Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Springpadder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gællebuernes Yderside et andet Sæt Gæller, der
fungerer hele Larvelivet igennem. Sandskorn og
andre fremmede Legemer, der muligvis gennem
Munden kunde trænge ind og beskadige
Gællerne, holdes borte ved Hjælp af et særegent
Filtrerapparat, et Gællegitter, paa Gællebuens
Inderside. Efter som Væksten skrider frem,
antager Larven den ejendommelige
Haletudseform, idet Kroppen, navnlig p. Gr. a. den
mægtige, spiralformet oprullede Tarm, bliver
kugleformet og viser sig skarpt afgrænset fra Halen,
der uddannes til en kraftig Svømmehale med
en veludviklet Finnebræmme. Af Lemmerne
udvikles tilsyneladende først Bagbenene, der viser
sig som en lille Knop paa hver Side af Gattet;
i Virkeligheden dannes dog Forlemmerne først,
men bliver lang Tid liggende skjulte i
Gællehulen. Larvernes Føde er dels Plantedele, dels
allehaande Smaadyr, der sidder paa Planterne
eller i Dyndet; større Ting begnaver de ved Hjælp
af de Hornkæber og fine Horntænder, hvormed
Mund og Læber er besatte. Larvelivet afsluttes,
naar Bagbenene er vel udviklede og Forbenene
brudte frem; Lungerne begynder da at fungere,
Halen svinder ind, Munden omdannes, og Dyret
kryber paa Land. Larveperioden er hos de
forsk. Former af højst ulige Længde; saaledes
afsluttes Skruptudsernes og de brune Frøers
Udvikling allerede i Juli Maaned, og Larverne
naar kun en ringe Størrelse, hvorimod den
grønne Frøs og Løgfrøens Larver træffes endnu
sidst i Septbr og samtidig bliver meget store
(henh. indtil 17 og 11 cm lange). Larven af
Løgfrøen bliver saaledes betydelig længere end det
udvoksne Dyr; det samme gælder i endnu
højere Grad om »Fiskefrøen« ɔ: Larven af en
sydamerikansk Frø Pseudis. Som allerede nævnt
er det Reglen, at Æggene aflægges i Vandet og
der overlades til sig selv; i Tidens Løb er der
dog, navnlig blandt de tropiske S. blevet kendt
ikke saa faa Eksempler paa ejendommelige
Yngleforhold, ja endog paa virkelig Yngelpleje.
Mindst afvigende er Forholdene, naar Æggene
ganske vist lægges paa Land, men dog i en
saadan Nærhed af Vand (f. Eks. i Huller ved
Dammenes Bredder eller paa Bladene af Træer, der
rager ud over Vandet), at Ungerne næppe kan
undgaa at blive skyllede ud i dette, hvor de saa
udvikles til Ende. Hos andre, saasom
Antillefrøen (Hylodes martinicensis), kommer hverken
Æg eller Unger nogen Sinde i Vandet, men den
fuldt færdige Skikkelse naas inde i
Æggeskallen; Æggene er her store og rige paa Næring,
men faa. Begyndelsen til en Yngelpleje ses hos
en stor sydamerikansk Løvfrø, hvor Hunnen af
Dynd bygger en Art Rede, i hvilken den lægger
sine Æg; i andre Tilfælde bærer derimod enten
Hannen eller Hunnen Æggene, eller endog
Haletudserne, en Stund omkring med sig,
fæstede til Bagbenene, til Ryggen eller til Bugen;
det første gælder Fødselshjælperfrøen, hvis Han
vikler Æggesnorene om Bagbenene og, paa
Land, bliver ved at bære dem om med sig,
indtil Ungernes usædvanlig store, ydre Gæller er
forsvundne; først da begiver den sig til Vandet,
hvor Larverne slipper ud. Særlige Indretninger
til Æggenes Beskyttelse findes hos nogle
Løvfrøer, de saakaldte Pungfrøer (Nototrema), hvor
Ryghuden hos Hunnen er krænget ind som en
ejendommelig Rugepose, der aabner sig langt
bagtil paa Ryggen og optager Æggene, som her
gennemgaar hele Udviklingen eller i hvert Fald
en stor Del af denne. En Rugepose, dannet paa
en ganske anden Maade, findes hos en
sydamerikansk Frø (Rhinoderma Darwinii); her
udklækkes Æggene (i et Antal af indtil 15) i
Hannens Kvækkeposer, som paa den Tid tiltager
overordentlig i Størrelse. Endelig maa nævnes
Pipa’en, hvor de talrige Æg af Hannen lægges
op paa Hunnens Ryg; Huden undergaar nu her
en ejendommelig Omdannelse, hvis Resultat er,
at hvert Æg kommer til at ligge i sit lille Rum
i Huden, dækket af den til et Laag hærdnede
Ægslim. Udviklingen føres her til Ende paa
omtrent tre Maaneder. Uden for Yngletiden
opholder S. sig som Regel paa Land, om end med
Forkærlighed paa ret fugtige Steder, f. Eks. i
Skove, paa Enge, om Huse o. s. v.; imidlertid
findes ogsaa Former, der aldrig fjerner sig
langt fra Vandet; det gælder saaledes den
grønne Frø, der hele Sommeren igennem træffes ved
Dammenes Bredder, og, i endnu højere Grad,
Klokkefrøen, der næppe opholder sig synderlig
paa Land uden om Vinteren. Rene Vanddyr,
som paa Land bevæger sig højst ubehjælpsomt,
er de i alle Henseender saa afvigende Former
Pipa og Xenopus. Blandt Landformerne er
adskillige, saasom Skruptudserne og endnu mere
Løgfrøen, udpræget gravende Dyr, som Dagen over
holder sig skjult i Jordhuler og først ved
Aftentid kommer frem for at jage. En
ejendommelig Tilpasning til at leve paa Buskenes og
Træernes Blade findes hos Løvfrøerne, hvis
Taaspidser er udvidede til Hæfteskiver, og som
gerne har livlig grønne Farver; de
repræsenteres i hele Europa kun af en enkelt Art, men
træffes i talrig Mængde navnlig i det tropiske
Amerika og Australien; enhver Frø med
Hæfteskiver paa Tæerne hører dog langtfra altid til
de ægte Løvfrøer (Hylidæ). S. optræder i
talrigst Mængde i de tropiske og varmt
tempererede, regnfulde Egne; Vinterkulden undgaar de paa
koldere Steder levende Former ved mod
Vinterens Begyndelse at grave sig ned og
dernæst tilbringe hele den kolde Aarstid i Dvale;
ogsaa mod Sommerens Tørke søger de ofte at
skærme sig ved Nedgravning. S. ernærer sig af
alle Slags mindre Dyr, navnlig Insekter, Orme
og Snegle; kun om enkelte af de største, f. Eks.
den nordamerikanske Oksefrø samt Hornfrøen,
angives det, at de ogsaa stundom tager smaa
Hvirveldyr, som Fisk, Mus og Fugleunger. For
Menneskene har S. i det hele ringe Betydning,
idet kun faa naar en saadan Størrelse, at de
kan anverades som Næringsmiddel; dette gælder
saaledes den grønne Frø, der efterstræbes
stærkt i Sydeuropa, idet dens Bagben er en
yndet Spise; ligeledes er Oksefrøen Genstand
for Jagt.
Den systematiske Sammenstilling af de over
800 Arter, som nu kendes af S., er ret
vanskelig, navnlig fordi lettere tilgængelige, ydre
Kendemærker næppe er at finde; efter anatomiske
Forhold deles de nu i to Hovedgrupper
Phaneroglossa og Aglossa, af hvilke de sidste mangler
Tungen og kun omfatter de to ejendommelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
