Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stjernedyrkelse - Stjernefarver - Stjernefotografi - Stjernefotometri - Stjemehaar - Stjernehjul - Stjernehjul - Stjernehob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stjernedyrkelse er en hos de hedenske
Kulturfolk (kun undtagelsesvis hos Naturfolkene)
forekommende Kultus. Denne synes dog atter at
have haft sin Rod i den praktiske Betydning,
som visse Stjerners Opgang og Nedgang, deres
Fremkomst ved visse Aarstider o. l. har haft for
Livsvirksomhederne (Agerbrug, Søfart,
Vandregulering) og for Dannelsen af en Kalender.
Det er særlig Planeterne — hvis Bevægelser jo
er lettest at iagttage —, som har frembudt sig
for religiøs Betragtning: Morgen- og
Aftenstjernen Venus, den mægtigste og mest synlige af
Planeterne, Babyionernes Ishtar, Arabernes
Almakah, Vestsemitternes Meni, senere
Juppiter, Mars og Saturn (som Babylonerne af
ukendte Grunde kaldte »Solens Stjerne«). Med
Sol og Maane forenedes de 5 kendte Planeter
til et 7-Tal, som havde symbolsk Hellighed hos
Semitter og Persere, og som allerede
Babylonerne havde opkaldt Dagene efter, hvilket har
fortsat sig i den europ. Almanak. Blandt
Fiksstjernerne var særligt Sirius fremtrædende, dels ved
sin Glans, dels ved sit Forhold til Aarstiderne
(i Ægypten til Nilens Stigen). I Persien
dyrkedes den som Regnstjerne under Navnet
Tishtriya; paa den gr. ØKeos søgte man at
afværge dens skadelige Indflydelse ved
Vaabenlarm. Den store (og senere særlig den lille) Bjørn
fik praktisk Betydning ved sin faste
Beliggenhed i Nærheden af Himmelpolen, hvorfor man
ogsaa i den hellenistiske Kosmologi betragtede
begge Bjørnene som særlig vigtige for
Verdensaltets Bevægelse. — Da Stjernerne betragtedes
som levende Væsener, mente man, at de
udøvede direkte Indflydelse naa Menneskene,
ligesom Naturen; men sin egl. Betydning fik denne
Tro først ved den Kombination mellem
Stjernerne indbyrdes og disse igen med Verdens
Skæbne, som foretoges af Astrologien (s. d.),
hvorved tillige — allerede fra Babylonernes
Tid — Guderne droges ind i Systemet ved
at identificeres med Stjernerne (saaledes f. Eks.
Venus, bab. Ishtar = Venusstjernen;
Dioskurerne, Kastor og Pollux = Tvillingerne ell. =
Aften- og Morgenstjernen). Dyrkelsen af
Stjernerne gik saaledes over til at blive en
Beregning af deres Baner og Konstellationer. Først i
denne Form faar Stjernetroen større Betydning.
Denne Opfattelse af Natur- og Menneskeliv
har aabenbart ved sin Regelmæssighed og
»videnskabelige« Fasthed virket højst velgørende
som Afløser af den tidligere kaotiske Opfattelse
af Naturen som en Tumleplads for løse og
lunefulde Magter. Den babyloniske Religion var, i den
Skikkelse hvori Kileskrifterne har overleveret
den til os, helt behersket af denne Synsmaade,
der, længe efter at Riget og dets Religion var
faldne bort, levede videre i andre — asiatiske
og europ. — Kulturer i Form af Astrologi og
Magi og saaledes har fortsat sig hos os helt op
imod 18. Aarh. I en anden Verdenskultur
bestaar imidlertid S. den Dag i Dag som et Led af
selve Religionen, nemlig den kinesiske. Den
konfucianske Statsreligion erklærer Himlen for
den øverste Verdensmagt, hvis Villie er Verdens
Lov. Den umiddelbare Tydning af denne Villie
paahviler Statsoverhovedet og forrettes af hans
Astrologer, der ud fra den Forudsætning, at
Naturløbet er det samme som Tidsløbet, først
og fremmest er betænkte paa at tilvejebringe
Almanakken. Denne er vel indrettet efter Solen,
men Planeten Juppiters tolvaarige Kredsløb om
Solen udgør »det store Aar«, og denne Planet
faar derved en Slags overordnet Stilling i
Verdensløbet og en høj Rang i Pantheon som
Overhovedet over de tolv Aander, der regerer
Maanederne og dermed Skæbnen. Der bringes
da ogsaa denne Stjerne — tillige med Sol og
Maane, Syvstjernen, de andre Planeter og de 28
Maanehuse — regelmæssige Ofre ved det store
Vinteroffer, som aarlig fejres i Peking, og som
i det hele taget gælder Himlen. (Litt.: F.
Cumont, »Den astrala religionen i forntiden«
[oversat af A. Nelson 1912]; E. Pfeiffer,
»Studien zum antiken Sternglauben« [1910]; F.
Boll, »Die Entwickelung der astronomischen
Weltbildes in Zusammenhang mit Religion und
Philosophie« [i Hinneberg’s »Kultur der
Gegenwart«, III, III, 3], Art. »Sterne« i
»Realencykl. f. prot. Theol. u. Kirche«, Bd XIX og i
»Die Religion in Gesch. u. Gegenwart«).
Edv. L.
Stjernefarver, se Fiksstjerner.
Stjernefotografi ɔ: Astrofotografi, se
Himmelfotografi.
Stjernefotometri, se Astrofotometri.
Stjemehaar, se Haar (Planternes), Fig. 2.
Stjernehjul (jernbaneteknisk), Hjul, hvis
Nav og Fælg er indbyrdes forbundet ved Hjælp
af Eger; se i øvrigt Hjulsæt.
G. K.
Stjernehjul, ældre Benævnelse for de alm.
cylindriske Tandhjul1, hvis Tænder sidder
radialt uden paa Kransen.
(F. W.). D. H. B.
Stjernehob (Stjerneklynge) er en
mere eller mindre tæt Samling af Fiksstjerner;
de optræder hyppigst i ell. omkr. Mælkevejen.
De fleste S. ser for det blotte Øje ud som
Stjernetaage, hvorfor alt, hvad man i Oldtiden
benævnte Taager, hører til S. Enkelte af disse
er som Pleiaderne for det blotte Øje let
opløselige i flere Stjerner; ved nogle, som Præsepe
i Krebsen, behøves der en mindre Kikkert for
at faa den opløst i sine enkelte Fiksstjerner.
Andre derimod ser selv i Kikkerter af
gennemsnitlig Størrelse ud som Taagepletter, og først
en større Kikkert lader een se de enkelte
Stjerner. Man mente derfor tidligere, at den lysende
Materie, som man saa paa Himlen, og som mest
lignede Taage- ell. Skytotter, kun var
tætstaaende Fiksstjerner, som en desto større Kikkert
lettere vilde opløse. Spektralanalysen har
imidlertid vist, at S. har et kontinuerligt Spektrum,
medens Stjernetaager viser et Gasspektrum,
m. a. O., S. bestaar af faste ell. flydende
glødende Legemer, Stjernetaagerne derimod er
glødende Gasmasser. Den første systematiske
Opsøgning af S. blev foretaget af W. Herschel
og fortsat af hans Søn John, senere har
d’Arrest, Rosse, Tempel o. a. arbejdet i samme
Retning; i den sidste Tid har fornemmelig Barnard
og Wolf ad fotografisk Vej fundet en hel Del ny S.
Spiraltaagerne har kun et Absorptionsspektrum
uden lyse Linier og skulde derfor betragtes som
uopløselige S. De bliver dog inkonsekvent
henregnet til Stjernetaager, da de i Udseende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
