Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Cabrera — i Henseende til Grusomhed havde
for øvrigt de to fjendtlige Partier ikke meget
at lade hinanden høre —, og de gjorde Strejftog
om i hele Landet. Bilbao, som Karlisterne paa
ny belejrede (fra Oktbr 1836), havde de dog
ikke kunnet tage, idet Espartero sejrede ved
Luchana og bragte Undsætning. Men da Don
Carlos omtr. stod ved Madrids Porte, befalede
han pludselig sin Hær — saa nødig den vilde
— at trække sig N. paa; han mente ikke at
være stærk nok og turde ikke gribe det gunstige
Øjeblik. I det øvrige Felttog led hans
Tilhængere fl. Nederlag, og der opstod megen Splid
mellem dem. Paa begge Sider hævede der sig
fl. og fl. Stemmer for Fredsslutning; men
endnu Vinteren 1838—39 hærgedes, brændtes og
myrdedes der af Hjertenslyst, især hvor
Cabrera førte an. Kort efter sin før omtalte
Ankomst til Madrid var Espartero blevet
Overgeneral og Ministerpræsident, men en moderat
Majoritet i de nyvalgte Cortes tvang hans
Ministerium til at vige for Grev Ofalia, imedens
den konservative General Narváez fortrængte
ham af Enkedronningens Tillid og viste ham
aabenbar Ulydighed. Sin Stilling som Hærens
Øverstbefaldende beholdt han dog, og efter fl.
Sejre samt hemmelige Underhandlinger bragte
han det til, at Karlistgeneralen Maroto og hans
Troppekorps nedlagde Vaabnene 31. Aug. 1839
i Vergara. Den syvaars Borgerkrig var i
Virkeligheden endt med Espartero’s og Maroto’s
berømte Omfavnelse (el abrazo de Vergara) —
om end Cabrera vedblev at kæmpe nogle
Maaneder endnu —, og Don Carlos forlod straks S.
Jubelen var, som saa ofte, atter stor i Madrid,
men den indre Uro i Landet var langtfra
forbi, og der blev i Aarh.’s Løb endnu rigt Stof
til den politiske Diskutere-Sport, som
Spanierne ynder saa stærkt, idet de sædvanlig ledsager
den med et Skuldertræk over, at »med et godt
Klima følger en slet Statsstyrelse« (cielo bueno,
gobierno malo). — Voldsomme
Parlamentsdebatter mellem Cristino-Partiets forsk.
Afskygninger, hvorved Moderados og Exaltados
optraadte næsten lige saa fjendsk mod hinanden
som Karlister og Cristino’er, tiltagende
aabenbar Spænding mellem Dronning-Regentinden og
Espartero (dennes Parti kaldtes spotvis
»Ayacuchos«, fordi han havde været en af
Officererne fra den sydamerikanske Krig) væsentlig i
Anledning af en ny reaktionær Municipallov,
Regeringen vilde sætte igennem, skiftende
Ministerier, Opstande i Byerne,
Belejringstilstande, — alt dette endte med, at Maria Cristina
maatte udnævne Espartero til Ministerpræsident
(Septbr 1840), og at hun en Maaned efter (12.
Oktbr) abdicerede som Regentinde, hvorpaa
hun begav sig til Sydfrankrig. Cortes valgte nu
Espartero til Regent (8. Maj 1841); men det blev
ikke saa gode Tider som ventet. Sine radikale
Tilhængere tilfredsstillede han ikke, han
forbitrede de baskiske Provinser ved at ville
fratage dem deres Fueros, og Leopoldo O’Donnell
— en ægte Pronunciamiento-General — samt
andre Generaler rejste Oprørsfanen. Vel
styrkedes en Stund hans Position, da nogle
Gardeofficerer havde gjort et forgæves Forsøg paa at
bemægtige sig den umyndige Dronning Isabella
og bringe hende til Moderen; men en
republikansk og separatistisk Opstand i Barcelona,
snart efter, havde han stor Møje med at
dæmpe. Og da Narváez i Juni 1843 indesluttede
Hovedstaden med en stor Hær, svigtede
Espartero’s egne Tropper ham, vundne af den
landflygtige Enkedronnings Overtalelser og hendes
og den fr. Konges, Ludvig Filips, Guld, saa at
Regenten maatte søge Frelse ved at flygte til
England.
8. Novbr 1843 erklæredes Isabella II for
myndig, og snart var hendes Moder atter i S.
Det var den jernhaarde Militærdespot Narváez
og hans konservative Parti, som nu i en
Aarrække havde Magten; et liberalt Ministerium
kom dog — saa at sige tilfældigvis — en Tid til
Roret, under S. Olózaga, men faldt snart, og
1846 blev Narváez uenig med Enkedronningen,
hvis Palads-Klike fik ham fjernet til 1847, da
man igen trængte til hans kraftige Haand.
Imidlertid nærmede den Stund sig, da der
skulde søges en Ægtefælle til den regerende
Dronning: flere af de fornemste europ. Fyrstehuse
havde deres Planer i den Anledning og deres
Talsmænd i S. I den Espartero’ske Periode
havde Englands Indflydelse der i Landet været
stor, og det mødte nu med en koburgsk Prins
som Bejler til Isabella, medens andre Prinser
støttedes af Rusland og Østerrig. Men efter
megen diplomatisk Ageren blev Frankrigs — og
Maria Cristina’s — Plan sat igennem:
Dronningen formæledes i Oktbr 1846 med sin Fætter
Francisco de Asis (Søn af Ferdinand VII’s
Broder Francisco de Paula og den før omtalte
Infantinde Carlota), og samtidig ægtede Isabella’s
yngste Søster en Søn af Ludvig Filip, Hertugen
af Montpensier. Valget af Dronningens Gemal
var uheldigt, Ægtefællerne levede alt andet end
godt sammen, og Isabella’s talrige
Elskovsforbindelser gav Folket snart nok at tale om.
Skønt Narváez 1848—50 havde mange
Vanskeligheder at kæmpe med — Oprørsforsøg i selve
S. og paa Cuba, Paladsintriger og
parlamentarisk Opposition fra »Progressisterne« — fik
denne dygtige Mand Bugt med dem alle. Men
1851 lykkedes det den snu, udpræget
reaktionære Jurist Bravo Murillo, Finansminister i
Narváez’ Kabinet, at styrte ham og indtage hans
Plads. Nu optraadte Regeringen aldeles
klerikalt og absolutistisk; trods Valgtryk og
Bestikkelse blev den overordentlig stærkt angrebet i
Cortes, af Progressisterne ikke mindre end af
Narváez’ »moderate« Parti, og da Hæren
gjorde Mine til at tage Aflære, efter at en ny,
meget reaktionær Grundlov var midlertidig
dekreteret, nedlagde Bravo Murillo sin
Portefeuille. Det ny Ministerium Roncali (1853) vilde
dog ikke ophæve det nævnte Dekret;
Generalerne Concha, O’Donnell og Prim — bl. a. —
angreb den voldsomt, og man denuncerede
ligefrem den skamløse Maade, hvorpaa Hoffet,
især Enkedronningens morganatiske Ægtefælle,
berigede sig paa Statens Bekostning ved
Børsspekulationer. Ministerium fulgte paa
Ministerium, men stadig i den af Bravo Murillo
begyndte Retning, indtil en stor
Militærrevolution, udgaaende fra los Moderados og rettet
imod den forhadte Premierminister San Luis,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
