Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre / 106 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Staalfremstilling - Staalhue - Staalorm

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

I Sverige produceredes 1924: 398000 t
Martinblokke og Staalstøbegods, 64000 t
Konverterblokke, 33000 t Digel- og Elektrostaalblokke.

De nævnte Staalsorter omtales alle i
selvstændige Artikler, bortset fra

Elektrostaal, som er Staal, fremstillet
i elektrisk Ovn. Saadanne Ovne bruges i
stigende Grad i vandfaldsrige Lande som
Erstatning for Martin- og Digel-Ovne. Det er muligt
(ikke økonomisk) at fremstille haardt
Elektrostaal direkte af Malmen, men hyppigst er
Raastoffer og Fremgangsmaade som ved
Martin-Processen, blot at Ovnen opvarmes elektrisk,
saa at Staalet ikke berøres af
Forbrændingsprodukter. Ferskningen (Afkulning og
Rensning) sker ved en Malmtilsætning. Samtlige
elektriske Ovne (s. d.) arbejder med
Vekselstrøm, da man vil undgaa kem. Virkninger af
Strømmen, og udmærker sig ved, at
Temperaturen let kan reguleres. Der haves forsk.
Konstruktioner. Kjellin’s Ovn (s. d.) har
en ringformet Rende til Materialet, og i dette
induceres en elektrisk Strøm, der smelter
det. Af Lysbueovne haves de 3 i Fig. 1—3
viste Typer. I Rennerfelt’s (s. d.) Ovn
(Fig. 1) dannes Lysbuerne mellem
Kulelektroder oven over Staalet og Slaggen, der saaledes
opvarmes gennem Luften og ved Straaling. I
Hérault’s Ovn (Fig. 2) gaar Lysbuerne og
Strømmen fra den ene Elektrode gennem
Luften til Badet og videre gennem Luften til den
anden Elektrode. Ovnen er bygget rummende
indtil 25 t. I Girod’s Ovn (Fig. 3) gaar
Strømmen fra den øvre Elektrode gennem
Luften ned til en Bundelektrode i Badet. Mindre
brugt er de saakaldte rene
Modstandsovne, hvis Elektroder ikke danner Lysbuer,
men er i direkte Berøring med Badet ell. med
særlige Varmelegemer i Ovnen; i disse Ovne
bliver Staalet varmere end Slaggen, medens
Forholdet er omvendt i Lysbueovne.

Ved alle moderne Ovne sker Tømningen ved
at tippe Ovnen.

De elektriske Ovne bruges endnu kun i ringe
Grad til Ferskning af Raajern; det er billigere
at smelte dette i Martinovn og underkaste det
smeltede Materiale en Efterbehandling
(Raffinering) i den elektriske Ovn, hvor det er
under lgn. Forhold som i en Digel, og hvor det
derfor kan forbedres saa meget, at man af
urene Raastoffer kan fremstille Elektrostaal,
der staar paa Højde med det bedste
Martinstaal ell. endog Digelstaal, og som kan
fremstilles billigere og (i Modsætning til Digelstaal)
ikke blot kulrigt, men ogsaa kulfattigt. Ogsaa
Konverterstaal kan raffineres paa denne
Maade, men Produktet bliver ikke saa fint.
Endvidere bruges disse Ovne ved Fremstilling af
saa smaa Staalmængder, at Martinovnen og
Dværgkonverteren er uegnede. Saaledes
fremstilles Værktøjsstaal, navnlig Volfram- og
Molybdænstaal, ofte i smaa Lysbueovne (Fig. 1),
der rummer 1200 kg, og hvis Kulelektroder er
anbragt saa højt, at Staalet ikke kan optage
Kul fra Elektroderne. Indsætningen sker fra
en Sidedør. Staalet udstøbes til Blokke, der
valses eller smedes til Stænger.
E. Su.

Fig. 1.

Fig. 2.

Fig. 3.

Staalhue, se Stormhat.

Staalorm (Anguis fragilis L.). En
lemmeløs, slangedannet Snogeøgle, som har faaet
Navn af sin ejendommelige, glinsende glatte
Skælklædning. Det forholdsvis lille Hoved
dækkes paa Oversiden af Plader; Øjnene har fri
Øjelaag, Øreaabningen er meget lille og skjult.
Munden er væbnet med krumme Tænder;
Tungen udmærker sig ved, at dens Spids kan
trækkes tilbage i dens bredere Grunddel. Den
trinde Krop beklædes af talrige smaa, taglagte
Skæl, der ned ad Ryggen og Bugen er bredt
sekskantede; under disse ligger i Læderhuden
smaa Benplader, som giver Huden en særegen
Fasthed. Halen er, i uskadt Tilstand, noget
længere end Kroppen; ved ublid Behandling
knækker den imidlertid let af, og skønt den
atter vokser ud, naar den dog sjælden sin opr.
Længde. Trods Manglen af Lemmer kendes S.
let fra Slangerne, idet den mangler disses
udvidelige Gab og brede Bugskinner; endelig er
Øjelaagene ikke sammenvoksede, og af
Lemmernes Skelet er baade Skulder- og
Bækkenpartiet bevaret. Farvetegningen er næppe ens
hos to Individer; de spæde Unger er paa
Ryggen næsten sølvhvide med en sort Midterstribe,
medens Siderne og Bugen er sortagtige. Ældre
Eksemplarer har derimod som oftest en
blygraa Ryg, brunlige Sider og sorteblaa Bug, men
ved mere ell. mindre tydelige Længderækker
af blaagraa Pletter ell. Punkter kan Udseendet
blive højst forskelligt. S., der kan naa en Længde
af c. 40 cm, er et ret langsomt og
ubehjælpsomt Dyr, der holder til i Krat og ved Gærder
og fører en forholdsvis skjult, gravende
Tilværelse. Den er fuldstændig uskadelig og
ernærer sig udelukkende af smaa Dyr, navnlig
Snegle og Regnorme. Forplantningen finder
Sted i Eftersommeren; da aflægger Hunnen
sine talrige Æg, som Ungerne forlader,
umiddelbart efter at de er lagte. Foruden i
Danmark og i de sydligere Dele af Skandinavien,
hvor S. er et ganske alm. Dyr, træffes den
udbredt over hele Mellem- og Sydeuropa, i
Vestasien og Nordafrika. I øvrigt er Familien
Anguidæ, til hvilken S. hører, i Europa kun
repræsenteret af Scheltopusik’en (s. d.), medens
Hovedmængden af dens Former hører hjemme

Staalorm (Anguis fragilis).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>