Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stemme - Stemmebaand - Stemmeflerhed - Stemmefløjte - Stemmeføring - Stemmegaffel - Stemmehammer - Stemmehorn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den, der findes ved Hovedstemmen.
Bryststemmens Leje er altid for samme Individ lavere
end Hovedstemmens. Forbruget af Luft er paa
Grund af Stemmeridsens i Reglen større Vidde
(især fortil) som oftest størst ved Bryststemmen.
S.’s Leje og Omfang. Ved S.’s Leje
forstaar man det Tonehøjdeomraade, i hvilket
S. under sædvanlige Forhold bevæger sig. Det
er bestemt ved Strubehovedets Størrelse,
Stemmebaandenes Masse og de øvrige
anatomiske Forhold og er derfor forskelligt hos de
forskellige Individer. Det er i høj Grad
afhængigt af Kønnet og Alderen. I
Barnealderen (omtrent til det 12. Aar) er Stemmelejet
ens for begge Køn, men i Forbindelse med den
stærke Udvikling af Strubehovedet i
Pubertetsalderen hos Manden indtræder der i Alderen
fra 14 til 18 Aar en Sænkning af Stemmelejet
(Mutationen, Overgangen) paa omtrent en
Oktav, medens Kvindens S. i Alderen fra 15 til 20
Aar ganske vist undergaar Forandringer, bliver
fuldere og fastere, men ikke væsentlig
forandrer Leje. For øvrigt er Stemmelejet som sagt
individuelt forskelligt. Man plejer at dele S. i
saa Henseende i de dybe Lejer Bas og
Tenor og de høje Alt og Sopran med flere
Underafdelinger.
Ved S.’s Omfang forstaas Udstrækningen
af de Tonehøjder, som overhovedet kan
frembringes. Det er yderst forskelligt for de
forskellige Individer og kan i høj Grad forøges ved
systematisk Øvelse. Det Omfang, som benyttes
ved almindelig Tale, er i Reglen meget
indskrænket. For de flestes Vedkommende er det
næppe mere end en stor Terz eller en Kvart.
Se i øvrigt Lyd (sproglig).
S. T.
Naar de ved de menneskelige Stemmeorganer
frembragte Toner, bevidst ell. ubevidst,
opfylder visse akustiske, musikalske og æstetiske
Betingelser, opstaar Sangen, der er et af de
oprindeligste Udtryk for det menneskelige
Følelsesliv. De fleste Mennesker har Sangstemme,
ɔ: Stemmeredskaberne er fysiol. set i Stand til
at udføre de Bevægelser, der betinger en mus.
Tonedannelse; men ikke alle er i Besiddelse af
det mus. Gehør (s. d.), der er nødvendigt
for at styre og retlede disse Bevægelser —
hvilket ofte forveksles med Mangel paa
Sangstemme —, og de færreste menneskelige S. er af
Naturen fuldt færdige ell. udrustede til
Udførelse af Sang i Ordets fulde kunstneriske Bet.
Dertil kræves en lang og indgaaende Udvikling
og Uddannelse, der dels gælder selve
Tonedannelsen og derfor er rettet paa alle de
forsk. Organer, der tilsammen medvirker til
Frembringelsen af den kunstnerisk fuldendte
Tone, saaledes Lungerne, der frembringer
Luftstrømmen og regulerer Tonens Styrke,
Stemmebaandene, hvis Svingninger frembringer
selve Tonerne, Mundhulens og Næsesvælgrummets
Muskler, der bidrager til Tonens Klangfarve,
Volumen o. s. v., — dels omfatter alle de mus.
Elementer, Rytmik, Melodik, Foredrag,
Stilfølelse, Smag o. s. v., der gør Sangen til en
æstetisk fuldgyldig Kunstydelse. — Indtil 17.
Aarh. var det kun Kirken, der tog sig af den
egl. Sangkunst. Allerede i den tidlige
Middelalder sørgede den for Uddannelsen af gode
Sangere; Pave Hilarius (i 5. Aarh.) skal have
oprettet en Sangskole i Rom. Efterhaanden
udviklede Forholdene sig saaledes, at enhver
Kirke, der underholdt et Sangerkor, var
forbunden med en Sangskole. Med Udviklingen af den
verdslige Musik, og særlig efter Operaens
Skabelse, fremtræder Uddannelsen af Sangere som
en selvstændig Virksomhed, og nu var det dels
berømte Sangere, dels Operakomponister, der
oprettede de senere saa berømte Sangskoler
(Pistocchi og Bernacchi i Bologna, Porpora i
Venedig, Leo, Feo i Neapel o. s. v.). Med 17.
Aarh. begynder den egl. Virtuositetens
Tidsalder, og i over et Aarh. behersker nu den ital.
Sangkunst med dens bel canto og dens
glimrende Virtuositet alle Scener for først at vige
Pladsen, da Gluck’s og senere Wagner’s Reformer
paa Operaens Omraader stillede ganske andre
Fordringer til Sangkunsten og dens Udøvere.
Den ældste Anvisning til Sangkunstens Udøvelse
skal være Fortalen til Caccini’s Nuove musiche
(1602); af de talrige Sangere og Sanglærere,
der siden den Tid har nedlagt deres Erfaringer
paa Sangkunstens Omraade i trykte Værker,
Sangskoler, skal kun nævnes Lamperti, Delle
Sedie. Garcia, Lablache, Panofka, Marchesi,
Sieber, Stockhausen, Hey.
S. (fr. partie, ital. parte, eng. part) benyttes
ogsaa som Betegnelse for de enkelte Led i
Udførelsen af et Musikstykke (de forsk. S. i
Orkesteret, i et kombineret Sangstykke o. s. v.);
efter deres forsk. Bet. og i de enkelte Tilfælde
mere ell. mindre fremtrædende Vigtighed deles
de i Hoved- og Bistemmer, ell. i Solostemmer
og Kor- ell. Ripienstemmer; efter deres
Beliggenhed i Over-, Mellem- og Understemmer. Om
S. i Orgelet se Register.
S. L.
Stemmebaand, se Stemme.
Stemmeflerhed, se Majoritet.
Stemmefløjte, et lille fløjtelignende
Instrument af Staal til Angivelse af en enkelt
bestemt Tone, i Reglen enstreget a
(Kammertonen); man har ogsaa S., der ved Hjælp af et
forskydeligt Stempel kan angive Skalaens
forskellige Toner.
S. L.
Stemmeføring, Behandlingen, Føringen af
de enkelte Stemmer i et flerstemmigt
Musikstykke, under fornøden Hensyntagen til
Lovene og Reglerne for hver enkelt Stemmes
selvstændige Bevægelse og Stemmernes indbyrdes
Forhold.
S. L.
Stemmegaffel (fr. diapason, eng.
tuning-fork, ital. corista), en togrenet Gaffel af Staal,
der ved Anslag angiver en bestemt Tone, i
Reglen enstreget a, Kammertonen (s. d.),
og som benyttes til Bestemmelse af den
absolutte Tonehøjde. S. skal være opfundet 1711 af
John Shore (d. 1753 som Lutspiller i det kgl.
Kapel i London).
S. L.
Stemmehammer ell. Stemmenøgle, et
hammerlignende Apparat, hvoraf man betjener
sig til at stemme forsk. Strengeinstrumenter,
særlig Klaveret; det er forsynet med en
Udboring, der svarer til Formen af Skruehovederne.
S. L.
Stemmehorn, et Instrument, hvormed
Orgelbyggeren stemmer de aabne Labialpiber i
Orgelet; det er forsynet fortil med en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
