Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Før 1810 gik Grænsen til Finland
længere mod Øst langs Kemijoki, og Finland
havde da ikke den Landtunge, som det nu mellem
norsk Finmarken og S. sender Vest paa hen
imod Lyngen Fjord paa Norges Vestkyst.
Ved en Overenskomst i Torneå af 20. Novbr
1810 fastsattes den nuværende Grænse, der paa
det nordligste Punkt dannes af Kilpisjärvi (476
m o. H.) og derefter følger Könkämä ell. Muonio
älv indtil dens Udløb i Torne eller Tornio
älv, hvorefter denne danner Grænsen. Denne
Grænselinie er altsaa af ren konventionel
Natur. Grænsen til Norge har ikke meget større
geografisk Berettigelse, men hvad denne
Grænselinie angaar, maa man dog sondre mellem
den Del, der ligger N. f. Fæmund-Søen, og
den sydligere, idet den førstnævnte Del dog i
Hovedsagen følger Vandskellet mellem
Nordhavet og den bottniske Bugt, medens den
sydlige Del af Grænselinien har et saadant Forløb
uden Hensyn til geografiske Skel, at de største
svenske Vandløb, Dalälven og Klarälven, har
deres Kildesøer og øvre Løb paa norsk
Omraade. At der ikke desmindre er opstaaet en
Landsgrænse langs den skandinaviske Halvøs
Midterlinie, skyldes dels de udstrakte Skove og
de uvejsomme Fjeldmarker, der længe dannede
et naturligt og vanskelig overskrideligt Skel,
dels den Omstændighed, at det er Havet som
den ældste alfare Vej, der oprindelig knyttede
Kystlandskaberne mod Vest og Øst sammen
hver for sig og saaledes virkede dobbelt
statsdannende. En Illustration hertil er de gamle
Benævnelser norvegr eller »den nordlige Vej«
for Norge og austrvegr eller »den østlige Vej«
for Kystegnene ved Østersøen. Hvad
Atlanterhavet er for Norge, var og er i Hovedsagen
endnu Østersøen for Sverige, og langs dets
Kyster ligger Landets fleste Byer og tættest
befolkede Egne. Den egentlig »svenske« Del af
Østersøen eller dette Hav med Fradragning
af de finske og rigaiske Bugter samt den
sydvestlige Del om Bælterne falder efter Dybden i
to naturlige Dele, den egentlige Østersø og den
bottniske Bugt, der skilles fra hinanden ved en
38 m dyb undersøisk Byg S. f. Ålandsøerne.
Den bottniske Bugt deles atter ved Östra og
Västra Kvarken i en sydlig og en nordlig Del,
Bottenhavet og Bottenviken. Efter deres
geologiske Beskaffenhed frembyder de svenske
Kyster to Hovedformer, Skærgaardskysten,
hvor Grundfjeldet opbygger talrige Skær og
danner Bredderne af de mange smalle Fjorde
og Sunde, samt den lavere, mindre indskaarne
Kyst, hvor Sedimenttjergarter danner
Kystlinien. Den sidste Form er fremherskende i
Landskabet Skåne og nærliggende Egne af
Sydsverige eller omtrent fra Byen Varberg paa
Kattegats-Kysten til Karlshamn paa Kysten af
Blekinge. Paa denne Kyst er Indskæringerne
som Regel brede Bugter eller Vige. De vigtigste
er Laholmsbukten og Skälderviken mod Vest,
der adskilles ved den Halvø, der bærer
Hallandsås og fortsættes af Hallands Väderö. Mod
Syd begrænses Skälderviken af Bjergpartiet
Kullen med sin Klippekyst. Øresund danner
Lundåkra- og Lommabukten samt Höllviken
paa Kysten af Skåne, og paa dette Landskabs
Østkyst træffes et Par dybere Indskæringer,
Saxaviken og Sölvesborgviken samt
Hanöbukten, der skærer sig ind mellem Skåne og
Blekinge og har Navn efter den lille Ø Hanö.
N. f. Varberg begynder en Skærgaardskyst, der
i særlig Grad minder om den norske Vestkyst
ved sine lange, smalle Fjorde og Sunde, men
som dog mangler det storslaaede Præg og
Indlandets høje Bjergtinder eller blinkende
Isstrømme. De vigtigste Fjorde er Klosterfjorden,
Kungsbackaviken, Älvefjorden, der optager den
nordlige Arm af Gotaälvens Udløb,
Hakefjorden, Stegfjärden, Gullmarsfjorden samt
Svinesund med Fortsættelsen Idefjorden paa
Grænsen til Norge. De største Øer er den 336 km2
store Orust og den 134 km2 store Tjörn, der
begge er bjergfulde, men ret frugtbare. Ved
Østersøen begynder der allerede ud for
Blekinge en Skærgaard, der med kortere
Afbrydelser fortsættes Nord paa lige til Haparanda;
men Fjordene er som Regel korte og selve
Terrainet ret lavt, hvorfor Fjeldnaturen ikke
gør sig saa stærkt gældende. Den mest typiske
Del af denne Række af Skærgaarde er
Stockholms Skærgaard, hvor den forvirrende
Blanding af Øer og Sunde baade i Tal og
Naturejendommelighed naar højest. De vigtigste
Indskæringer paa S.’s Østkyst, naar man begynder
Syd fra, er Gamlebyviken, Gudingefjord,
Slätbaken, Bråviken, Mörköviken og
Himmerfjärden, der med en Længde af 50 km i nordsydlig
Retning skærer sig ind i Södermanland,
Saltsjön eller den brede Bugt mellem
Södermanland og Uppland, der er opfyldt af den
vidtstrakte Stockholms Skærgaard,
Öregrundsgrepen, Lövstabukten, Gävlebukten,
Hudiksvallsfjärden samt flere fjordagtige Elvmundinger
paa Kysten af Norrland.
Langs Norrlands Kyst er alle Øerne smaa.
Af større findes kun Holmön og Ängesön, der
ligger tæt ved hinanden og ved Västra Kvarken
er skilte fra Fastlandet, samt Almön ved
Sundsvall. Ved Kysten af Stockholms Län finder man
det største Antal og de betydeligste af de til
Skærgaarden hørende Øer. Stockholms
Skærgaard, der regnes fra Grislehamn paa Väddö
til Landsort Fyr S. f. Södertörn, rummer i alt
7000 Øer, Holme og Skær med et samlet Areal
af 1000 km2. Yderst ude mod det aabne Hav i
»Havsbandet« ligger et Bælte af nøgne,
rundslebne Klippeskær uden Muldjord og uden
Plantevækst. Længere inde ser man paa de
højeste Partier af Holmene nogle smaa og
forkrøblede Fyrretræer; men efterhaanden som
man kommer længere ind, bliver Øerne større
og Plantevæksten rigere, og der begynder at
optræder Beboelse. Ved Östergötlands Kyst
findes talløse Skær og Holme, men ingen
betydeligere Øer. Noget lignende gælder Smålands
Østkyst N. f. Kalmar, medens den sydligere
Kyststrækning er mere fattig. Ved Blekinges
Sydkyst træffer man atter en anselig Øflok,
der hegner Karlskronas Havn. Af svenske Øer,
der ved deres Størrelse, geologiske
Egenartethed eller Afstand fra Kysten indtager en egen
Stilling, findes kun Öland, Gottland med Färön
og Gottska Sandön samt Ven (Hven).
Strelbitsky har beregnet hele S.’s Omkreds til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
