Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
v. Höpken, der tog Tacitus til Forbillede.
Men sammen med disse to ypperlige Talere
virkede en Række andre politiske, gejstlige og
litterære Talere som Jakob Fabricius, Anders
Schönberg o. fl., der ved Tale og Skrift
udformede Modersmaalet.
Dalin’s Indflydelse og Evne strakte sig
imidlertid ogsaa til Teatret; 1737 aabnedes den
svenske Scene og opførte straks en Mængde
Overs. af franske Tragedier, engelske Skuespil
samt franske, engelske og danske Lystspil.
Tillige opførtes en Række Originaler; Dalin
forfattede Tragedien »Brynhilda« og den
holbergske Karakterstudie »Den afundsjuke«;
Skuespillets egl. Dyrker er Erik Wrangel, der
stod paa et noget ældre Trin end de samtidige,
af hvilke dog kun Olof Celsius’ »Ingeborg«
frembød psykologisk og dramatisk Interesse;
men det gælder om dette som om de øvrige
Dramaer, at det mangler Livssandhed og Poesi.
Langt heldigere var Tidens Lystspil; den ivrige
Teaterbeskytter Karl Gyllenborg
forfattede det interessante »Svenska sprätthöken«,
der var Scenens første Original; R. G. Modée
forfattede et Par ligeledes fortrinlige Lystspil,
og desuden optraadte enkelte andre
Lystspilforfattere, og Farcen dyrkedes af Johan
Stagnell. Men trods de til Dels gode
Kræfter, som Teatret lagde Beslag paa, kunde det
dog ikke holdes oppe; Hoffet følte sig ikke
tilfreds med den hjemlige eller den
holbergske Komik, saa de svenske Skuespillere maatte
allerede i 1750’erne vige Pladsen for franske.
Den franske Skuespilindvandring staar i nær
Forbindelse med den fra Frankrig bestandig
mere paavirkede Smag, som gør sig gældende
i 1750’erne. Hedvig Charlotta
Nordenflycht, hvis Liv og Digtning bar stærkt
Præg af Trang til Frigørelse og
Selvstændighed, søgte altid, hvor hendes egen Tankekreds
standsede, Oplysning hos Tidens ypperste
Aander (Holberg o. fl.), og hendes Salon og den
Kreds (Tankebyggarorden), i hvilken hun var
Sjælen, gav 1750’erne det litterære Præg ved
Udbredelse af nyere franske Oplysningsideer. I
Modsætning til den folkelige Dalin
repræsenterede hendes Kreds en forfinet Retning,
hvilket allerede ytrede sig i Valget af Emner; dens
ypperste Repræsentanter er Gustaf Philip
Creutz og Gustaf Fredrik
Gyllenborg, og navnlig den første giver Sproget
Formfuldendthed og Skønhed. Hans Digt om
Dianapræstinden Camilla og Jægeren Atis giver
en følelsesfuld Fremstilling af Kærlighedens
Opvaagnen og formskønne Naturskildringer,
som længe vakte Beundring. Først langt ind i
19. Aarh. ændredes Smagen, denne
Hyrdedigtnings Unatur faldt i Øjnene, og samtidig havde
Sprogudviklingen bevirket, at Digtet ligeledes i
rytmisk og sproglig Henseende syntes forældet,
men for Samtiden var det Højdepunktet af
Kunst. Gyllenborg naaede ikke saa hurtigt og
afgjort at finde rammende Udtryk for sine
Intentioner, og først sent udtaler han gennem sine
Satirer og Digte en pessimistisk Skepticisme,
som den flg. Tid med Beundring saa op til, og den
betragtede ham som Fader for den gustavianske
Digtning. Ved Siden af disse tre Forfattere
optraadte enkelte andre med Bidrag i Datidens
forsk. poetiske Samlinger; af disse var Karl
Joh. Lohman, J. G. Hallman,
Leenberg og J. I. Torpadius yndede af
Samtiden; men bl. Lyrikerne har kun Olof
Bergklint haft Bet. ved sine Refleksionsdigte og
sine Satirer med stærke Udtalelser af litterær
Ros og Dadel.
1760’erne frembringer imidlertid en alm.
Pause i Produktionen, Dalin og Fru
Nordenflycht døde, Creutz og Gyllenborg tav.
Vitterhetsakademinet var lukket, og det ny Selskab
Utile Dulci havde endnu ikke faaet nogen
Bet., det første Bind af »Vitterhetsnöjen« har
intet fremragende Forfatternavn. Som
Reaktion mod den tidligere højtidelige Tonart fulgte
en mere udviklet komisk og parodisk Digtning.
Wallenberg forfattede sine Rejseskildringer,
Olof Rudbeck sit komiske Heltedigt
»Boråsiaden«, K. I. Hallman parodierede Creutz’
højtidelige Digte og forfattede enkelte dram.
Parodier. For en stor Del har Tavsheden sin
Grund i de politiske Forhold: Hattepartiet, som
iøvrigt havde støttet den opvoksende
Litteratur, maatte vige for det demokratiske
Hueparti; men den har tillige sin Grund i, at al
litterær Glans samler sig om eet Navn, Aarh.’s
og maaske hele Litteraturens mest straalende,
Carl Michael Bellman.
Netop i Tidsrummet 1762—66 befinder
Bellman sig i en Overgangsperiode, hvor
folkeviseagtige Genremalinger i Dalin’s Manér og
Drikkeviser med gammeltestamentlige Emner er
Hovedmotiverne, medens de flg. Aar optages af
hans bakkanalske Produktion: »Fredmans
sånger« og »Fredmans epistlar«. Han stod
saaledes i sin kraftige Ungdom og i sin Kunsts
fulde Modenhedsperiode, og hans Digte havde
allerede vundet stor Udbredelse, endskønt de
først blev offentliggjorte senere. Sprudlende
Livslyst og Glæde forenet med Fortvivlelse over
Nydelsens Kortvarighed, hvilket ofte slaar
sammen i bitter Følelse af Tilværelsens
Elendighed, er Grundtonerne i hans Digtning; fri for
enhver Tendens formaar han mesterlig baade
at gengive Interiøret og Stemningslivet, han
betegner ved sin Naturlighed og sin kunstneriske.
Fuldendthed Frihedstidens Kulmination, men
efter ham foregaar en anden, mindre national
Fuldbyrdelse af fransk Paavirkning, hvis
Særkende er Poesiens formelle Udformning og
Oplysningsideernes Fremtrængen.
»Gustavianska tiden« (1772—92).
Gustaf III er den flg. Menneskealders
litterære Fører, i sin Levetid gennem sin
personlige Medvirken, og efter sin Død ved sit
Eksempel og gennem de af ham oprettede
Institutioner; og dog undergaar hans Smags
Litteratur efter hans Død en Hensvinden i ren
Formalisme, som altid udgør Reaktionen efter en
kraftig Kulmination. Videnskaberne havde haft
deres Blomstringstid, og nu indtræder
Afmattelse paa alle Omraader. Teologien havde bl.
a. i Tingstadius, Samuel Ödman og Lindblom
ypperlige Arbejdere paa den kirkelige
Litteraturs Omraade; men der naaedes kun
afsluttende Arbejder m. H. t. Katekisme og
Kirkehaandbog; Salmebogs- og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
