Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stinksvampe - Stinktræ - Stinnes, Hugo - Stint - Stintzing, Johann August Roderich von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udvikling sprænger Peridiet og paa sin Spids
hæver det sporedannende, klokkeformede,
olivengrønne Lag op i Luften; Sporelejet med
Sporer flyder hen i en stinkende Slim, der
hidlokker forsk. aadselsøgende Insekter, især
Aadselfluer, der i Løbet af kort Tid ganske
fortærer den grønne Slimmasse, saa at kun de
hvide Kammervægge bliver tilbage. Liden S.
(P. caninus Huds.) er betydelig spinklere end
foreg.; dens Mycelium lever i raadne
Træstubbe, paa hvilke Frugtlegemerne kommer frem;
Stokken er gullig og Kammer væggene røde;
Sporelejet og Sporerne danner ogsaa til sidst
en slimet Masse, der dog er lugtløs.
(C. R.). C. F.
Stinktræ, se Japarandiba.
Stinnes [’∫tenəs], Hugo, tysk
Industridrivende, f. i Mülheim a. d. Ruhr 22. Febr 1870,
d. i Berlin 10. Apr. 1924. Han tilhørte en gl
Slægt i Ruhrdistriktet. Hans Bedstefader,
Mathias S., begyndte 1808 en selvstændig
Skippervirksomhed i Mülheim, skaffede sig ved
sin Dygtighed egne Kulpladser og Slæbebaade,
som han — først af alle — lod trække ved
Dampkraft. Hans Sønner førte siden hans
Firma videre, den yngste af disse Sønner var
Herman Hugo S., Faderen til Hugo S., der førte
Slægtens Betydning til dens Højdepunkt. —
Hugo S. uddannedes baade merkantilt og
praktisk saavel som teoretisk i Bjergmandsfaget. Han
indtraadte 21 Aar gl i Firmaet Mathias S., men
allerede i en Alder af 23 Aar grundlagde han
sit eget Firma, »Aktieselskabet Hugo S.«, hvis
Driftskapital fra først af var 50000 Mk. Det
drev Kulminer, Kulhandel og Skibsfart, men
tidlig vendte S. ogsaa sin Opmærksomhed mod
Jern- og Staalproduktion. Han blev en af
Førerne i den Bevægelse, der ved
Aarhundredskiftet vandt Overhaand i Ruhrdistriktet, i
Retning af at samle de enkelte industrielle
Virksomheder i store omfattende Syndikater. Han
vandt Hovedindflydelsen i
»Deutsch-Luxembourg«, der havde Kulminer i Ruhr- og
Saardistriktet, Jernertslejer i Lothringen og
Luxembourg. Denne Forbindelse af Kul og Jern staar
allerede som et Udtryk for S.’s ledende Tanke:
systematisk at knytte Udnyttelse af Raastoffer
til Fremskaffelse af Raastoffer og paa denne
Maade at spinde sine Foretagenders Traad saa
langt ud, som det paa nogen Maade er muligt.
Karakteristisk var det ogsaa, at han
medvirkede ved Oprettelsen af et Elektricitetsværk i
Essen, der skulde have sine Kul fra hans
Gruber. Det kom til at forsyne det halve
Ruhrdistrikt med Lys og Kraft. Allerede ved
Verdenskrigens Udbrud 1914 stod S. som en meget
rig og mægtig Mand, men i Krigsaarene
udfoldede hans Virksomhed sig videre, og han
købte sig nu Andele i den hamburgske
Skibsfart. Ogsaa politisk spillede han en Rolle; han
var en af de Industriførere, der krævede
Afstaaelse af de franske Ertslejer og derved
bidrog til at forhale Krigen.
Efter Sammenbrudet kom S. i en vanskelig
Stilling, men skyndte sig med ufortrøden Energi
at købe reelle Værdier for de synkende Penge,
og hans Virksomheder blev saa forgrenede og
omfattende som aldrig før. Han blev Sjælen i
den store Rhein-Elbe-Union, hvori 1920
»Deutsch-Luxembourg« gik op efter som Følge af Krigen
at have tabt sine Virkeomraader i Lothringen
og Luxembourg; meget snart blev denne Union
udvidet ved Optagelse af store
Elektricitetsselskaber i Berlin og Nürnberg og kaldtes
derefter Siemens-Rhein-Elb-Schuckert-Union. S. blev ogsaa stor Skovejer i
Østtyskland, og af Træet lod han fabrikere Papir;
derved fik han et naturligt Grundlag for litterær
Industri, som han ogsaa gav sig til at drive i
stor Udstrækning, idet han købte det ansete
Berlinerblad »Deutsche Allgemeine Zeitung« og
efterhaanden en lang Bække andre Dagblade. I
alle Retninger af Efterkrigstidens tyske
Samfundsliv syntes S. at strække sine Fangarme ud,
saa at sige overalt forestillede man sig hans
Indflydelse, og han stod »for mange som et
Afgudsbillede, for mange som en Rædsel«.
Walther Rathenau betegnede ham som
»partikularistisk Industrihertug«. Hans Evne til at
ophobe Rigdomme og skaffe sig Magt tegnede sig
i den alm. Opfattelse med et mystisk og
gaadefuldt Skær, saa meget mere som han rent
personlig blot bar Præg af den jævne,
arbejdsomme Købmand ell. Kontormand, maaske ogsaa
med et vist Drag over sig af en pædagogisk
Type. Det forøgede meget Interessen for ham,
at han blandede sig i Politik. Han deltog som
»sagkyndig« i Spa-Konferencen 1920, men gjorde
som Diplomat ikke nogen vellykket Figur. Der
kan ikke være Tvivl om, at han i den indre
tyske Politik gjorde sig stærkt gældende. I
Sammenhæng hermed staar hans Modstander
Cuno’s Udnævnelse til Rigskansler 1922. De,
der frygtede S.’s Magt, beroligedes ikke ved
de »nationale« og »sociale« Interesser, denne
Kapitalist i Kæmpeformat ikke forsømte at
lægge for Dagen. Han fremsatte endog en
Socialiseringsplan, der dog ikke blev
virkeliggjort og i øvrigt næppe kan have ligget ham
særlig paa Sinde. Efter Besættelsen af Ruhr
Jan. 1923 skaffede han den tyske Industri Kul
gennem sine eng. Forbindelser. —
Stabiliseringen af de tyske Pengeforhold bragte en Krise,
som de Stinnes’ske Virksomheder til alm.
Overraskelse ikke kunde taale. Der var blevet
bunden for store Kapitaler i fast Ejendom under
Inflationsperioden, og der var derfor ikke de
fornødne Midler til Driften under de ny
Forhold. S. havde simpelthen forkøbt sig. Efter
at han selv var død (efterladende et Par
Sønner), brød hans Foretagender meget snart
sammen, og dermed var det forbi med den
eventyrligste og mest ejendommelige Udfoldelse af
»kapitalistisk« Økonomi, som Efterkrigstidens
Europa har set. (Litt.: J. Fischart, »Das
alte und das neue System« III [Berlin 1920];
Hermann Brinckmeyer, »H. S.«
[München 1922]; G. Raphaël, Le roi de la Ruhr,
H. S. [Paris 1924]; P. P. Sveistrup i
Tidsskriftet »Borups Højskole« [Maj—Juni 1924]).
H. J-n.
Stint, se Laksefisk.
Stintzing [’∫tentseŋ], Johann August
Roderich von, tysk Retslærd, f. i Altona
8. Febr 1825, d. ved et Ulykkestilfælde 13.
Septbr 1883 i Oberstdorf, deltog i den
slesvig-holstenske Bevægelse, 1848 Advokat, 1850 Notar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
