Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Strafford, Thomas - Strafforhøjelsesgrund - Strafforvandling - Strafforældelse - Straffrihedsgrunde - Strafnedsættelsesgrund - Strafophørsgrunde - Strafrente - Strafudmaaling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Parlament mødte April 1640, viste det sig
umuligt for Karl at sætte sin Villie igennem. Da
Underhuset vilde fordre, at Kongen skulde opgive
Krigen med Skotland, opløste Karl I
Parlamentet i Maj paa S.’s Raad. — Efter
Opløsningen afholdt Karl I et Møde med sine skotske
Raadgivere; her raadede S. ham til at sætte
al Kraft ind paa at kue Skotterne; han
henviste til, at City skulde tvinges til at give Laan,
Skibspenge skulde kræves, den irske Hær
bruges. — Et bittert Had rejste sig nu mod S.,
som blev kaldt »sorte Tom Tyran«. — S.
anstrengte al sin Evne, men City nægtede Laanet;
da han af Kongen fik den højeste milit. Magt
til at kue Oprør i Riget, viste det sig umuligt
at sejre over Skotterne. Disse gik over Tweed,
og Karl I maatte trække sin Hær tilbage.
Kongen havde kun den Udvej at sammenkalde
Parlamentet. Da dette, »det lange Parlament«,
mødte Novbr 1640, angreb Pym, Oppositionens
Fører, straks S. og aabnede en
Højforræderianklage mod ham, den saakaldte Impeachment,
en Procesform, hvorved Underhuset var
Anklager og Overhuset Dommer. S. mistænktes
for at ville have kuet England ved den irske
Hær og blev fængslet i Tower, hvor ogsaa kort
efter hans Forbundsfælle Laud blev hensat.
Men da Processen mod S. begyndte 22. Marts
1641, forsvarede han sig saa ypperlig, at
Overhuset forholdt sig vaklende. —
Underhusets Flertal mente da, at man ikke kunde
faa S. fældet ved Impeachment, og besluttede
at fælde ham ved Bill of attainder, en Lov,
der bestemte, at S. skulde lide Døden som
Højforræder, og som skulde vedtages af begge
Huse og stadfæstes af Kongen, der havde lovet
S., at han intet skulde lide hverken paa Liv
eller Gods. Dronningen søgte nu Pavens Hjælp
og tænkte paa at faa Hæren, der havde været
brugt mod Skotterne, til London for at tvinge
Parlamentet, og Kongen gjorde et Forsøg paa
at faa Tower i sin Vold og befri S. med Magt.
Da aabenbarede Pym, der var kommet til
Kundskab om Kongens og Dronningens Planer,
disse for Parlamentet, og under Indflydelsen
heraf vedtog Overhuset Bill of attainder 8.
Maj. Kongen vaklede imidlertid med at
stadfæste Loven, selv da S. havde løst ham fra
hans givne Ord om Beskyttelse. Først da en
Pøbelskare samlede sig uden for Whitehall
Slot og forlangte Dødsdom over S., gav
Kongen efter og stadfæstede Højforræderiloven
mod S. — 12. Maj førtes S. til Retterstedet;
paa Vejen, der gik forbi Tower, blev han
velsignet af Laud, til hvem han havde sendt Bud
om at staa ved Fængselsvinduet, og han døde
paa Skafottet værdig og mandig. — Hvorvidt
han har sagt: »Sæt ikke din Lid til Fyrster«,
er usikkert. (Litt.: Biografier af S. R.
Gardiner i Dictionary of national biography, H.
D. Traill [1889] og R. Browning [1892];
endvidere S. R. Gardiner, History of
England 1603—42 [1883—86]).
(J. L.). H. J-n.
Strafforhøjelsesgrund, se
Strafudmaaling.
Strafforvandling, se Afsoning og
Bødestraffe.
Strafforældelse, se Forældelse af
Strafskyld.
Straffrihedsgrunde. I ældre strafferetlige
Systemer var det alm. at sondre mellem, hvad
man kaldte Strafbarhedens Grundbetingelser
(Handlingens objektive Retsstridighed og dens
Tilregnelse som forsætlig ell. uagtsom) og S.,
der atter deltes i de objektive S. (Nødværge,
Nødret, Skadelidendes Samtykke, Udøvelse af
særlige Kaldspligter) og de subjektive
(Tilstedeværelse af visse Abnormtilstande,
Aldersbetingelser m. fl.). Tilstedeværelsen af saadanne S.
skulde altsaa gøre den konkrete Handling ikke
strafbar, skønt den i og for sig opfyldte
Strafbarhedens Grundbetingelser. — I Virkeligheden
er Sondringen værdiløs, idet de særlige
Omstændigheder, der benævnes S., i lige saa høj
Grad udelukker Tilstedeværelsen af
»Strafbarhedens Grundbetingelser«, som de ellers under
disse henførte. Positiv Skade har Sondringen
gjort, idet den saavel i Teori som i Praksis let
fører til, at S. betragtes som særlige
Undtagelser, paa hvilke Undersøgelsen normalt ikke
behøver at rettes, hvilket f. Eks. i
Tilregnelighedsspørgsmaalet ikke sjældent har forhindret, at
fornøden Observation er blevet undladt, selv
hvor den har været indiceret. — I nyere
Systemer behandles de saakaldte S. under eet med
Undersøgelsen af de alm.
Strafbarhedsbetingelser.
A. Gl.
Strafnedsættelsesgrund, se
Strafudmaaling.
Strafophørsgrunde betegner saadanne
Omstændigheder, der bevirker, at Adgangen til at
idømme Straf ell. fuldbyrde en idømt Straf
bortfalder ved senere indtrædende
Omstændigheder, der efter den gældende Ret har denne
Virkning. Hertil hører navnlig Forældelse
(s. d.) af Strafskyld, endvidere
Eftergivelse af Strafansvar af det Offentlige eller den
privat Forurettede (Abolition) saavel som
Eftergivelse af idømt Straf (Benaadning), der kun
tilkommer det Offentlige selv i privat anlagte
Straffesager, undtagen ved Bøder, der —
undtagelsesvis — tilfalder den Private (se Straf).
Som rent faktiske S. kan nævnes den Skyldiges
ell. Domfældtes Død (ej heller Bødestraffe kan
efter dansk Ret kræves betalt i Dødsboet, visse
Bøder for Afgifts- og Skattebesvigelser
undtagne), Straffens Umulighed, fordi det
Retsgode, som ved den skulde rammes, bortfalder
(f. Eks. Fuldbyrdelse af en idømt
Strafarbejdsstraf paa en Livsfange — naar en dødsdømt
Forbryder begaar ny Forbrydelser o. l.), den i
det givne Tilfælde privat
paataleberettigede Død, idet kun rent undtagelsesvis
(saaledes ved Ærefornærmelser) en Persons
Arvinger sukcederer i en saadan Paataleret,
m. fl.
A. Gl.
Strafrente, d. s. s. Morarente, se Mora.
Strafudmaaling. Medens Lovene
umiddelbart efter den fr. Revolution af Frygt for ældre
Tiders Dommervilkaarlighed hjemlede absolut
lovbestemte Straffe (saaledes opr. Code
Napoléon), og dermed afskar ethvert Skøn over det
enkelte Tilfælde og dets særlige Forhold, er
man nu overalt gaaet over til
Latitudesystemet, idet kun Straffens Maksimum og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
