Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sponneck, Wilhelm Carl Eppingen - sponsalia - sponsio - sponsores - spontan - Spontanbevægelser - Spontanfraktur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en virkelig parlamentarisk Minister og at knytte
alle Partier til sig, for at kunne benytte dem
alle. I Rigsdagsperioden 1850—52 nød han da
ogsaa en betydelig Popularitet hos alle
politiske Afskygninger, baade paa Rigsdagen og
ude i Landet. I det nationale Spørgsmaal stod
S. paa Novemberministeriets Tid nærmest
sammen med de national-liberale, men et Omsving
heri indlededes ved hans Rejse til Wien og
Berlin i Jan. 1851. Efter stærk Kamp inden for
Ministeriet var det af S. og Clausen
udarbejdede »Notabelprojekt« blevet vedtaget mod
Udenrigsminister Reedtz’ Modstand. Det var en
Plan til en Fællesforfatning for det danske
Monarki, hvilende i det væsentlige paa
eiderpolitisk Grundlag, og det var paa Forhaand ikke
svært at se, at det næppe vilde kunne vinde de
tyske Stormagters Billigelse. For at stemme
disse gunstig for det sendte man paa Reedtz’
Forslag S. til Wien og Berlin. Han blev
modtagen med en Del Mistillid som en af Lederne
for det danske »Nationalparti«; men under sit
Ophold i Wien blev han overtydet om
Umuligheden af under den i Europa herskende
konservative Strømning at gennemføre
Notabelprojektet eller nogen anden dermed beslægtet
Ordning. S. vendte, som hans Kollega Clausen
sagde, tilbage »snarere som vunden end som
vindende« og bidrog i den følgende Tid meget til
at forbedre Ministeriets Svingning over mod
Helstaten. Denne Svingning resulterede til sidst i
Ministeriets Afgang i Jan. 1852 og Dannelsen af
det helstatlig-konservative Ministerium Bluhme,
i hvilket S. bibeholdt Finansportefeuillen. Det
Bluhme’ske Ministerium kunde endnu regne
paa Bondevennernes Støtte; men efter at A. S.
Ørsted havde overtaget Konseilspræsidiet, fik
Ministeriet saa godt som hele Rigsdagen mod sig,
og der var saaledes ikke længere Betingelser
til Stede for en Reformpolitik, som den, S.
havde ledet i Novemberministeriets Dage. Hans
politiske Grundsyn blev ogsaa i de senere Aar
stedse mere konservativt, og han følte sig
væsentlig som Kampminister. Over for Rigsdagen
optraadte han nu paa en i høj Grad overlegen
og hovmestererende Maade, og han endte med
at blive et af Ministeriets upopulæreste
Medlemmer. 1853 gennemførte han dog med
Bondevennernes Hjælp den stærkt omstridte
Toldenhedslov, men siden optoges hans saavel som
de øvrige Ministres Opmærksomhed mest af
Forfatningssagen, og den oktroierede
Fællesforfatning af 26. Juli 1854 var i det væsentlige
konciperet af ham. Efter Ministeriet Ørsted’s
Afgang i Decbr 1854 sattes han, tillige med sine
Kolleger, under Rigsretstiltale for de
ubevilgede Rustningsudgifter under Krim-Krigen, men
frikendtes. Kun tre Uger efter sin Afgang som
Minister udnævntes han til Generaltolddirektør
og styrede i denne Egenskab Toldvæsenet med
samme fremragende Dygtighed som tidligere.
Det Toldlovforslag, som blev til Lov 4. Juli
1863, var udarbejdet af ham og betød et
væsentligt Skridt i Frihandelsretning. I den alm.
Politik blandede han sig paa ny ved et 1859
udgivet Skrift »Den holstenske Stænderforsamling
og Forfatningssagen«, i hvilket han i det
væsentlige tog Ordet for det af de holstenske
Stænder fremsatte Fællesforfatningsforslag,
hvorefter enhver af Monarkiets fire
Landsdelsrepræsentationer skulde have Veto i
Fællessager. Han paadrog sig herved yderligere det
herskende nationalliberale Partis Uvilje og blev
navnlig skarpt imødegaaet af Madvig. 1863 tog
han sin Afsked som Generaltolddirektør, for
efter Prins Christian’s Ønske at ledsage den
unge Kong Georg til Grækenland som hans
personlige Raadgiver. S. viste ogsaa i denne
vanskelige Stilling sin vanlige Dygtighed og Energi;
men de græske Partiførere vilde ikke i
Længden finde sig i dette ukonstitutionelle
Mellemled mellem dem og Kongen, og Decbr 1865
vendte han tilbage til Danmark. Han, der i
Aarene 1850—53 havde været Folketingsmand
for Ribe-Kredsen, valgtes i Efteraaret 1866 i
Aalborg paa ny til Medlem af Folketinget, men
traadte tilbage efter tre Aars Forløb. Han
indtog i denne Periode en ret isoleret Stilling paa
Rigsdagen, og skønt han blev Medlem af
vigtige Udvalg, navnlig angaaende finansielle
Forslag, lykkedes det ham ikke at komme til at
spille nogen ledende Rolle. 1868 blev han
Nationalbankdirektør og 1873 Direktør for den
nystiftede Handelsbank. Han var i en Del Aar
Medlem af Kjøbenhavns Amtsraad, men
modstod alle Fristelser til paa ny at indtræde i
det politiske Liv. (Litt.: Emil Elberling,
»Grev S.« i »Nationaløkonomisk Tidsskrift«
[1888]).
N. N.
sponsalia (lat.), Forlovelse; se sponsio.
sponsio (lat.: »Løfte«, af spondeo, »lover«)
forekommer i den rom. Ret i forsk.
Betydninger. I rom. Krigsret betegner s. bl. a. det
højtidelige Løfte, hvorved Feltherren under
Foretagelse af Ofringer til Guderne gav sit Ord
i Pant paa at ville indstille Fjendtlighederne
og slutte Vaabenstilstand. I rom. Privatret er
s. den ældste sakrale Form for den
gammelromerske, mundtlige, men til bestemte
Ordformler (spondesne? spondeo) strengt bundne
Retshandling (stipulatio), hvorved et ensidigt
Obligationsforhold (senere ogsaa Kaution i dens
opr. Form) stiftedes. I den ældste rom. Ret
synes »Trolovelser« (sponsalia) at være stiftet
ved en hermed beslægtet s. I den rom.
Civilproces betegner s. inden for den ekstraordinære
prætoriske Retspleje en ejendommelig
processuel Fremgangsmaade, der navnlig til
Beskyttelse af den blotte Besiddelse tjente til at
supplere den saakaldte Interdiktsproces. (Litt.:
Girard, Manuel elementaire de droit romain5,
486 ff., 750 ff.; Mitteis, »Römisches
Privatrecht«, I [1908], S. 266 ff.; Wenger,
»Institutionen des röm. Zivilprozessrechts« [München
1925], S. 237 ff.).
C. W. W.
sponsores, se Faddere.
spontan (lat.), af egen Drift, uden ydre
Paavirkning, vilkaarlig.
Spontanbevægelser er Bevægelser som
Rysten ell. Kramper, der opstaar ved visse
Hjernelidelser og udløses fra Hjernen uden
Viljens Medvirken.
K. H. K.
Spontanfraktur (lat.), Benbrud, opstaaet
uden paaviselig ydre Vold, forekommer, hvor
de lange Rørknogler er Sædet for en Sygdom,
der har forvoldt Skørhed af dem, saa at de
ikke er i Stand til at bære det Tryk, som de
under normale Forhold formaar. En af de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
