Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spitsbergen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ligger Granit, Gnejs og Hornblendeskifer,
derover følger Heklahook-Systemet, der
dannes af Kvartsit, granatførende Glimmerskifer,
Lerskifer, Dolomit og Kalksten. Disse Lag
stammer fra den kambriske og siluriske
Periode og er stærkt foldede og forskudte. De
træder frem til Overfladen i den nordvestlige
Del af Landet. Derefter følger horisontale ell.
svagt hældende Lag af røde devoniske Sandsten
og Skifere med Fiskerester, Sandsten, Skifer og
Kalksten fra Karbon og Perm med Planterester
og Kullag, Mergelskifere og Sandsten fra Trias,
planteførende Sandsten og Skifere fra Jura
med Kullag. Den nedre Del af Tertiærsystemet
bestaar af planteførende Ler- og Sandsten
med Kullag, den midterste Del af marine
Dannelser, medens det øvre Tertiær atter
indeholder Planterester. De tertiære Kul er af
fortrinlig Kvalitet og er de eneste, som brydes. S.’s
geologiske Historie har stor Interesse i
Sammenhæng med den skandinaviske Halvøs, med
hvilken S. endnu er forbunden ved en
undersøisk Ryg. Ligesom i det skandinaviske
Højfjeld er de førdevoniske Lag foldede og har
dannet en Del af den caledoniske Kæde, som fra
Skotland og Norge strakte sig over S. til
Grønlands Nordkyst, men medens den skandinaviske
Halvø efter Devontiden uafbrudt har været
Land, saa de senere Dannelser mangler, har S.,
efter at den caledoniske Kæde var blevet
planeret, gentagne Gange været sænket under
Havets Overflade, ligesom Kystvande og Indsøer
har givet Anledning til Dannelse af
planteførende Lag. Gentagne Gange er der sket store
Forskydninger langs Brudrande. I Istiden var
S. helt dækket af Is. S. har deltaget i den
skandinaviske Sænkning i Stenalderstiden, og
ligesom i Skandinavien har denne Sænkning
været ledsaget af et noget mildere Klima end
Nutidens. Da de fleste Jordlag ligger næsten
vandret, har S. Karakter af en Højslette, furet
af brede Dale. Kun hvor de gl., foldede
Bjergarter ligger i Overfladen, findes vilde
Bjerglandskaber med de spidse Tinder, som har
givet Landet dets Navn. Det højeste Punkt er
Newtonfjeld (1717 m), derefter Eidsvoldfjeld
(1454 m) og mod Syd Hornsund Tind (1430 m).
Klima. Golfstrømmen berører Vestkysten
af S. og skaber et Klima, der i Forhold til den
nordlige Beliggenhed er usædvanlig mildt. Paa
Nordkysten er Marts den koldeste Maaned med
÷ 17° i Middel, Juli den varmeste med 4,8° i
Middel. Ved Isfjord havde (1882—83) Marts en
Middeltemp. af ÷ 16,7°, Aug. 4,6°. Den højeste
maalte Temp. var 13,6°, den laveste ÷ 35,5°.
I Green Harbour er maalt ÷ 49,2°. Sne kan
falde i alle Maaneder. Vejret er meget
ubestandigt, Taage er hyppig. Om Vinteren er
Kysterne omgivne af Havis, men om Sommeren er
Vestkysten altid tilgængelig i tre Maaneder.
Snegrænsen ligger ved en Højde af c. 600 m,
saa at det indre af Øerne er dækket med en
Indlandsis, hvorfra Gletschere skyder sig ned
til Havet.
Plantevæksten er ikke forsk. fra de
andre Polarlandes. Der er fundet 122 Arter af
Karplanter.
Af Dyr er Rensdyr, Polarræv, Isbjørn og
Lemming de vigtigste. Ved Kysterne findes
Hvalrosser o. a. Sæler, Edderfugle og talrige
andre Søfugle. Havet er rigt paa Fisk. Af Hval
findes der nu lidet. Kun ved Kulgruberne
findes fast Bebyggelse, men om Sommeren
besøges Øerne tillige af Fiskere og Turister. — Den
videnskabelige Undersøgelse af Øernes
Naturforhold skyldes saa godt som udelukkende
svenske Videnskabsmænd.
Historie. Landet blev sandsynligvis
fundet af Nordmænd 1194. Efter at Grønland og
Island var forenet med Norge 1260, mente de
norske Konger at have Krav paa alt Land op
til »Ledestjernen« — Nordpolen — og Ret til
at holde Fremmede borte fra de nordlige
Havomraader. Nordmændenes Opdagelse blev
glemt, og Hollænderen Willem Barents fandt
Landet paany 1596 og gav det Navn. England
og Holland gjorde gældende, at Herredømmet
over Lande, som ikke før var kendt, tilkom den
Nation, som opdagede dem, og tog dem først i
Besiddelse. Vest-S. blev endog taget i
Besiddelse af Englændere paa den engelske Konges
Vegne. Men England trak sig tilbage fra Fangsten
paa S., og den engelske Konge opretholdt da
ikke længere noget Krav paa Højhedsret over
det. — Da Norges territoriale Krav, som var
hævdet under de langvarige internationale
Forhandlinger i det 17. Aarh., efterhaanden faldt
bort, efter som Hvalfangerne forlod Landet,
blev saavel S. som de andre arktiske Øer: Jan
Mayn og Frants Josef’s Land folkeretslig set
Ingenmandsland. 1871 rettede den fælles
norsk-svenske Udenrigsminister en Henvendelse til
Magterne, om de havde noget at indvende mod,
at S.-Øgruppen blev taget i Besiddelse for Norge.
Da Rusland mente, at den fremdeles burde være
Ingenmandsland, blev Planen opgivet. Det
første store Tilløb til Udnyttelse af S.’s
Naturrigdomme fandt Sted i Begyndelsen af dette
Aarhundrede. Det førte snart til Konflikter
mellem de forskellige Nationer. Den
norske Regering rettede da 1907 en
Henvendelse til Magterne om Ønskeligheden af,
at der blev truffet en international Aftale om
Retsforholdene paa S. under Bibeholdelse af
Øens Stilling som Ingenmandsland. Magternes
Svar var imødekommende, og der blev i Oslo
holdt Konferencer mellem de tre interesserede
Nordmagter: Norge, Sverige og Finland, 1910 og
1912. En Konference, hvor alle interesserede
Magter mødte, blev holdt i Oslo 1914, men den
var endnu ikke færdig med sine Arbejder, da
Verdenskrigen brød ud. Disse Forhandlinger
viste imidlertid, at det var vanskeligt at komme
til nogen Enighed. Stormagtsrivaliteten kom
til Syne. Og da Forhandlingerne blev afbrudt
1914, var man snarere længere fra en Løsning
end nogensinde. Paa Foranledning fra norsk
Side blev Spørgsmaalet om Højhedsretten over
S. taget op under Fredskonferencen i Paris af
de allierede og associerede Magters højeste Raad.
9. Febr 1920 undertegnede Norge, de fem
allierede Stormagter, Sverige, Danmark og Holland
en Konvention, som anerkendte Norges fulde
og uindskrænkede Højhedsret over S.
Konventionen har et Bilag, som indeholder Regler for,
hvorledes Privatfolks Krav om tidligere
Okkupation skal behandles, og hvorledes saadanne
Tvistemaal skal paadømmes. Der er ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
