Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svampe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Cytoplasma, Kerne og Cellevæg; bl. de for S.
særlige Træk kan nævnes: Cytoplasmaet
mangler stedse Bladgrøntkorn og Hvidkorn, altsaa
de Organer, der staar i Kulsyreassimilationens
og Stivelsedannelsens Tjeneste. Kerner findes i
alle levende Svampeceller, deres Tal kan være
fra een til flere Hundrede i hver Celle; hyppigst
er de meget smaa, hvorfor Studiet af deres
Delinger er meget vanskeligt; som Regel foregaar
disse ad indirekte Vej (ved Mitose), men efter
simplere Typer end hos de højere Planter;
amitotiske Delinger synes ogsaa at være hyppige.
I mange Tilfælde iagttages de for
Befrugtningsprocessen karakteristiske
Kernesammensmeltninger, Ligeledes kan man iagttage rent
vegetative Cellesammensmeltninger, idet der kan
opstaa aabne Anastomoser mellem Nabohyfer;
et særligt Tilfælde er de saakaldte
»Øskenceller« (s. d.).
Cellernes kemiske Beskaffenhed frembyder
Ejendommeligheder. Saaledes er Celle
væggene opbyggede baade af kvælstoffri og
kvælstofholdige Stoffer; de kvælstoffri Stoffer er kun
hos de laveste S. Cellulose, ellers er de
Hemicelluloser og beslægtede gummiagtige Stoffer;
af kvælstofholdige Stoffer findes næsten overalt
Kitin, af samme Sammensætning som det,
der opbygger Insekters o. a. Leddyrs yderste
Hudlag. Ogsaa i en anden Henseende viser
Cellernes kemiske Beskaffenhed Slægtskab med
Dyrenes: I Cytoplasmaet findes aldrig Stivelse,
men Glykogen (s. d.); dette Stof optræder
som halvflydende Draaber og overtager
Stivelsens Rolle som kvælstoffrit Oplagsnæringsstof.
Hos mange S. findes Fedtstoffer aflejrede som
Draaber, hvis Form og Ordning kan være meget
karakteristisk for forsk. Arter. Af Farvestoffer
mangler Bladgrønt stedse; de grønne Farver,
der kan findes hos S., er af en anden Natur og
er hyppig knyttede til Cellevæggene; her
aflejres ogsaa brune og sorte Farver, medens
gule og røde Farvestoffer især er knyttede til
Fedtdraaber i Cytoplasmaet.
S.’s Forplantning sker ved Sporer. Medens
Myceliets Vækst i store Træk er ens hos de
fleste Svampe, er dette ikke Tilfældet med
Sporernes Udvikling og de færdige Sporers
Bygning. I denne Henseende kan der være de
største Forskelligheder, og dem benytter man til
Inddeling af S. i forsk. Grupper. Det eneste
fælles Træk hos alle Svampesporer er, at de
tagne enkeltvis er mikroskopiske; kun,
hvor de er til Stede i større Mængde, viser de
sig for det blotte Øje som et fint, snart hvidt,
snart anderledes farvet Pulver. Sporerne
dannes snart direkte paa Myceliet som hos den
foran omtalte Penselskimmel, snart paa (ell. i)
særlige, undertiden højt udviklede
Frugtlegemer som hos Bægersvampe, Paddehatte o. m. a.
Vil man studere de enkelte Sporers Udvikling,
maa man foretage en mikroskopisk
Undersøgelse, hvorved en stor Rigdom af Typer
afslører sig.
I. Kønnet Forplantning. Ligesom
hos de højere Planter foregaar der hos S. i
mange Tilfælde en kønnet
Forplantning, d. v. s. en Sammenbringning af en
hanlig og en hunlig Kerne (to x-Kerner) til en
Dobbeltkerne (2 x-Kerne). De Sporeformer, ved
hvis Dannelse en saadan Kønsproces finder
Sted, kan betegnes som
Hovedsporeformer ell. egentlige Sporer, medens alle
andre Sporeformer betegnes som
Bisporeformer ell. Knopceller (Konidier). De
fire Hovedsporeformer, paa hvilke S.’s System
er grundet, er flg.: Koblingssporen
(Zygosporen), Ægsporen (Oosporen),
Sæksporen (Ascosporen) og Stilksporen
(Basidiesporen).
Koblingssporen dannes ved
Kopulation.
Kopulationen er karakteriseret derved,
at to ens Hyfegrene vokser ud mod hinanden;
henimod deres Spidser afskæres ved en Væg de
to Kønsceller (Gameter), der er ens i Form og
Størrelse (Isogameter); begge disse Celler
vokser i Størrelse, faar en tyk, vortet Væg; endelig
opløses Skillevæggen, og de to Celler forenes
til en stor Koblingsspore (Zygospore)
med en mørk, tyk, vortet Væg. Det kan ske, at
Gameterne ikke smelter sammen, og at hver
enkelt af dem ell. kun den ene vokser ud til
Spore; en saadan Spore, dannet uden nogen
Kønsakt, kaldes Azygospore; den ligner ellers
de sædvanlige Zygosporer.
Ægsporen dannes ved en typisk
Befrugtning, d. v. s. ved Samvirken mellem to
morfologisk forsk. Gameter, hvoraf den ene er
hanlig, den anden hunlig (Heterogami).
Befrugtningen findes i en om
Forholdene hos Alger (s. d.) meget mindende
Skikkelse hos Monoblepharidaceæ (s. d.). Der
findes her frit bevægelige Sædceller, udrustede
med et langt Svinghaar (Fig. 4, 1), der dannes
i Sædgemmer (Antheridier), som ligger lige
under Æggemmerne (Oogonier); Sædcellerne
bevæger sig hen til en Pore i Oogoniets Væg,
trænger ind gennem denne og smelter sammen
med Ægcellen; denne omgiver sig med en tyk
Væg og bliver derved til Ægspore (Oospore),
Fig. 4, 2.
Hos alle andre S. med Befrugtning træder
Sædcellen ikke ud af Sædgemmet, men dette
lægger sig op til Æggemmets Væg (Fig. 5, 1);
snart udsender Sædgemmet en Forlængelse,
»Befrugtningsrøret«, der gennembryder
Æggemmets Væg og vokser ind i dets Indre (Fig. 5, 2);
derefter brister Befrugtningsrørets Væg, og dets
 |
| Fig. 3. Tyndt Snit af et Sklerotie af Sclerotinia sclerotiorum. (Forstørr.). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
