Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Musik) - Sverige (Teater)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den mest yndede Sanger var Karl
Sternborg (1752—1813), der tillige var
Sangspilkomponist og Teaterleder.
En udpræget national Retning i sv. Musik
opstod egl. først med 19. Aarh., ligesom i
Danmark i Forbindelse med den vaagnende
Interesse for Fædrelandets Oldtids- og
Middelalderminder og med en national-romantisk Retning
i Litteraturen. »I Folkemelodierne ser man
Idealet for al Musik og i Visen den eneste
eksistensberettigede Kompositionsform«. Den
ældste Folkevisesamling udgav Afzelius og
E. G. Geijer (1814—16), senere Samlinger
skyldes bl. a. Dybeck. I national Visetone
skrev nu den nysnævnte Hæffner, den
finskfødte Crusell (1775—1838), »Fritjofsangene«’s
Komponist, Erik Gustav Geijer
(1783—1847) og Adolf Fr. Lindblad (1801-79),
hvis Sange, der mest behandler Erotik og
Folkelivs- og Naturbilleder, endnu lever i sv.
Musikliv, samt først og fremmest Johan Aug.
Söderman (1832—76), vistnok S.’s rigeste
og mest typiske Komponistbegavelse. Næst disse
kan nævnes Jacob Axel Josephson
(1818—80), Gunnar Wennerberg (1817—1901),
»Gluntarne«’s Komponist, og — i en noget
lettere Genre — Johan I. Dannstrøm
(1812—97). Paa den særlig nationale Kvartetsangs
Omraade var von Kapfelmann
(1790—1851), Gunnar Wennerberg, Prins
Gustaf (1827—52) og navnlig Otto
Lindblad (1809—64) virksomme; den sidste
skyldes vidtkendte Melodier som: »Ur svenska
hjärtans djup«, »Stridsbön«, »Ångbåtssång«,
»Vintern rasat«.
Men ogsaa ud over Viseformen fik sv. Musik
nu et tydeligt nationalt Præg. Ivar
Hallström (1826—1901) skrev store
gennemkomponerede Operaer i Folketonen, om end under
Indflydelse af samtidig fr. Operastil (»Den
Bergtagne«, »Vikingerne«), Franz Berwald
(1796—1868), en fremragende, men noget sær
Komponistbegavelse, skrev Symfonier,
Orkesterfantasier (»Erindring om de norske Fjelde«) og
Kammermusik, og Ludvig Norman
(1831—85) og Albert Rubenson (1826—1901),
der var uddannede under Mendelssohn og Gade,
og som fandt Idealet i den tyske og nordiske
Romantik, skrev (til en vis Grad som
Opponenter mod den gængse Visesmag)
formfuldendte Værker i større Stil (Symfonier,
Kammermusik, Korværker).
Det saaledes erhvervede nationale Præg har
sv. Musik siden hen bevaret, hvor meget end
Indflydelsen udefra har gjort sig gældende (fra
fransk, tysk — Liszt, Wagner — og i anden
Række fra norsk og dansk Musik).
Som de betydeligste og mest kendte moderne
(for største Delen endnu levende og virkende)
Komponister skal sluttelig nævnes i første Række
Andreas Hallén (Operaer og navnlig
symfoniske Digtninge og Korballader), Emil
Sjåogren (særlig Klaver- og Sanglyrik,
Violin-Sonater), Wilhelm Stenhammer
(Musikdramer, Korværker, Koncert, Kammermusik
og Sange), Hugo Alfvén (Symfonier,
Korværker og Mandskvartetter), dernæst August
Körling, Vilh. Svedbom, Ivar
Hedenblad, I. A. Hägg, Karl Valentin,
Erik Åkerberg, Anton Anderson,
Josef Dente, Carl Nordquist, Rich.
Henneberg (de tre sidste Hofkapelmestre),
Peterson-Berger, Gustaf Hägg, Tor
Aulin, Natanael Berg, O. Morales, I.
Widén, Bror Beckman, Preben
Nodermann, Kurt Atterberg, Ture
Rangström, Oscar Lindberg, R.
Liljefors, Josef Eriksson, H. Fryklöf
samt de kvindelige Musikere Amanda
Maier-Röntgen, Valborg Aulin, Alice
Tegner, Laura Netzel.
Som det i Art.’s Beg. fremhævedes, skylder
S. bl. a. sit musikalske Ry de mange
fremragende Sangkunstnere af sv. Fødsel. Nogle af de
kendteste skal her nævnes: fra en lidt ældre
Tid de verdensberømte Sangerinder Jenny
Lind (1820-87), Louise Michaeli
(1830—75) og Christina Nilsson (1843—1921),
der alle tre virkede nok saa meget uden for
som i deres Fødeland, samt Signe Hebbe,
Julius Günther, Fritz Arlberg og
Oscar Arnoldson; fra senere Aaringer
Caroline Östberg, Selma Ek, Fru
Jungstedt, Sigrid Arnoldson,
Ellen Gulbranson, Karin Branzell,
Arvid Ödmann, C. Behrens, Fr.
Lundquist, John Forsell og
Elmblad. — Af udøvende Kunstnere kan nævnes
Aulin, Zetterquist og Svend
Kjellström (Violin), John von Boom, R.
Andersson og Stenhammar (Klaver),
Gustaf Mankell og Gustaf Hägg (Orgel).
En musikteoretisk Forf. har S. i den nyere
Tid haft i Erik Drake (1788—1870), Lærer
ved Konservatoriet; Musikhistorien dyrkedes af
Abraham Mankell (1802-68), P. C.
Boman (1804—61), Karl Valentin og
Wilhelm Bauck (1808—77); Musikforf. fra den
nyere Tid er Vilhelm Svedbom
(1843—1905), Adolf Lindgren (1846-1905),
Tobias Norlind, W. Peterson-Berger,
Vult von Steijern, Oskar Benson,
D. Fryklund, A. Hillman, P.
Vretblad o. fl.
Af Koncertforetagender i Sthlm skal
nævnes »Harmoniska sällskapet« (1820—65), »Nya
harmoniska sällskapet« (1860—80),
»Musikföreningen«, »Filharmoniska sällskapet« og
»Konsertföreningen«. (Litt.: »Svensk Musikhistoria«
af Tobias Norlind [1918]; Samme i »Die
Musik« [1903—04]; Adolf Lingren i
Panum og Behrend’s »Illust. Musikhistorie«,
II; Samme i K. Valentin’s »Musikhistorie«
[1900]; V. C. Ravn [anonymt] i
Mendel-Reissmann’s Musikleksikons Supplbd; Soubies, La
musique scandinave, I—II; N. Personne,
»Svenska teatern« [1918 fl.]; Vretblad,
»Konsertlivet i Sthlm under 1700-talet« [1918];
Norlind og Trobäck, »Kungl. Hovkapellets
Historia« [1926]).
W. B.
Teater.
Den sv. Skuespilkunst udsprang ikke
pludselig som i Danmark ved en stor Digters Hjælp,
men naaede først sent til Udvikling. Fraregnet
Skolekomedier, som først udførtes paa Latin,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
