrende
Sammensmeltningen mellem de forsk. Provinser. At Karl’s
Magt ikke har været ringe, fremgaar af, at han
1164 kunde foretage et Krigstogt til Egnen om
Ladogasøen; tre Aar senere faldt han
imidlertid paa Visingsö for Knud Erikssøn,
hvorefter der atter begyndte en Periode af heftige
Tronstridigheder. Hos Slægtens gamle
Forbundsfæller i Danmark søgte den Sverker’ske
Æt sin Støtte. Valdemar havde imidlertid nu
andet at tænke paa; det var Vendertogenes
Tid, og i 1170’erne kan det Erik’ske Parti ses
at have været i stærk Fremmarch med sine
Støttepunkter først og fremmest i Östergötland.
Knud Erikssøn »vandt Sverige med Sværd
omkr. 1173«, siger Vestgötalovens Kongerække,
og i 23 Aar sad han som Konge. Det Erik’ske
Partis Sejr betød, at Gregorianernes
Fremrykning i Sverige standsedes, og Ærkebispens
Stilling blev mere tilbagetrukket. At Knud’s
Regering har været politisk stærk, er aabenbart; sv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
