Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stuttgart - Stutz, Georg Ulrich - Stuver - Stuvholt - Stuvning - Stückelberg, Johann Melchior Ernst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nævnes Stiftskirken, oprindelig fra 12. Aarh.,
ombygget 1436—95 i gotisk Stil. Residensslottet
er bygget 1746—1807 i fr. Stil. V. f. dette
Königsbau i klassicistisk Stil med en anselig
Kolonnade. Der er 10 katolske og 1 reformert
Kirke, 2 Synagoger og en eng. Kirke. Det gamle
Slot med 3 runde Hjørnetaarne er opført
1553—78. Tillige rummer Byen et Industrimuseum,
Kunstmuseum, et righoldigt »Naturaliekabinet«,
et stort etnografisk Museum: Linden-Museum.
S. er Sæde for Ministerierne og den øverste
Landsøvrighed, Stadsdirektionen,
Overlandsretten, en Landret med 2 Kamre for Handelssager,
en Hovedafdeling af Rigsbanken, et Handels- og
Erhvervskammer. M. H. t.
Undervisningsvæsenet nævnes den tekn. Højskole,
Dyrlægeskolen, Kunstindustriskolen, 3 Gymnasier, 2
Realgymnasier og 3 Overrealskoler. Industrien og
Handelen er ikke ubetydelige, der findes
Fabrikker for Fortepianoer, Harmonier, Vogne,
Kartonnage, Metalvarer, Chokolade, Sukker,
Uld- og Bomuldsvarer og Trikotage. Til Fremme
for Eksporten findes siden 1881 et
Eksportmønsterlager. S. er den vigtigste By for den
sydtyske Boghandel. Af Betydning er Markederne for
Læder, Klæde og Heste. S. nævnes første Gang
1229 som en Flække Stutgarten (Gestütsgarten,
Folehaven). 1482 blev S. Hovedstad i de
württembergske Lande, 1727 og 1764 blev Residensen
dog for flere Aar forlagt til Ludwigsburg. 1822
blev Byen, der hidtil havde haft en egen
Regering, forenet med Neckar-Kredsen. Først i
19. Aarh. har Handel og Industri, Kunst og
Videnskab i større Omfang udviklet sig i S. For
Byens Forskønnelse har navnlig Vilhelm I
(1816—64) været virksom. 23. Septbr 1915 og 10.
Oktbr 1916 blev S. bombarderet af franske
Flyvere. (Litt.: Pfaff, »Geschichte d. Stadt S.«
[S. 1845—47]; Hartmann, »Chronik der
Stadt S.« [smst. 1886]; samme, »S. und
Cannstatt« [Lenz 1889]; »Chronik der Haupt- und
Residenzstadt S.« [1898 ff.]).
(Joh. F.). O. K.
Stutz [∫tots], Georg Ulrich,
schweizisk-tysk Retslærd, f. 5. Maj 1868 i Zürich,
studerede i Schweiz og Tyskland, Dr. jur. 1892,
konst. Prof. i Basel 1894, virkede tillige som
Dommer, 1895 ekstraord. Prof., 1896 ord. Prof.
i Freiburg i. B., 1904 i Bonn, 1916 i Berlin. S.
er en af Nutidens mest fremragende Dyrkere
af Kirkeretten og dens Historie, hans
dybtgaaende og grundlærde Forskninger har vundet
nyt Land for Kirkeretshistorien. Som Student
udgav han »Das Verwandtschaftsbild des
Sachsenspiegels und seine Bedeutung für die
sächsische Erbfolgeordnung« (1890), der efterfulgtes
af »Die Eigenkirche als Element des
mittelalterlich germanischen Kirchenrechtes« (1895),
det grundlæggende »Geschichte des kirchlichen
Benefizialwesens von seinen Anfängen bis
auf die Zeit Alexanders III«, I (1895), »Die
Rechtsnatur des Verlöbnisses nach deutschem
bürgerlichem Recht« (1900), Talen »Das
Münster zu Freiburg im Breisgau in Lichte
rechtsgeschichtlicher Betrachtung« (1901), »Das
Preussische Allgemeine Landrecht und der
Eigentümer des Kirchenguts« (1905), »Die
kirchliche Rechtsgeschichte« (1905), »Der neueste
Stand d. deutschen Bischofswahlrechtes« (1909),
»Karls der Grossen divisio von Bistum und
Grafschaft Chur« (1909), »Das
Eigenkirchenvermögen nach den Freisinger Traditionen«
(1911), »Höngger Meiergerichtsurteile des 16. u.
17. Jahrhunderts« (1912), »Die katholische
Kirche und ihr Recht in den preussischen
Rheinländern« (1915) og »Der Geist des Codex iuris
canonici« (1918). 1918 blev S. Medlem af det
Preuss. Videnskabsakademi, i hvis
»Sitzungsberichte« han har offentliggjort Afhandlinger som
»Die Schweiz in der Deutschen
Rechtsgeschichte« (1920), »Das Bonner evangelische
Universitätspredigeramt in seinem Verhältnis zu Stadt,
Kirche und Gemeinde« (1921), »Reims und
Mainz in der Königswahl des zehnten und zu
Beginn des elften Jahrhunderts« (1921),
»Kurfürst Johann Sigismund von Brandenburg und
das Reformationsrecht« (1922) og »Die
päpstliche Diplomatie unter Leo XIII nach den
Denkwürdigkeiten des Kardinals Domenico
Ferrata« (1925). Fra 1902 har S. udg.
»Kirchenrechtliche Abhandlungen« — indtil 1925 over
100 Hæfter —, hvori der er fremkommet en
Række værdifulde Arbejder. 1904 stiftede han et
kirkeretligt Seminar i Bonn, fra 1917 i Berlin;
fra 1908 har han været Redaktør af den
germanistiske Afdeling af »Zeitschrift der
Savigny-Stiftung für Rechtsgeschichte«, af hvilket der
fra 1911 udkommer en 3. kanoniskretlig
Afdeling under S.’s Ledelse; i det nævnte Tidsskr.
— for øvrigt ogsaa i andre Tidsskr — har han
skrevet en Mængde Afh., »Die Cistercienser
wider Gratians Dekret« (1919), »Die
Abstimmungsordnung der Goldenen Bulle« (1922) o.
m. a. —, fine og rammende Biografier af H.
Loersch, H. Branner, R. Schröder, O. von
Gierke, A. Heusler o. a., Anmeldelser o. l. I
Holtzendorff-Kohler’s »Encyklopädie der
Rechtswissenschaft« (6. Opl. 1904, 7. Opl. 1913-15)
forfattede S. Afsnittet »Kirchenrecht«. Ogsaa
i det praktiske Kirkeliv har S. taget virksom
Del.
Fz. D.
Stuver, se Stevedor.
Stuvholt (Søv.), Brændestykker, Kiler,
Maatter o. a., som anvendes til at afstuve (forstøtte)
Lasten med.
(C. W-S.). C. B-h.
Stuvning, Opstemning, den Stigning af
Vandspejlet, der finder Sted i et Vandløb oven
for et tværs over Vandløbet bygget
Stemmeværk. Medens Vandløbets Vandspejl før
Stemmeværkets Opførelse omtrentlig har haft et
retliniet Længdeprofil, vil det efter
Stemmeværkets Opførelse oven for dette faa et
Længdeprofil, der følger en Kurve, som vender
Konkaviteten opad. Denne Kurve, der dog overalt
har Fald mod Stemmeværket, kaldes
Stuvningskurven. Højdeforskellen mellem det
opstuvede Vandspejl og det opr. Vandspejl
kaldes Stuvningshøjden, og Afstanden fra
Stemmeværket til det Sted i Vandløbet, hvor S.
er forsvindende lille (1 % af Vanddybden),
kaldes Stuvningsvidden. Den Højde, hvortil
det i Henhold til en
Landvæsenskommissionskendelse er tilladt at stuve Vandet i det
paagældende Vandløb, kaldes Flodemaalet.
(C. Ph. T.). J. M-P.
Stückelberg [’∫tøkəlbærk], Johann
Melchior Ernst, schweizisk Maler, f. 22. Febr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
